10-årig mødte dræberklovn i Solrød: 'Han er helt rystet'

Huseyin og hans familie blev slemt forskrækkede, da de kørte forbi Uglegårdsskolen fredag aften, hvor en 'dræberklovn' løb efter dem. Flere har set klovnen.

Iført klovnekostumer med uhyggelige ansigter, måske endda bevæbnet med køller, økser eller knive skræmmer de almindelige mennesker fra vid og sans.

Fænomenet kaldes 'Creepy Clowns' (skræmmende klovne, red.) eller 'Killer Clowns' (dræberklovne, red.) og kommer fra USA.

Klovnefænomenet har siden spredt sig til Europa, hvor der meldes om hændelser med de skræmmende klovne i både Storbritannien, Sverige og Norge.

Klamme klovne i Danmark - og i Solrød

Også i Danmark har klovnene gjort sit indtog. I Fredericia har der ifølge DR Trekanten været adskillige episoder med klovne-udklædte personer, der skræmmer folk. Her har de skoledrenge, der stod bag episoderne, nu meldt sig selv til politiet.

I går fortalte BT, at tre klovne har været på spil i Høje Taastrup, hvor en kvinde og to mænd blev mødt af de tavse skikkelser, der bevægede sig mod dem.

Også i Solrød, på den københavnske sydkyst, har flere personer skræmt borgere fra vid og sans. Her har flere mødt en klovn tæt ved den lokale folkeskole Uglegårdsskolen.

Blandt dem er Huseyin Hansen, der kørte forbi skolen på vej hjem fra en børnefødselsdag i Solrød fredag aften

- Tæt ved skolen, cirka 50 meter fra os, ser vi en klovn, som angriber en anden person, der ikke er klædt ud, siger Huseyin Hansen til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi satte farten lidt ned på bilen, og da vi så passerede dem, drejede klovnen sig mod bilen og satte efter.

10-årig søn blev skræmt

I bilen var Huseyins mor og 10-årige søn, der begge blev skræmt ved episoden. Særligt sønnen blev slemt forskrækket af synet, som siden har plaget ham.

quote Min søn har sovet elendigt. Han har vågnet tre gange i nat og i dag tør han ikke gå ud for en dør

Huseyin Hansen, pædagogmedhjælper og dørmand

- Min søn har sovet elendigt. Han har vågnet tre gange i nat og i dag tør han ikke gå ud for en dør. Han snakker om de der klovne. Han har nok set noget på internettet, ligesom vi andre har set videoer af de her klamme klovne, siger Huseyin.

Da de efter episoden nåede til deres hjem ikke langt derfra, var Huseyins lillebror og et par venner foran huset. De var flygtet fra klovnen, som havde jagtet dem.

- De var paniske af angst, fordi de var blevet jagtet af klovnen. Fuldstændig skrækslagne, så hjertet hamrede på dem.

Drengene, der er 18 år, turde ikke selv gå hjem efter ders møde med klovnen, og det fik, sammen med hans eget møde med klovnen, bægeret til at flyde over for Huseyin.

Kørte tilbage og konfronterede klovnen

- Så min bror og jeg kører tilbage, hvor klovnen stadig er. Nu står de på en anden side af vejen og prøver det samme igen. Mens bilen stadigvæk triller, hopper jeg ud og sætter efter klovnen. Han flygtede først, men hev hurtigt masken af og vendte sig om med hænderne oppe, siger Huseyin og fortsætter:

- Han siger 'undskyld, undskyld - det er bare en prank!', og jeg skælder ham ud. Kort efter kommer flere drenge ud af en busk tæt på. Der ligger de og filmer det hele.

quote Jeg fortalte dem, at hvis de mødte de forkerte mennesker, så kunne det få meget grimme følger. Det er jo ikke alle, der ville reagere som mig - og det er klart

Huseyin Hansen, pædagogmedhjælper og dørmand

Den oprevede far og bror, der til dagligt er pædagogmedhjælper og dørmand, forsøgte herefter at forklare sagens alvorlighed.

- Jeg fortalte dem, at hvis de mødte de forkerte mennesker, så kunne det få meget grimme følger. Det er jo ikke alle, der ville reagere som mig - og det er klart. Jeg sagde til dem, at de skulle gå hjem og fortælle deres forældre, hvad de render rundt og laver ude i byen på det tidspunkt, siger Huseyin.

Han glæder sig nu over, at han ikke var kommet gående, da klovnen kom løbende.

- Hvis jeg var kommet gående og han var løbet ud foran mig, så havde jeg gjort noget. Det føles jo som et overfald, når ens grænser bliver overtrådt så meget. Så forsvarer man sig, det er klart.

Hjemmehjælper: Der lå en person midt på vejen - og så kom klovnen

Også Linda Jakobsen mødte den skræmmende klovn fredag aften. Hun var på arbejde for hjemmeplejen i Solrød kommune, da der pludselig ligger en person foran bilen.

- Jeg mødte dem lidt efter klokken elleve (23, red.) i går, da jeg skulle køre ud til en ny borger. Da jeg kommer kørende, kan jeg se i periferien, at der ligger en person på vejen. Så jeg sætter farten ned, og pludselig kommer der en klovn løbende frem mod mig, siger Linda, der stadigvæk er frustreret over hændelsen.

quote Først bagefter blev jeg bange. Der kom den der, 'åh, det var ikke godt det her.'

Linda Jakobsen, hjemmehjælper i Solrød Kommune

Linda drejede udenom personen på vejen og kørte hurtigt videre, og først bagefter går det op for hende, hvad hun havde oplevet.

- Først bagefter blev jeg bange. Der kom den der, 'åh, det var ikke godt det her.'

Derfor ringede hun til hendes kollegaer og advarede dem om situationen ved skolen, hvorefter hun ringede til Københavns Vestegns Politi. 

- Jeg ringer til politiet og siger, at jeg arbejder i hjemmeplejen i Solrød kommune, og at jeg har set det her. Det bekymrende var jo, at jeg ikke kunne se, om manden, der lå på jorden, rejste sig op igen.

Politiet lovede, at de ville sende en patruljevogn til stedet, for at undersøge sagen. Om det er sket, ved man ikke endnu hos Københavns Vestegns Politi.

Politiet: De spiller på den frygt, som folk har

- Det er hvert fald ikke noget, som har fyldt meget hos os. Så vi har ikke optaget nogen sager dernede fra. Om det er fordi, vi ikke har kunnet finde nogen, eller hvad det er, det ved jeg ikke, siger Lars Guldborg, som er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi og fortsætter:

- Jeg kan godt forstå, at folk de bliver bange i de her sager. Man kender jo Pennywise og andre klovne fra gyserfilm.

Sagerne er dog svære at løfte for politiet, med mindre der er våben involveret. Ellers kan sagerne i særlige tilfælde kategoriseres som trusler, oplyser vagtchefen.

quote Jeg kan godt forstå, at folk de bliver bange i de her sager

Lars Guldborg, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi

- Vi vil gerne have anmeldt, hvis de har våben med sig, bat eller økser. For så er det en kvalificeret forbrydelse i sig selv, for så har de bare med det overtrådt loven.

- De spiller meget på den frygt, som folk har. Men det er klart, at hvis de har våben eller truer med slagvåben, så er det en kvalificerende overtrædelse i sig selv, siger Lars Guldborg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik