Fundet i 12 kommuner: Der er mikroplast i dit drikkevand

Miljøteknologer undersøgte kollegers drikkevand og fik en stor overraskelse.

En gruppe danske miljøteknologer har gjort en chokerende opdagelse efter at have undersøgt 48 vandprøver fra 16 husholdninger i København og Nordsjælland.

I alt blev der i gennemsnit fundet 18 stykker mikroplast, der er meget små partikler af plastik, i hver liter drikkevand. Men ingen ved, om det stammer fra grundvandet, vandrørene eller vandhanen.

Meget overrasket

Bag undersøgelsen står cand. scient. Søren T. Christensen og hans team af miljøteknologer. Efter at en international undersøgelse afslørede mikroplast i postevandet i blandt andet Storbritannien, Frankrig, USA, Uganda og Indonesien, blev Søren T. Christensen og hans team nysgerrige efter at lave deres egen undersøgelse herhjemme. Vandprøverne tog de fra de i alt 16 kollegers adresser, der fordeler sig over tolv kommuner. 

- Det overraskende ved undersøgelsen er, at resultaterne er så entydige, og at alle 48 prøver uanset lokalitet indeholder mikroplast. Vi tager alene stilling til, om prøverne indeholder mikroplast, siger Søren T. Christensen, der arbejder på uddannelsesinstitutionen Cphbusiness Laboratorie og Miljø i Hillerød, i en pressemeddelse. 

Han understreger, at der er tale om et pilotprojekt. Det vil sige en slags forundersøgelse, som hverken har taget stilling til, hvor kilden til mikroplast befinder sig, eller hvilke typer plast man har fundet.

- Det næste trin vil oplagt være at undersøge, hvilken type plast der er tale om, og hvor mikroplasten stammer fra. Er det forsyningsnetværket, rørføringen inde i selve bygningerne – eller grundvandet, siger Søren T. Christensen.

Mere forskning efterlyses

Den holdning deler direktør i organisationen Plastic Change, Henrik Beha Pedersen. Han er ligeledes overrasket over undersøgelsens resultateter.

- Vi ved, at der tidligere er fundet mikroplastik i flaskevand, men vi havde ikke ventet at finde plastik i dansk drikkevand. Det er et tydeligt bevis på, at plastik sniger sig ind alle vegne. Derfor er det på høje tid, at der bliver sat massivt ind med forskning, så vi kan få viden om, hvor plastikken kommer fra, og hvad den betyder for vores sundhed, siger Henrik Beha Pedersen i en pressemeddelelse.

Ved siden af drikkevandsundersøgelsen har cphbusiness, sammen med Roskilde Universitet og Plastic Change, igangsat et større projekt, som skal undersøge indholdet af mikroplast i søer og åer på Sjælland. Noget der ikke tidligere er blevet undersøgt.

S vil have undersøgt drikkevand

Miljøordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, vil nu forsøge at få et politisk flertal til at se på problemet.

- Det er afgørende, at vi får en undersøgelse, som en gang for alle kan slå fast, om der er mikroplast i vores drikkevand. Og om der er en sundhedsrisiko ved det, siger Christian Rabjerg Madsen til P1 Morgen.

HVAD ER MIKROPLAST?

- Mikroplastik er egentlig bare små stykker plastic.
- Det er typisk i størrelsesordenen fra mikrometer op til 5 millimeter.
- Meget af det kan altså ikke ses med det blotte øje.
- Der er endnu ikke klarhed over betydningen af mikroplast for levende organismer.
- Men undersøgelser viser dog, at det ophobes i dyr op gennem fødekæden og at visse plastikprodukter bl.a. indeholder hormonforstyrrende stoffer og andre giftstoffer.

Kilde: DR Viden

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik