Politiet opretholder visitationszone i Albertslund

Københavns Vestegns Politi opretholder visitationszoner i Albertslund på grund af talrige lovovertrædelser.

338 visitationer, 83 ransagninger af køretøjer og 53 sigtelser er det blevet til, efter at Københavns Vestegns Politi 3. april oprettede en visitationszone i Albertslund Kommune som følge af en række skyderier.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Sigtelserne indebærer blandt andet overtrædelse af våbenloven og loven om euforiserende stoffer.

I alt har politiet beslaglagt ni våben af forskellig type i visitationszonen.

Konflikt ulmer stadig

Visitationszonen skulle efter planen udløbe tirsdag, men de foreløbige resultater gør, at politiet opretholder ordningen i dele af Albertslund frem til 15. maj, oplyser politidirektør Kim Christiansen i pressemeddelelsen.

- Det er glædeligt, at der ikke er blevet skudt i Albertslund siden 6. april - hvilket indikerer, at politiets indsats virker. 

- Men når vi i samme periode har beslaglagt relativt mange våben og samtidig vurderer, at konflikten i det lokale kriminelle miljø ikke er bilagt, har vi valgt at videreføre visitationszonen, siger Kim Christiansen.

Det er fortsat politiets vurdering, at skyderierne i begyndelsen af april bunder i et opgør om hashmarkedet.

På nuværende tidspunkt sidder en person fængslet, mens syv andre er sigtet i sager med relation til konflikten i det lokale kriminelle miljø i Albertslund.

/ritzau/

Visitationszonen er afgrænset af Vestskovvej, Herstedøstervej, Stensmosevej, Roholmsvej, Vallensbæk Torvevej, langs kommunegrænser til henholdsvis Brøndby og Vallensbæk Kommune, Albertslundvej samt følger Vridsløsevej til Herstedvestervej og Vestskovvej.
Visitationszonen er afgrænset af Vestskovvej, Herstedøstervej, Stensmosevej, Roholmsvej, Vallensbæk Torvevej, langs kommunegrænser til henholdsvis Brøndby og Vallensbæk Kommune, Albertslundvej samt følger Vridsløsevej til Herstedvestervej og Vestskovvej.
Foto: Københavns Vestegns Politi / Presse

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik