Peter Madsen burde ikke have været i Herstedvester, siger minister

Peter Madsen kunne være uovervåget i et særskilt værksted, før han i oktober flygtede fra fængslet.

Drabsdømte Peter Madsen burde slet ikke have været placeret i Herstedvester Fængsel.

Det står ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) klart efter en redegørelse om Peter Madsens kortvarige flugt fra fængslet i oktober.

- Først og fremmest står det med redegørelsen klart, at den indsatte slet ikke burde have været placeret i Herstedvester Fængsel, siger ministeren i en pressemeddelelse.

- Når det derudover fremgår, at den indsatte har haft mulighed for at være uovervåget i et særskilt værksted og har kunnet transportere attrapper rundt uden ledsagelse af personale, så er det jo fuldstændig åbenlyst, at der har været alvorlige huller i sikkerheden. Det er selvfølgelig kritisabelt.

Peter Madsen har også kunnet gå uledsaget til psykologbesøg, og han har kunnet gå rundt i fængslet med en rygsæk.

Ministeren mener, at der er "tydeligt behov for akutte sikkerhedstiltag" i Herstedvester Fængsel efter drabsdømte Peter Madsens flugt.

Skærpede sikkerhedstiltag i fængslet

Der er blevet indført skærpede sikkerhedstiltag i flere af fængslets bygninger. Indsatte skal nu bære ejendele i gennemsigtige poser, ligesom kameraovervågningen i fængslet vil blive øget.

Desuden har Kriminalforsorgen fremlagt en national indsatsplan, hvor man vil udføre landsdækkende inspektioner og ansætte flere sikkerhedsspecialister.

En gennemgang af de øvrige indsatte i Herstedvester Fængsel har desuden medført, at fem andre indsatte er blevet flyttet fra Herstedvester Fængsel til andre lukkede fængsler.

Truede med falsk bombe

Det var om morgenen 20. oktober, at Peter Madsen truede en psykolog i fængslet med, at han var i besiddelse af en bombe. Derefter truede han også en fængselsbetjent, før han kom ud i friheden.

To fængselsbetjente løb efter den 49-årige fange, der pegede på dem med en "pistollignende" genstand.

Samme genstand blev brugt, da han ifølge politiet sprang ind i en tilfældig varebil og råbte en ordre til manden ved rattet: "Kør, kør, kør! Hvis du ikke kører bilen, så skyder jeg dig!"

Politiet fik hurtigt omringet ham, og i den forbindelse skal han igen have truet med at være iført et bombebælte. Efter anholdelsen blev han fængslet igen.

Peter Madsen er dømt for i sin ubåd at have mishandlet og dræbt den svenske journalist Kim Wall. Han er idømt livstid, og i begyndelsen afsonede han i Storstrøm Fængsel, men blev flyttet til Herstedvester Fængsel.

Ved placeringen i Herstedvester har der dog ikke været nok fokus på Peter Madsens vilje, evne og kapacitet til at planlægge og gennemføre alvorlige overfald for at flygte. Det konkluderer Kriminalforsorgen.

/ritzau/