100 senge afsat til H1N1

Sygehusene i Roskilde, Køge og Holbæk er klar med 100 senge fordelt på fem afdelinger, hvis skrækscenariet om et alvorligt udbrud af H1N1-influenza i Danmark bliver virkelighed, skriver DAGBLADET Roskilde.

Planen er, at man vil samle eventuelt alvorligt syge patienter på de afdelinger, således at de ikke kommer i kontakt med andre indlagte, fortæller cheflæge Teis Andersen ved Sygehus Nord.
- Med den viden vi har nu, er det vigtige ikke at isolere den enkelte patient, men at holde influenza-patienterne adskilt fra alvorligt syge og svækkede personer, som er dem, H1N1-influenzaen rammer hårdest, forklarer cheflægen.
Den almindelige raske dansker, der smittes, vil ofte slet ikke få symptomer eller opleve et meget let forløb.
Det aktuelle beredskab er en neddrosling i forhold til tidligere, hvor Sundhedsstyrelsen frygtede flere alvorligt syge, end man gør nu.
På sygehusene i den sydlige del af Region Sjælland har man ikke udpeget særlige afsnit til H1N1-patienter, men vil indlægge dem på nærmeste sygehus på enestuer eller på flersengsstuer sammen med andre i samme båd.