Pas på: Politi-bedragere slår igen til i Nordsjælland

Nordsjællands Politi oplever lige nu en stribe sager, hvor borgere bliver forsøgt bedraget af kriminelle, der udgiver sig for at være fra politiet.

- Det er fra politiet. 

Får du sådan et opkald med nogenlunde den besked, skal du være ekstra opmærksom i øjeblikket. Især hvis du er ældre og bor i Nordsjælland.

I denne uge har Nordsjællands Politi foreløbigt registreret mindst seks sager om enten forsøg på bedrageri eller tricktyveri. I fem af sagerne udgiver gerningsmanden sig for at være fra politiet.

75-årig bedraget i telefonen

Det skete blandt andet onsdag formiddag, da en 75-årig kvinde fra Allerød blev ringet op af en person, der fortalte, at han arbejdede hos politiet. 

Derefter forklarede manden, at han havde opdaget, at der var blevet oprettet et lån i kvindens navn. På den måde fik han udleveret den 75-åriges Nem-id-oplysninger. Bagefter opdagede kvinden, at hun ikke længere havde adgang til sin Nem-id, da koderne var blevet ændret. 

Forsøgte at hæve større beløb

Også en kvinde fra Birkerød oplevede noget lignende. Hun blev tirsdag også kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra politiet. Han fik narret kvinden til at udlevere oplysninger om Nem--id samt cpr- og bankoplysninger. Senere opdagede offerets bank så, at en person havde forsøgt at hæve et større beløb på kvindens konto. Den kriminelle handling blev dog stoppet.

Forsøgene på bedrageri er også sket i Gentofte og Gilleleje, hvor gerningsmanden eller -mændene har fortalt, at han kom fra henholdsvis Sønderborg Politi og Fyns Politi.

Og torsdag var turen så kommet til en 95-årig kvinde fra Frederikssund, som dog ligesom i tilfældet fra Gilleleje blev mistænkelig og afbrød samtalen.

Ringer fra politiets telefonnummer

Den seneste tid har der været flere tricktyverier begået mod ældre personer.

Flere gange har Nordsjællands Politi være ude og fortælle om borgere, der er blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed for at lokke personlige oplysninger ud af dem.

Det gjaldt blandt andet i juli, da flere ældre på mindre end et døgn anmeldte, at de var blevet snydt af en ukendt mand, der udgav sig for at være fra politiet.

Grundet sammenfald i fremgangsmåden havde Nordsjællands Politi dengang en formodning om, at der kunne være tale om samme gerningsperson.

Også Københavns Politi har oplevet lignende problemer. For knap en måned siden kunne politikredsen fortælle, at flere ældre borgere var blevet kontaktet af en mand, der ikke alene udgav sig for at være fra politiet, men også ringede fra politiets nummer.

- Det ser ud som om, at der ringes fra politiet - 33141448. Personen anmoder om oplysninger om nøglekort eller overførsel af penge. Det er et svindelnummer, advarede politiet på Twitter.

Tidligere i juli advarede politiet de ældre borgere mod nye svindenummer. Se eller gense indslaget.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik