Pædagog med opråb: Drop mobilen, forældre!

Teknologien spolerer kontakten mellem forældre og børn, advarer en pædagog.

Kontakten mellem børn og deres forældre har svære kår i en tid, hvor alle er online altid.

Det oplever Mette Munck Theisen fra Albertslund, der er uddannet pædagog og nu er kandidatstuderende i læring og forandringsprocesser.

- I mit arbejde som pædagog og privatperson har jeg flere gange oplevet, at der er den her rigtig fine kontakt mellem forældre og deres børn - men at en mobiltelefon vibrerer i lommen og kontakten straks ryger, fordi forældrene ikke er koncentreret om dem mere. Trods gentagne forsøg på kontakt fra børnenes side, lykkedes det ikke, siger hun til TV 2 Lorry.

Næppe med vilje

Hun mistænker ikke forældrene for at gøre det med vilje, men hun har ofte set, hvordan de er blevet fanget og forført af mobiltelefonen – og er blevet så ivrige efter at følge med, at de helt overser deres børn, som er lige foran dem.

- Jeg tænker ikke, der sker noget ved, at det sker indimellem - men hvis barnet mange gange oplever, at telefonen er vigtigere for forældrene end dem, så giver det dem nogle små ridser, siger Mette Munck Theisen.

En perleplade er en stor ting for et barn

Det kan være helt trivielle ting set med voksne øjne, som er store ting for børnene – og som kræver vores opmærksomhed på dem, forklarer hun.

- Vi tænker ikke, at en perleplade er stort for os, men for et barn kræver det finmotorik og vedholdenhed at få lavet en perleplade. Hvis vi ikke ser deres glæde, slår vi et hak i deres selvværd, siger Mette Munck Theisen, der nødigt vil gøre sig selv til den perfekte mor.

- Jeg får også selv dårlig samvittighed. Jeg kan også godt lade mig fange af telefonen. Men jeg tænker, det er vigtigt at vi tager magten tilbage og fokuserer på, at vi skal styre teknologien og ikke omvendt, slutter hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik