Rappe gæster trængte ind på politigård - idømt livstid "under særdeles fine forhold"

Der var røre i andedammen, da et par ubudne gæster trængte sig ind på politigården i Albertslund mandag.

Hvad er mere trygt end en politistation?

Sådan indleder Københavns Vestegns Politi er opslag på Facebook, hvor de fortæller, at en andemor med sine ællinger havde fundet ro i Atriumgården på politistationen i Albertslund, hvor der er et par mindre bassiner.

quote Andemor vil ikke høre, når vagtchefen forsøger at fortælle hende, at politigården ikke er det rette sted at opfostre ællinger

Københavns Vestegns Politi

Umiddelbart lyder det ganske uskyldigt, og lovens lange arm har som sådan heller ikke noget imod ænder, forklarer Vestegnens Politi til TV 2 Lorry.

Men som de skriver i deres Facebookopslag, så er gården ikke et rart sted at være ælling. Politigården er nemlig 'plaget' af en hårdkogt kriminel type, der ikke er bange for at tage for sig af retterne.

Ingen opholdstilladelse

"Andemor vil ikke høre, når vagtchefen forsøger at fortælle hende, at politigården ikke er det rette sted at opfostre ællinger, fordi vores husskade tidligere har spist ællinger til morgenmad," lyder det.

(Artiklen fortsætter under billedserien)

Ænder i politigården
Foto: Københavns Vestegns Politi
Ænder i politigården
Foto: Københavns Vestegns Politi
Ænder i politigården
Foto: Københavns Vestegns Politi
Ænder i politigården
Foto: Københavns Vestegns Politi

Vestegnens Politi uddyber til TV 2 Lorry, at de hvert år må afvise ænder, der ikke har fået "opholdstilladelse" til gården. Men selvom de ved, ænderne kommer, så er der ikke planer om en forebyggende indsats.

Mandag tog vagtcentralen fat i Dyrenes Beskyttelse, og med bistand fra professionelle fagfolk lykkedes det tirsdag at få andemor og de seks ællinger anbragt i den nærliggende Ejby Mose, hvor de nu "afsoner livstid under særdeles fine forhold".

Opslaget er skrevet med et glimt i øjet, og flere har også bidraget med humoristiske kommentarer. Men selvom politiet primært bruger deres sociale medier til at efterlyse og folk og oplyse om politiaktioner, så er det vigtigt, at der også er plads til denne type af opslag.

- Vi forsøger at balancere begge dele. Vores opslag er båret både af ting, der er alvorlige, men også ting der ikke er. Politiets motto er, at vi skal være både menneskelige og myndige, lyder det fra Vestegnens Politi.

Læs Facebookopslaget herunder:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik