Yderligere tre kommuner i hovedstadsområdet sætter strøm til busserne

Fra 2022 bliver yderligere fire kommuner grønne med elbusser - tre ligger i hovedstadsområdet.

Renere luft og mindre støj i gadebilledet.

Det er ifølge Movia et par af de fordele, borgerne i Albertslund, Glostrup og Lyngby-Taarbæk kan se frem til, når dele af busnettet i kommunerne stopper brugen af fossile drivmidler og i stedet bliver elbusser.

Foruden de tre kommuner i hovedstadsområdet har også Næstved Kommune i Region Sjælland meldt sig ind i elbuskampen.

Det oplyser Movia i en pressemeddelelse.

- I Glostrup er vi glade for beslutningen om, at endnu flere af vores lokale buslinjer skal køre på el. Først tog vi en beslutning om, at linje 142 skal overgå til el, og nu er linje 141 og 149 kommet med. Vi ser frem til at borgerne i både Glostrup og Albertslund kan nyde godt af de mere miljøvenlige og støjsvage busser, siger Glostrups borgmester John Engelhardt (V).

- Med elbusserne tager vi et stort skridt i retning mod at reducere udledningen af CO2, og så bidrager de nye busser til renere luft og mindre støj og hermed til at øge kvaliteten af vores fælles byrum. Det er altså endnu et skridt i den rigtige retning for en grønnere fremtid, siger Steen Christiansen (S), der er borgmester i Albertslund.

Senest besluttede Ballerup, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre og København i fællesskab, at linje 1A, 10 og 164, som kører på tværs af kommunegrænserne, alle fremover skal køre på el. Med Albertslund, Glostrup og Lyngby-Taarbæk på elbusvognen kører der elbusser i i alt 13 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde.

13 busruter bliver elektrificeret

Når elbussernes færden udrulles i de fire kommuner i 2022, vil 13 buslinjer blive berørt.

Det fører til en årlig reduktion på 1.700 tons CO2, 5,5 tons NOx og 33 kilo partikler, som kommunerne og deres borgere spares for.

Movia og kommunerne tager dermed endnu et skridt mod det nationale mål om, at CO2-udledningen mindskes med 70 procent inden 2030.

Samtidig understøtter det også Movias egen målsætning om at alle busser på Sjælland skal køre fossilfrit inden 2030. Heraf mindst halvdelen på el.

Med beslutningen fra Albertslund, Glostrup, Lyngby-Taarbæk og Næstved vil Movia have mindst 208 eldrevne busser i drift fra sommeren 2022.

- Vi er rigtigt glade for, at vi nu får klimavenlige elbusser til Lyngby-Taarbæk. Det vil betyde mindre støj fra busserne, reducere partikelforureningen og sænke CO2-aftrykket fra den kollektive transport. Alt sammen ting som vil komme borgerne og brugerne af busserne til gavn, siger formanden for Lyngby-Taarbæks Teknik- og Miljøudvalg, Sigurd Agersnap (SF).

Disse kommuner kører eller vil køre med elbusser

Kilde: TV 2 Lorry


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik