Vision: Allerøds borgmesters vil sikre kernevelfærd og vækst

De næste fire år skal Karsten Längerich styre Allerød. TV 2 Lorry har bedt ham om at sætte ord på sine visioner for kommunen.

Når jeg som ny-indsat borgmester tænker på fremtiden for Allerød Kommune, er der ét kardinalpunkt for mig: At fremtidens borgerne oplever en øget kvalitet og væsentlig forbedring på ældre- og børneområdet.

quote Allerød er Danmarks bedste kommune for børn, unge og ældre

Karsten Längerich, borgmester i Allerød, Venstre

Helt konkret betyder det, at:

  • normeringerne er forbedret og kan mærkes i både dagtilbud og i ældreplejen
  • det nye børne- og læringssyn er implementeret i hele kommunen og
  • at vi i Blovstrød har åbnet to nye daginstitutioner og lukket de gamle – og det er sket i en bred sammenhæng mellem skole, klub og idrætsforeninger 

Skoler renoveres

Vi har desuden lagt en langsigtet plan for renovering og vedligeholdelse af kommunens skoler og dagtilbud, og dén plan er i fuld gang.

Vi har imødekommet det stigende behov for speciel ældrepleje og åbnet et topmoderne og fremtidssikret demensplejecenter ved Skovvang, som brugerne er glade for. Det er et plejecenter, hvor ny velfærdsteknologi er implementeret til glæde for beboer, pårørende og ansatte.

Allerød er fortsat én af de mest interessante kommuner for børnefamilier at leve og bosætte sig i. Det skyldes, at vi er kendt for gode skoler, dagtilbud, sikre skoleveje, idrætsfaciliteter og adgang til naturen. 

Ingen arbejdsløshed blandt minoritetsetniske 

For Allerød er en grøn kommune, hvor alle har nem adgang til skov, sø, mark og enge. Det er ikke kun borgerne, der drager nytte af dette. Kommunen er også populær hos grønne virksomheder og har førertrøjen på i den grønne omstilling.

Allerød er derfor en driftig kommune, hvor både tilvæksten af borgere er lige så høj som i København, og hvor virksomheder ønsker at etablere sig.

Allerød er fortsat en kommune, hvor der er flere, som pendler ind end ud. Erhvervslivet er tilfredse og har god adgang til højtkvalificeret arbejdskraft, natur, god infrastruktur og et tæt samspil med kommunen.

Arbejdsløshed er stort set ikke eksisterende - hverken blandt etniske danskere, danskere med anden etnisk baggrund eller flygtninge. 

Udbygning af bymidte

Summen af det hele har gjort, at vi har formået at skabe mere liv i Allerød Bymidte.

Mungo Parks nye teatersal er åbnet og er blevet et stående symbol på kultur og byliv på byens Kulturtorv. Kulturtorvet er blevet en integreret del af resten af byen. Det har blandt andet givet liv til flere cafeer og restauranter – ja i det hele taget givet plads til flere mødesteder i byens rum.

Der sker i det hele taget en udbygning af hele bymidten, som tager udgangspunkt i en helhedsplan med flere boliger, erhverv og butikker. 

Visionen for Allerød 2021 er således at vi gennem udvikling af vores alles kernevelfærd, sikrer kommunens positive vækst. For Allerød er Danmarks bedste kommune for børn, unge og ældre – og det skal vi fortsætte med at være.

Ovenstående klumme er skrevet af Karsten Längerich

Borgmester i Allerød, Venstre.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik