Vil bevare offentlig adgang: Ildsjæle vil købe historisk skovridergård

En flok lokale ildsjæle kæmper for offentlig adgang til den historiske skovridergård, Dæmpegården. Nu har de fået mulighed for at købe gården for 7,5 millioner, hvis de kan skaffe pengene inden juli.

Frivillig-foreningen Dæmpegårds Venner kæmper for at bevare den historiske skovridergård  Dæmpegård fra 1788, der ligger midt i midt i Tokkekøb Hegn i Allerød.

Gården er nemlig ikke i brug længere, og Naturstyrelsen ønsker at komme af med den historiske gård. 

Den må dog for alt i verden ikke lande på private hænder, mener Lisette Thamdrup, der er formand for den frivillige forening. 

Hun ønsker nemlig, at Dæmpegården fremover skal være et offentligt tilgængeligt natur- og kulturhus.

Derfor er hun også glad for, at foreningen nu har fået mulighed for at købe skovridergården af Naturstyrelsen uden et offentligt udbud inden juli 2022 for 7,5 millioner kroner.

Problemet er bare, at man indtil videre kun har samlet 500.000 kroner ind.

– Vi tror faktisk på, at det nok skal lykkes, for vi er overbeviste om, at der er nogle virksomheder og nogle personer, som når vi nærmer os deadline går ind og siger, den må simpelthen ikke gå hen og blive solgt til privat forbrug. Den skal simpelthen være offentligt tilgængelig, hvor alle kan komme og besøge gården, siger Lisette Thamdrup.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Dæmpegården fra 1788 ligger midt i midt i Tokkekøb Hegn i Allerød.
Dæmpegården fra 1788 ligger midt i midt i Tokkekøb Hegn i Allerød.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Ifølge formanden er det vigtigt, at Dæmpegård ikke ender i private hænder:

– Vi skal sikre, at Dæmpegården bliver et offentligt tilgængeligt sted, så den kan blive alles natur- og kulturhus. Dæmpegården har bare så meget kulturhistorie i området, så det ville være fantastisk at kunne bruge det, så folk kunne få glæde af det, fortæller Lisette Thamdrup.

Udover at søge støtte fra private virksomheder og personer, samler Dæmpegårds Venner også penge ind via støttebeviser og arrangementer på gården, som de kalder ”Dæmpegårdsdage”.

Dæmpegårds Venner har også fået opbakning fra Allerød Kommune til projektet. Byrådet indskød i november 2021 100.000 kroner til foreningen og har også bistået med rådgivning og hjælp i forbindelse fondsansøgninger.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Udover at søge støtte fra private virksomheder og personer, samler Dæmpegårds Venner også penge ind via støttebeviser og arrangementer på gården, som de kalder ”Dæmpegårdsdage”.
Udover at søge støtte fra private virksomheder og personer, samler Dæmpegårds Venner også penge ind via støttebeviser og arrangementer på gården, som de kalder ”Dæmpegårdsdage”.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Borgmester og byråd bakker op

Borgmester i Allerød Kommune Karsten Längerich (V) og resten af byrådet håber på, at det lykkes foreningen at redde Dæmpegården.

– Det er jo et stort projekt, men vi håber, at det kan lykkes at få projektet op at køre, og at de kan få noget fondsstøtte, så det kan blive det her natur- og kulturcenter, som de vil etablere, fortæller Karsten Längerich (V).

Også borgerne i kommunen er positivt stemt overfor projektet. Det handler ifølge Lisette Thamdrup om at få dem ud til Dæmpegården for at opleve den og omgivelserne, fordi man ikke nødvendigvis kender til Dæmpegården, selvom man er Allerød-borger.

Hvis det lykkes for Dæmpegårds Venner at indsamle de 7,5 millioner kroner til Naturstyrelsen inden juli 2022, er deres vision, at Dæmpegården som natur- og kulturhus skal have en daglig leder samt en naturvejleder tilknyttet.

De ønsker desuden at etablere en udflytterbørnehave i en af gårdens bygninger samt at udleje en anden af gårdens bygninger til bl.a. kunsterne, forfattere, som yoga-retreat eller som rehabiliteringscenter.

Denne artikel er blevet til i et samarbejde med journalistuddannelsen på RUC.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik