To bandemedlemmer anholdt i stor narko- og våbensag

Fredag blev to mænd anholdt i en sag om besiddelse af våben og om indsmugling, besiddelse og salg af mindst 17 kilo kokain.

To mænd blev fredag formiddag anholdt i en sag om euforiserende stoffer og våben.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Her står det også klart, at de to mænd ifølge politiet er en del af samme bandegruppering.

De to mænd blev anholdt klokken 11 fredag formiddag. De ene anholdt politiet på sin bopæl i Albertslund, mens den anden blev anholdt i fængslet, hvor han i forvejen sad til afsoning.

- Der er tale om en omfangsrig og kompliceret efterforskning, der nu har kørt over et stykke tid. Med dagens anholdelser har vi taget yderligere to centrale personer fra bandemiljøet ud af cirkulation og sigtet dem for særdeles alvorlig kriminalitet, siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra NSK.

Adskillige våben og kilovis af kokain

Mændene er 27 og 31 år gamle og anholdelserne af de to sker efter længere tids efterforskning. Allerede i november måned sidste år blev anholdt to andre personer, som har siddet varetægtsfængslet siden.

De to mænd, som nu er blevet anholdt, er sigtet for at besidde otte pistoler, to maskinpistoler med tilhørende ammunition og flere lyddæmpere.

Desuden er de sigtet for at have indsmuglet og været i besiddelse af mindst 17 kilo kokain i perioden fra februar 2021 til november 2021, som desuden skal være solgt.

NSK - National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her.


Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet.


Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).


NSK har ca. 900 medarbejdere og er opbygget som en politikreds


Kilde: National enhed for Særlig Kriminalitet

Siger noget om organiserede banders adfærd

Den 31-årige er også siget for at have været i besiddelse af en anden pistol og ammunition tilbage i november 2020, og ifølge politiet siger både anholdelserne og fund af narkotikum og våben noget om bandekriminalitetens virke i hovedstadsområdet.

- De våben, som sigtelserne vedrører, er beslaglagt ved en tidligere aktion, men kombinationen af sigtelserne for besiddelse af våben og indsmuglingen og besiddelsen af kokain, bekræfter desværre med al tydelighed de organiserede banders adfærd, lyder det fra vicepolitiinspektør Torben Henriksen.

De to mænd fremstilles i grundlovsforhør lørdag den 9. april i Retten i Glostrup, hvor anklagemyndigheden vil kræve varetægtsfængsling og begære om lukkede døre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik