Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix

1. maj: Her fejres kampdagen

Fælledparken vil traditionen tro være vært for det største af dagens 1. maj-arrangementer, hvor Arbejdernes Internationale Kampdag bliver fejret.

Til tonerne af "Når jeg ser et rødt flag smælde" vil morgendagens program i Fælledparken blive skudt igang, hvor flere tusinde mennesker årligt fejrer Arbejdernes Internationale Kampdag.

Dagen er blevet fejret som kampdag siden 1889, hvor den blev stiftet i 100-året for Den Franske Revolution. Den fejres stadig fra tidligt om morgenen i mange fagforeninger og i de tre røde partier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Alle er velkomne til 1. maj, også dem som ikke er enige med os. Men det bliver nok svært ikke at lade sig smitte af den gode stemning

Tue Tortzen, Formand,  LO i Hillerød/Helsinge-området

Om eftermiddagen er der taler fra partiformændene og de faglige ledere. Arrangementet i Fælledparken er blandt de største politiske arrangementer i landet med undtagelse af, når der er valg.

På talerstolen i Fælledparken vil Københavns overborgmester Frank Jensen være til stede sammen med SF's Sisse Marie Velling og Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen.

Derudover vil Alice Linning fra FTF Hovedstaden og Per Olsen fra LO Hovedstaden holde taler - det er FTF og LO, der arrangerer 1. maj i fælledparken

LO's Formand Lizette Risgaard og FTFs formand Bente Sorgenfrey vil ligeledes være på talerstolen i Fælledparken. Talerne starter kl. 13, men selve arrangementet begynder med musik kl. 12.

Læs også Voldsomme 1. maj-protester: Frank Jensen afbrød sin tale

I Roskilde vil 1. maj blive fejret på Hestetorvet, og i Køge kan man møde op i Lovparken - begge steder vil arrangementerne begynde kl. 12.

I Hillerød/Helsingeområdet vil et optog med musik fra kl. 11.30 gå sin tur gennem byen til Posen, hvor der er boder med pølser og drikkevarer.

– Alle er velkomne til 1. maj, også dem som ikke er enige med os. Men det bliver nok svært ikke at lade sig smitte af den gode stemning, siger Tue Tortzen, formand for LO i Hillerød / Helsinge-området, som står for arrangementet til Arbejderen.