Voldtægter på institution koster ledere jobbet

Leder og souschef er blevet skiftet ud på institution i Albertslund, hvor 24 børn blev ofre for en pædofil.

Efter at 24 børn på en daginstitution i Albertslund Kommune blev udsat for pædofile overgreb, er ledelsen blevet skiftet ud, oplyser kommunen.

Flere af overgrebene var så grove, at der efter anklagemyndighedens opfattelse var tale om voldtægt af barn ved andet seksuelt forhold end samleje. Ofrene var helt ned til to år gamle. 

I marts i fjor blev en pædagogmedhjælper anholdt, sigtet og fængslet i sagen, og i forlængelse af det oplyste Albertslund Kommune, at ledelsen blev fritaget for tjeneste.

Nu er hverken leder eller souschef på institutionen længere.

Har indgået aftale

Souschefen har "indgået en aftale om omplacering", mens den daværende leder og kommunen har "indgået en gensidig aftale om fratræden", oplyser Albertslund Kommunes sekretariat for politik og ledelse.

En ny souschef tiltrådte 1. januar, mens den nye leder begyndte i jobbet mandag. Det var i øvrigt den dag, at anklageskriftet mod den 47-årige pædagogmedhjælper blev offentliggjort.

Ritzau har spurgt Albertslund Kommune til, hvorvidt der er en direkte sammenhæng mellem pædofilisagen og ledelsens fratræden.

En række kritisable forhold

I den forbindelse henviser Kommunen til konklusionen af en undersøgelse, som Kommunernes Landsforening har foretaget af sagen.

I konklusionen står der blandt andet, at der på institutionen har været "en række kritisable ledelsesmæssige forhold".

Samtidig slår undersøgelsen fast, "at der ikke er en direkte årsagssammenhæng mellem arbejdets tilrettelæggelse, samarbejdskulturen og den sigtedes overgreb mod børnene."

Sagen om overgrebene kom frem efter en anmeldelse mod pædagogmedhjælperen, som også virkede som spejderleder i en nabokommunen.

Ved efterforskning af spejdersagen fandt politiet talrige børnepornografiske billeder og film hos manden. Blandt andet var der ifølge politiet billeder af, at manden forgreb sig på børn på institutionens puslebord og i soverummet.

Blev hædret i nabokommune

Nogle år inden sagen kom frem, blev manden i øvrigt hædret i en nabokommune for sin frivillige indsats som spejderleder.

Ifølge sagens anklageskrift blev flere af børnene i institutionen udsat for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje flere gange. I alt blev 11 børn udsat for en denne forbrydelse, lyder det.

13 børn på institutionen blev ifølge anklageskriftet udsat for blufærdighedskrænkelser, der er mindre seksuelle overgreb, for eksempel beføling og fotografering af kønsdele.

Derudover er manden tiltalt for overgreb mod fire spejdere. Og så er der rejst tiltale om, at han i to svømmehaller har filmet adskillige nøgne børn.

Sagen mod manden begynder ved Retten i Glostrup den 21. marts. Anklagemyndigheden kræver at pædagogmedhjælperen bliver dømt til forvaring, altså frihedsberøvelse på ubestemt tid.

/Ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik