Peter Madsen havde kort og luftfoto af Herstedvester-område

Da Peter Madsen forsøgte at flygte fra Herstedvester i oktober, truede han otte personer på 26 minutter.

Med en række attrapper, trusler og kort over området omkring Herstedvester forsøgte livstidsfangen Peter Madsen at flygte fra fængslet i oktober.

Blandt andet havde han tapet fire AAA-batterier sammen og sat ledninger og kontakter til et elektronisk apparat, som anklagemyndigheden vil have konfiskeret.

Det fremgår af en såkaldt retsmødebegæring, som Ritzau har fået aktindsigt i. Formålet med en retsmødebegæring er at få sagen fremmet som en tilståelsessag ved Retten i Glostrup.

Foruden det omtalte apparat vil anklageren have konfiskeret tre attrapper - en pistol, sprængstof og et bælte med sprængstof.

Genstandene blev brugt af Peter Madsen til at true sig vej ud af Herstedvester, hvor han afsoner en livstidsdom for drabet på den svenske journalist Kim Wall i en ubåd.

Også kort med luftfoto over området omkring Herstedvester Fængsel og diverse Krak-kort havde Peter Madsen skaffet sig, inden han forsøgte at flygte. Dem skal han heller ikke have igen, mener anklagemyndigheden.

Her ses billeder fra anholdelsen af Peter Madsen efter hans flugtforsøg.

Truede psykolog med falsk bombe

Flugtforsøget fandt sted den 20. oktober, da Peter Madsen skulle til samtale hos en af fængslets psykologer. Her fortalte han den kvindelige psykolog, at han havde fremstillet en bombe og en detonator.

Peter Madsen truede med at detonere bomben - som dog siden viste sig at være en attrap - hvis psykologen tilkaldte hjælp og i øvrigt ikke hjalp ham med at flygte.

Psykologen fulgte Madsen ned ad en bagtrappe til fængslets portbygning. Her truede Peter Madsen en fængselsbetjent til at åbne porten.

I alt blev otte personer truet af Peter Madsen i løbet af 26 minutter fra klokken 10.00 til 10.26, lyder det i retsmødebegæringen.

Ud over at true psykologen og fængselsbetjente truede Peter Madsen også en person i en varebil.

Bremset af politiet

Da Peter Madsen var kommet ud på Nyvej i Albertslund, satte han sig ind på forreste passagersæde i en varebil og pegede på chaufføren med sin attrappistol. Samtidig råbte han "kør, kør, kør".

Det lykkedes dog ikke Peter Madsen at blive kørt væk fra stedet, da politiet ankom og anholdt ham.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Peter Madsen skal for retten i sagen om flugtforsøget.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik