Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry

110 fra bandemiljø anholdt ved retten

Dramatik ved Retten i Glostrup, da stor flok maskerede ville ind til retssag om skyderier i Ballerup.

Politiet har tirsdag eftermiddag anholdt cirka 110 mennesker ved Retten i Glostrup.

De mange mennesker ville tilsyneladende ind til retten, som for tiden behandler en straffesag, hvor to mænd fra bandemiljøet er tiltalt for at ville dræbe to andre med pistol i Ballerup.
- De kom i samlet flok, fortæller politiinspektør Michael Kristiansen fra Københavns Vestegns Politi.
En del af dem mødte frem med maskering, og politiet påbød flokken at vise deres ansigter.
- Nogle begyndte at kaste ting mod politiet, fortæller politiinspektøren.

Anholdelsen foregik cirka klokken 13.30 på forpladsen ved retsbygningen.
Åbenbart ønskede de mange mennesker at komme helt ind i retssalen.
Nogle af de anholdte vil muligvis blive sigtet for vold mod politiet, andre vil blive sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.
Endelig er en del frihedsberøvet præventivt - altså for at forhindre uro og ballade.

I forvejen har politiet forventet, at der kunne opstå farlige situationer.
Der er oprettet en såkaldt visitationszone omkring retten næsten hele måneden ud. Den indebærer, at betjentene kan visitere alle for våben uden at leve op til det sædvanlige mistankekrav.

Hvilken gruppe de 110 relaterer sig til, har politiet ikke umiddelbart overblik over.