Særlig indsats bag: Her rasler antallet af indbrud ned

i 2020 og 2021 var der usædvanligt få indbrud på grund af corona. Nu fortsætter tendensen. Således rasler indbrudstallet ned på den københavnske vestegn, og det er der en særlig årsag til.

Indbrudstyvene har forladt Vestegnen. Sådan næsten da.

En ny kriminalitetsstatistik for første halvår af 2022 viser hvert fald, at der er anmeldt færre indbrud i private boliger i kommunerne syd-vest for København end nogensinde tidligere registreret.

Således har borgerne anmeldt 630 indbrud i løbet af de seks måneder i år - og det er altså færre end i både 2020 og 2021, der ellers begge var rekordår for lave indbrudstal i politikredsen, som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet.

Tallene for de seneste seks måneder oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- Knuste ruder, ødelagte døre og stjålne ejendele er en kedelig oplevelse, som færre og færre familier oplever i vores politikreds.

- Det er en god nyhed, og den er ekstra god, fordi vi nu ser en ret rydelig positiv udvikling med fortsat faldende indbrud, siger chefpolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, Knud Stadsgaard.

Krydser fingre for ny rekord

Ifølge politiet er der derfor god grund til at håbe på, at Københavns Vestegn i 2022 kan fortsætte de gode takter og præsentere et endnu lavere indbrudstal ved årets udgang.

Hvor årsagen til de færre indbrud i både 2020 og dele af 2021 kan tilskrives coronanedlukninger og en større grad af hjemmearbejde, skal man kigge andetsteds for at finde en mulig begrundelse i år.

Kontakt politiet, hvis:

• du spotter mistænkelige personer eller køretøjer i dit område – fx på usædvanlige steder og tider, så kontakt politiet på servicetelefon 114.


• du i øvrigt har oplysninger i relation til indbrudstyverier – kontakt politikommissær Stefan Asmussen på telefon 4043 9468.


•  du opdager et igangværende indbrud. Ring alarm 112.


• du ønsker råd om at undgå indbrud, sikre din bolig m.v. – så kontakt Københavns Vestegns Politis forebyggende afdeling via telefon 4386 1448 eller via 114.


Kilde: Københavns Vestegns Politi

Og spørger man politiet, skyldes de gode takter ganske enkelt en fælles indsats mod problemet.

- Det er nok flere grunde til faldet, men jeg tror, det er vigtigt, vi alle – politi, borgere, boligforeninger og andre gode lokale kræfter – holder fast og fortsætter med at gøre livet surt og besværligt for tyveknægte, siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard og tilføjer:

- Hold øje i dit boligområde og ring til os, hvis du spotter en unormal adfærd.

De danske politikredse samarbejder om at retsforfølge indbrudstyve, og seneste har Nordsjællands Politi fængslet en 48-årig dansk mand for indbrud.

Manden kobles nu til en række villaindbrud i Søborg, som ligger i Københavns Vestegns Politikreds.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik