To kommuner får ekstra millioner – alligevel skal der spares

Regeringen har i år forhøjet puljemidlerne til trængte kommuner.

Albertslund og Halsnæs kommune har i dag fået en økonomisk håndsrækning.

Sammen med 16 andre kommuner har de modtaget penge fra særtilskudspuljen for særligt vanskeligt stillede kommuner.

Pengene skal gøre det lidt lettere at få kommunebudgettet for 2023 til at gå op. 

Alligevel melder borgmestrene i begge kommuner, at det ikke løser deres økonomiske udfordringer:

- Det gør det en anelse nemmere for budgettet, men det ændrer ikke noget ved, at Albertslund kommune er økonomisk presset og står over for et meget svært budget, siger borgmester i Albertslund kommune, Steen Christiansen (Soc.dem).


Albertslund kommune modtager 14 millioner kroner og Halsnæs kommune modtager 20 millioner kroner.

Det skal pengene gå til i Halsnæs

I år er særtilskudspuljen forhøjet med cirka 250 millioner, så der i alt uddeles 619 millioner.

I Halsnæs Kommune fik de sidste år 11 millioner i særtilskud til budgettet, hvor de i år er steget til 20 millioner.

- Vi har, som så mange andre kommuner, søgt og skrevet, hvorfor vi mener, vi er berettiget, ud fra de udfordringer vi har med vores sociodemografi i kommunen. Vi har også fået fra puljen andre år, men da staten har aftalt, at puljen er blevet større denne gang, så kan man sige, at vi har fået nogenlunde samme andel, som vi plejer, lyder det fra borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen (Soc.dem.)


Steffen Jensen peger på, at de ekstra millioner blandt andet skal gå til udsatte børn og unge, voksenhandicappede og borgere med psykiske lidelser:

- Helt konkret betyder det, at når vi lægger budget, så kan de penge gå ind og dække de udfordringer, vi har på de områder, hvor vi især har skullet spare. Her er pengene med til at dække de specialiserede områder, det vil sige børn med diagnoser, voksenhandicap og andet inden for det område, forklarer han.

Albertslund skal stadig spare 20 millioner i 2023

I alt 50 kommuner på landsplan har ansøgt om puljemidlerne, heraf har 18 af dem fået dem tildelt.

Albertslund har fået en markant mindre andel i år end af sidste års tilskudspuljemidler. Hvor de sidste år fik 12 millioner, har de i år fået 14 millioner.

- Ministeriet har jo foretaget en vurdering af de ansøgninger, og der er ingen tvivl om, at der er mange kommuner, der er vanskeligt stillet. Det gælder i virkeligheden også de kommuner, der ikke har fået særtilskudspuljemidlerne. Så vi er tilfredse med de 14 millioner, siger borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen (Soc.dem).

Han kan ikke sige, hvad pengene konkret skal gå til. Men de ændrer ikke ved kommunens pressede økonomi.

- Pengene skal bruges til at styrke kommunens kvalitet på den lange bane. Men det betyder stadig, at kommunalbestyrelsen skal finde besparelser for 40 millioner koner som minimum i 2023, og 80 millioner kroner de tre efterfølgende år, lyder det fra Steen Christiansen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik