Spritbilist torpederer lade og stikker af

Den kvikke ejer af laden tænkte heldigvis hurtigt, da han så sin smadrede lade.

Den landlige idyl, man normalt vil tilskrive en landsby som Risby på kanten af Vestskoven i Albertslund, fik tirsdag formiddag en brat afslutning.

En spritbilist var ankommet til byen og var tilsyneladende så fuld, at han ikke kunne holde bilen inden for vejstriberne.

I stedet gik det ud over en tilfældig landsbyboers lade, der ligger ud til landsbyens hovedvej Ledøjevej.

Det fortæller Brian Holm, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

- Klokken 11.16 får vi et opkald fra ladens ejer som siger, han netop har bemærket en bil, der har påkørt hans lade, hvorefter bilen er fortsat væk fra stedet, siger han.

Nåede at se nummerplade

Den kvikke ejer af laden tænkte heldigvis hurtigt, da han så sin smadrede lade.

Han nåede nemlig at notere bilens nummerplade.

Derfor kunne politiet også på kort tid finde frem til personen, der stod med et stort forklaringsproblem.

- Vi får anholdt personen, og vedkommende er nu sigtet for spirituskørsel, siger Brian Holm.

Vagtchefen oplyser til TV 2 Lorry, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med påkørslen.

Han oplyser videre, at bilisten fortsat er i politiets varetægt, men at personen bag rattet løslades i løbet af eftermiddagen.

Nedenfor kan du se flere billeder af den påkørte lade.

ledøje lade 1
Foto: Presse-fotos.dk
ledøje lade 2
Foto: Presse-fotos.dk
ledøje lade 3
Foto: Presse-fotos.dk
ledøje lade 4
Foto: Presse-fotos.dk