Militærøvelse i industriområde ved Allerød Rådhus

Nysgerrige beboere i Allerød skal ikke blive forskrækket, hvis de mandag aften støder på personer i militæruniformer.

Arkivbillede fra en tidligere militærøvelse. Foto: Ritza Scanpix

For at være så godt som muligt forberedt på uvarslede hændelser vil soldater fra Den Kongelige Livgarde fra mandag til onsdag være til stede i industriområdet ved Engholm Parkvej i Allerød, hvor de skal gennemføre en militærøvelse.

Det skriver Allerød Kommune i pressemeddelse.

- For at give soldaterne så realistiske forhold som muligt, har Den Kongelige Livgarde, Allerød Kommune og en række virksomheder i området, støttet op om muligheden for at gennemføre denne øvelse, siger Henrik Lehmann, kaptajn og uddannelsesofficer ved Den Kongelige Livgarde.

Læs også Militæret rykker ind i Køge: Skal bevogte sprængfarlig container

I forbindelse med forsvarsforliget fik Den Kongelige Livgarde til opgave, at have cirka 90 soldater i beredskab, som hurtigt kan rykke ud for at støtte Politiet ved uvarslede hændelser i Danmark.

Selve øvelsen vil foregå i det indrammede område på billedet herunder. Alle soldater vil bære gule refleksveste med ”Øvelse” påtrykt. Dog vil soldaterne rykke rundt i området alt efter opgaven. Alle soldater vil være bevæbnede men kun have løs ammunition i våbnene.

Det er i dette område, at der fra mandag til onsdag vil være en militær øvelse i Allerød. Foto: Allerød kommune

- Soldaterne skal løse en bevogtningsopgave, hvor de skal sikre bygninger mod folk med ”onde hensigter”, og det er vores mål, at der ikke bliver skudt et eneste skud under øvelsen, siger  Henrik Lehmann.

Et naturligt miljø giver bedre øvelse

Alle veje, cykelstier og fortove er åbne for alle, idet soldaterne kun har til opgave at sikre enkelte bygninger i området. Det betyder, at kun de virksomheder, som har sagt ja til at deltage som moment i øvelsen, kan blive berørt af soldaternes arbejde så som adgangskontrol eller lignende.

- Vi er meget glade for, at vi har muligheden for at være i et civilt område, da det giver os flere udfordringer i løsningen af opgaven. Samtidig vil mange ”rigtige” civile være i området, som kan skabe et komplekst billede for soldaterne i forhold til deres bevogtningsopgave, siger Henrik Lehmann.

Læs også 40 krigsskibe samles i Københavns Havn forud for kæmpe Nato-øvelse

Chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Mads Rahbek, er glad for, at Allerød Kommune har bakket op ønsket fra regimentet om øvelsens placering i et civilt område. Når man skal træne soldater til at løse en opgave blandt civile, så er det nemlig vigtigt, at man kan gøre det i et helt naturligt miljø.

- Det kan vi ikke i vores øvelsesterræn. Derfor skal der lyde et stort tak til Allerød Kommune for den positive tilgang samt et endnu større tak til de virksomheder, som har stillet sig til rådighed for øvelsen.

Under øvelsen er alle velkomne til at færdes i området. Hvis man oplever soldaterne reagerer overfor nogle personer på gaden, så skyldes det, at disse personer er en del af øvelsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik