10 caféer på 500 meter: Det er ved at tage overhånd, mener butiksejer

For otte år siden var Rantzausgade på Nørrebro en mangfoldig ghettogade. Men nu presser de høje huslejepriser de små butikker ud til fordel for nye caféer. Kedelig udvikling, mener butiksejer.

Man har set det på Vesterbro, man har set det på Østerbro og man har set det i Indre København. Ja, man har set det rigtig mange steder i hovedstaden.

Små butikker må lukke til fordel for større, fordi huslejepriserne bare stiger og stiger.

quote Jeg synes, det er ved at tage overhånd.

Søren Falk, butiksejer, Nørrebro

Og tendensen er også kommet til Nørrebro - en kedelig udvikling, der har taget overhånd, mener butiksejer Søren Falk, der selv driver genbrugsbutikken Quriosa på Rantzausgade.

- Jeg synes, det er ved at tage overhånd, siger han. 

Derfor besluttede Søren Falk af dele et opslag på sin butiks Facebook-side som et opråb. Her står blandt andet:

"Men efter min mening, er det ved at blive for meget nu. Der er (snart) ikke plads til sjov og kreativitet, små undseelige gesjæfter, fattigrøve og alkoholikere. Vi er på randen af kedelig allerede. Det hele bliver business, og kort efter forsvinder magien og mangfoldigheden. Og dem der reelt løb en reel risiko og skabte værdien får tilmed ingen tak. Tværtimod", skriver Søren Falk i et længere opslag.
Læs hele opslaget her.

Det har 800 mennesker givet et like med på vejen.

Små butikker må lukke til fordel for større - fordi huslejepriserne bare stiger og stiger. Tendensen er også kommet til Nørrebro - og udviklingen har taget overhånd, mener en butiksejer.

Fra ghettogade til cafégade

Søren Falk har haft sin butik på Rantzausgade i otte år. En gade som er gået fra at være ren ghettogade med skyderier til nærmest at være en cafégade nu.

- På de 500 meter hvor min butik ligger, der ligger ti caféer, hvor cirka halvdelen er kommet inden for de sidste to år, siger Søren Falk. 

Tendensen med de nye caféer har givet ro i gaden, men det udvander mangfoldigheden.

- Det er bare meget tydeligt, at de ting, der åbner, slet ikke henvender sig til de laveste socialklasse. Altså man skal have penge for at spise de her steder. Det er der ingen tvivl om, siger Søren Falk, butiksejer.

Stigende huslejepriser en del af problemet

På den ene side af Rantzausgade er en ny café netop ved at åbne, mens en kiosk, som ligger overfor Søren Falks forretning, er den næste butik i rækken, som står til at skulle lukke på grund af stigende huslejepriser.

- Det er jo ikke et problem, at det sker ét sted i byen. Men hvis det sker ti, femten, tyve, halvtreds steder i byen hver måned. Og ingen opdager det, fordi det sker hen ad vejen… Til sidst er der ikke plads til almindelige mennesker, siger han.

Det er den lille forretning her, som står til at skulle lukke på grund af stigninger i huslejen. 
Det er den lille forretning her, som står til at skulle lukke på grund af stigninger i huslejen. 
Foto: TV2 Lorry

Hvis man spørger dem, som bor i området, så er holdningerne til det forandrede gadebillede delte.

- Jeg synes, det er fedt for os teenagere, at der er caféer man kan gå ind på og snakke om diverse ting, siger Astrid Hammer, beboer, Nørrebro.

- Jeg er lidt bekymret over alt det, der kommer til at ske ovre på solsiden på Rantzausgade. Det er mest i forhold til de caféer, der åbner, jeg ikke kommer til at bruge, siger Rasmus Seidler Krebs, beboer Rantzausgade, Nørrebro.

Søren Falk håber, at udviklingen stopper, og der bliver gjort noget for, at der stadig er et mangfoldigt liv, hvor rig og fattig stadig omgås hinanden på Rantzausgade.

- Jeg er lidt en sur mand, vil nogle sige. Der er allerede ti-tyve caféerne indenfor en kilometer. Derfor synes jeg, man skal stoppe udviklingen. Der behøver ikke komme flere til. Det ensretter det liv, der vil være. Det vil være et segment af mennesker, der vil benytte gaden, siger Søren Falk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik