Unge skoleelever overrasker politiet: "Forældrene har tilsyneladende accepteret det"

Københavns Vestegns Politi er blevet overrasket over, hvor mange børn og unge under 15 år, der kører alene i skole på et el-løbehjul. Det er nemlig ikke tilladt for den aldersgruppe.

Københavns Vestegns Politi har siden begyndelsen af sidste uge været i gang med den obligatoriske skolestartkontrol, som man afholder, når der efter sommerferien igen er små trafikanter ved landets skoler.

Men selvom den bliver gennemført hvert år, er der alligvel noget nyt, som i år er sprunget i øjenene hos politiet.

- Vi har kunnet konstatere, at der er flere steder, hvor eleverne ankommer på el-løbehjul, og alle var ikke bekendt med aldersreglerne for at køre på el-løbehjul, siger Erik Andersen, færdselsbetjent hos Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

Reglerne foreskriver, at man skal være 15 år for at køre alene på el-løbehjul i trafikken. Er man under 15 år skal man være ledsaget af en myndig person.

Tirsdag morgen mødte politiet seks børn - to piger og fire drenge - fra otte til 14 år på el-løbehjul på vej i skole i Albertslund og Ishøj.

Derfor valgte man at tilbageholde løbehjulene, og ringe til børnenes forældre, som kunne hente løbehjulene på politigården senere.

- Her fik de samtidig lidt gratis information om børn, el-løbehjul og trafiksikkerhed, siger Erik Andersen.

En øjenåbner for politiet

Ifølge færdselsbetjenten har man ikke tidligere oplevet det som et problem, at unge mennesker under 15 år kører på el-løbehjul.

Man har set flere tilfælde, hvor mere end en person har kørt på et el-løbehjul, eller personer der kører på ulovlige el-løbehjul, men de har alle været over 15 år.

- Det har været en øjenåbner for os, at forældrene tilsyneladende har accepteret, at mange børn kører i skole på el-løbehjul, selvom de ikke er 15 år, siger Erik Andersen.

Han fortæller, at reaktionen fra forældrene har været, at de ikke kendte reglerne, og at de troede deres børn godt måtte køre på el-løbehjul, "da det jo bare er et legetøj".

- Men nogle af dem kan altså køre temmelig hurtigt, siger Erik Andersen.

Han har dog samtidig oplevet, at alle forældre har været fuldt forstående for den måde, politiet har foretaget sin aktion på.

- Der var en far, som var ovenud glad for, at vi havde gjort det, for han havde forklaret sin søn, at han ikke måtte, siger Erik Andersen.

Færdselsregler for el-løbehjul:

  • Du skal være fyldt 15 år (nogle udlejningsfirmaer sætter grænsen ved 18 år). 
  • Du skal følge cykelreglerne. Dvs. du skal køre på cykelstien, hvis der er cykelsti og følge cyklistsignaler og -skiltning..
  • Du må ikke køre på fortovet, på gangstier eller i fodgængerfelter.
  • Du skal give tegn ved sving og stop.
  • Der må kun være én person på løbehjulet.
  • Du skal køre med lys på hele døgnet.
  • Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
  • Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel. På lege- og opholdsområder er der dog ikke krav om, at børn på elektrisk løbehjul skal være sammen med en voksen.

 

Kilde: Råde for Sikker Trafik


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik