Kommune giver fabrik to uger til at bevise, den ikke lugter

Asfaltfabrikken Pankas får forlænget sin deadline om dokumentation i sag om lugtgener. Overskrides fristen, skal den standse produktionen.

Beboerne på Farremosen i Allerød må holde sig for næsen lidt endnu.

Fredag er byrådet i Allerød Kommune blevet enige om at give asfaltfabrikken Pankas en frist på fjorten dage til at dokumentere, om den har reduceret de lugtgener, som mange borgere har klaget over.

Deadlinen er sat til den 27. august, og hvis den overskrides, vil asfaltfabrikken få påbud om at standse produktionen.

Det oplyser Allerøds borgmester, Karsten Längerich (V), til TV 2 Lorry.

- Den virksomhed har lugtet for meget. Vi har foretaget lugtmålinger, der har dokumenteret det, og derfra har vi sagt til virksomheden, at de skal mindske den.

- De har så lavet noget indkapsling af anlægget, og det må vi håbe på afhjælper problemet. Men udfordringen er, at de endnu ikke har dokumenteret, at det har virket, siger Karsten Längerich.

Pankas' dokumentation skulle allerede have været i kommunens indbakke den 1. august.

En frist virksomheden selv havde valgt, men som den efterfølgende overskred.

Kommunen har i den forbindelse taget skrappe metoder i brug og blandt andet truet med politianmeldelse.

- Der pålægger dem et kæmpe ansvar at sørge for, at de overholder miljøgodkendelsen, og det derfor, vi har lavet de her forskellige tiltag. For de har jo ikke overholdt det, siger borgmester Karsten Längerich.

Følger kommunens juristers anbefaling 

Ved fredagens ekstraordinære byrådsmøde stemte alle byrådspartierne på nær Det Konservative Folkeparti for at følge forvaltningens indstilling, som lød på, at kommunen giver dispensation fra påbuddet om at standse produktionen frem til og med den 27. august.

Det Konservative Folkeparti så gerne, at standsningspåbuddet allerede skulle gælde fra dags dato. Men ifølge Venstre-borgmester Karsten Längerich var der bred enighed om at følge forvaltningens juridiske anbefaling.

- Det er for at beskytte vores borgere og være sikre på, at vi kommer i land med det her påbud, siger han og fortsætter:

- Når kommuner træffer myndighedsafgørelser skal der være proportionalitet, og der anbefaler vores jurist meget klart, at vi bør give dem fjorten dage til at få lavet de her undersøgelser. For hvis vi giver dem påbuddet per dags dato, har de ikke mulighed for at lave de undersøgelser, som de skal bruge, for at kunne dokumentere, der ikke lugter. 

- Det er vores advokats vurdering, at hvis vi gav dem påbuddet nu, ville risikoen for, at vi taber en potentiel retssag, være meget stor. Og det kan betyde, at virksomheden kan komme til at lugte meget mere, siger Karsten Längerich.

Sort på hvidt

Han understreger samtidig, at han som ansvarlig myndighedsperson ikke har nogen holdning til Pankas.

- Det er en virksomhed, der lovligt har lov til at være til stede og producere. Det er min opgave som øverste ansvarlige i kommunen at sørge for, at myndighedshåndteringen fungerer, og nu står det så sort på hvidt, at virksomheden enten afleverer den påkrævede dokumentation for, at de overholder vilkårene, ellers må de standse produktionen som følge af standsningspåbuddet, lyder det fra Karsten Längerich.

TV 2 Lorrys har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Pankas. 

Virksomhedens advokat har tidligere sendt et brev til kommunen, hvori virksomheden blandt andet lægger vægt på, at vejrforholdene har forsinket de målinger, som kommunen har efterspurgt.

Det fremgår desuden af brevet, at Pankas forventer at have dokumentation klar i uge 34, hvilket vil sige fra den 23. til den 29. august.

Nedenfor kan du se et tidligere indslag fra sommeren 2020 om sagen om Pankas og de mange utilfredse borgere. 

En gruppe borgere i Allerød er meget utilfredse med en asfaltfabrik, der ligger i nærheden af deres boliger. De siger at den lugter, larmer og frygter forurening. De vil have kommunen til at gøre alt hvad den kan, for at få fabrikken væk.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik