Politibilerne på Vestegnen kører hurtigere end i resten af landet

Når der er brug for akut hjælp og bliver ringet 114, kommer politiet hurtigst, hvis du bor på den københavnske vestegn.

Patruljevognene hos Københavns Vestegns Politi er simpelthen kvikkere end i resten af landet.

Endda over ét minut hurtigere end den næsthurtigste politikreds, Østjyllands Politi, som i gennemsnit bruger otte minutter og 51 sekunder fra alarmopkaldet kommer, til de er ankommet på pletten.

Således har betjentene hos Københavns Vestegns Politi i 2021 i gennemsnit brugt syv minutter og 47 sekunder på at komme frem til en opgave, når der er blevet ringet efter dem. 

Det viser en sammenligning af politikredsenes responstider fra 2021, som politiet har offentliggjort.

Til sammenligning brugte betjentene i politikredsene Nordsjælland og hos Midt- og Vestsjælland næsten to et halvt minut længere på at nå frem med responstider på henholdsvis ni minutter og 56 sekunder og 10 minutter og 4 sekunder.

Derfor er der glæde at spore over resultatet på chefpolitiinspektørens kontor på Albertslund Politigård.

- Jeg er virkelig glad på borgernes vegne og meget tilfreds med, at vores patruljer er fremme så hurtigt, siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard i en pressemeddelelse.

Beregnes ud fra 15 kategorier

I 2021 modtog politikredsen i alt 1.695 opkald inden for de 15 kategorier, responstiden beregnes ud fra.

Fælles for kategorierne, som blandt andet tæller overfald, husspektakler, røveri, igangværende indbrud, ulykker, færdselsuheld og personredning, er, at det er situationer, hvor en borger har brug for hurtig hjælp.

Ifølge Københavns Vestegns Politi skyldes det flotte resultat flere ting – men geografien og et omfattende vejnet har noget at skulle have sagt, når det gælder om at komme hurtigt frem.

Ros til trafikanter

Derfor ønsker chefpolitiinspektøren også at rose medtrafikanter for at vise hensyn og give plads, når udrykningskøretøjerne sætter blå blink og lyd på.

Selvom politikredsen på Vestegnen altså nu kan kalde sig de hurtigste i landet blandt kollegaerne, er der dog en smule malurt i bægeret. Dog kun en meget lille smule.

For faktisk er responstiden på Vestegnen stigende.

Således viser en sammenligning med responstiderne for politikredsene i 2020, at Københavns Vestegns Politi var fem sekunder langsommere til at rykke ud i 2021 sammenlignet med året år.