Oprør over kantine hos fragt-gigant: "Det er uegnet og uhumsk"

Fagforening har hevet Arbejdstilsynet ind i en sag om kantinen i fragtvirksomheden UPS’ hovedkontor i Danmark. UPS renoverer lokalet snarest, siger direktør.

Se flere fotos af kantineforholdene hos UPS ved at bladre igennem slideshowet øverst.

Slidte og udtjente møbler, gamle madrester, rotter og synligt snavs. 

Det er forholdene, som de ansatte på fragt-giganten UPS’ hovedkontor i Danmark må indstille sig på at spise under, når de går i kantinen med deres madpakke. 

Det viser fotos (se herover, red.) af kantinen, som TV 2 Lorry er kommet i besiddelse af. UPS bekræfter, at billederne viser de reelle forhold i deres kantine på Naverland 7-9 i Glostrup, og at lokalerne har været “slidte” i mindst tre år.

Formand for HK Service Hovedstaden, René Knudsen, repræsenterer en del af de ansatte i fragtvirksomhedens administration, og han er rystet over kantineforholdene. 

- Det er uegnet og uhumsk. Det er ikke danske forhold, og det er ikke egnet til at arbejde i, siger René Knudsen, der forklarer, at HK-medlemmerne på adressen har valgt at spise frokost ved deres skrivebord. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

- Der bliver gjort rent i den kantine hver eneste dag, udtaler Landedirektør for UPS i Danmark.
- Der bliver gjort rent i den kantine hver eneste dag, udtaler Landedirektør for UPS i Danmark.

Klage til Arbejdstilsynet

HK har nu valgt at klage over kantineforholdene til Arbejdstilsynet, fordi de ikke mener, at de lever op til arbejdsmiljølovens regler om såkaldte velfærdsforanstaltninger, der blandt andet handler om hygiejniske forhold. 

Arbejdstilsynets regler om velfærdsforanstaltninger på faste arbejdssteder

  • Spisepladsen skal findes i et egnet lokale med forsvarlige hygiejniske forhold.
     

  • Spiseafdelingen eller spiserummet skal have dagslystilgang i fornødent omfang, og vinduerne skal anbringes, så personer i rummet kan se ud på omgivelserne.​​​​Vinduerne skal kunne lukkes op. Ellers skal spiseafdelingen ventileres effektivt på anden måde.
     

  • Mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, fx i køleskab.

 

Kilde:  Arbejdstilsynet

Det har ikke været muligt at få oplyst, præcist hvor mange medarbejdere der har deres daglige gang på adressen, eller hvor mange ansatte der benytter sig af kantinefaciliteterne.

Billederne fra stedet viser dog, at der er mad i køleskabet og på hylderne i skabene. 

Ifølge CVR-registeret er mellem 500 og 1000 ansat i virksomheden. Foruden HK oplyser fagforeningerne 3F og Dansk Metal, at de har medlemmer ansat i UPS. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

- Mine medlemmer skal ikke sidde og spise i det der, siger fagforeningsmand.
- Mine medlemmer skal ikke sidde og spise i det der, siger fagforeningsmand.

Udenlandske ansatte spiser i kantinen

3F Københavns Chauffører organiserer omkring 30 chauffører, der bruger kantinen “i større eller mindre omfang”. Næstformand Harald Fabricius har set billederne, og han anerkender og tilslutter sig HK’s klage til Arbejdstilsynet.

- Mine medlemmer skal ikke sidde og spise i det der. Hvis ikke forholdene er i orden, skal det bringes i orden, siger Harald Fabricius til TV 2 Lorry. 

quote Det er uegnet og uhumsk. Det er ikke danske forhold.

René Knudsen, HK Service Hovedstaden

Hos Dansk Metal Hovedstaden siger formand, Henrik Stilling, at han har fået oplyst, at mekanikerne ikke spiser i kantinen. 

Han og de øvrige fagforeninger har dog kendskab til, at en større gruppe lagermedarbejdere med udenlandsk baggrund benytter sig af kantinen. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Billeder af kantinen på fragtvirksomheden UPS’ hovedkontor i Danmark.
Billeder af kantinen på fragtvirksomheden UPS’ hovedkontor i Danmark.
Foto: Privatfotos

Direktør erkender: Det kan vi ikke byde en medarbejder

Landedirektør for UPS i Danmark, Frank Jørgensen, erkender over for TV 2 Lorry, at forholdene i kantinen “ikke er ideelle”.

- Hvis jeg selv skulle nyde at spise frokost der hver dag, så er vi nødt til at gøre noget. Det er også en erkendelse af, at det her ikke er den standard, man skal byde en medarbejder i år 2019, siger Frank Jørgensen.

Han forklarer, at virksomheden i et stykke tid har overvejet at flytte til en anden bygning, men nu har valgt at blive boende i den nuværende. I den forbindelse skal der nu bygges helt om. To nye køkkener og en ny kantine skal stå klar i december.

Frank Jørgensen, kunne man gøre noget ved forholdene med rengøring?

Der bliver gjort rent i den kantine hver eneste dag. Bygningen trænger generelt til, at der er ting, der skal skiftes ud. Der er ting, der simpelthen ikke kan lade sig gøre at gøre rent, siger Frank Jørgensen.

Hvis det har set sådan ud i tre år, hvorfor har I så ikke gjort noget ved det? Kunne I eksempelvis ikke have lavet kantine i nogle andre midlertidige lokaler?

- Nogle folk har valgt ikke at gå over i kantinen at spise. Der er så også folk, der har trodset det, og sagt: 'Vi spiser her, fordi det er rent.' Men det er ikke hyggeligt, hvis du spørger mig. 

HK har klaget til Arbejdstilsynet, fordi de mener, at lokalerne ikke er sundhedsmæssigt forsvarlige. Vurderer du, at I lever op til Arbejdstilsynets regler?

- Hvis der bliver gjort rent hver dag, så vil jeg ikke vurdere, at der er noget, der er sundhedsmæssigt til skade for nogen. Men jeg kender ikke de regler, siger Frank Jørgensen.

HK og Dansk Industri har holdt møde om sagen, fordi UPS slår to afdelinger sammen, og dermed rykker en række HK-medlemmer til Glostrup. På det møde kunne UPS ikke garantere, at lokalerne blev udbedret.

Det sker dog inden nytår, garanterer Frank Jørgensen nu.

Billeder af kantinen på fragtvirksomheden UPS’ hovedkontor i Danmark.
Billeder af kantinen på fragtvirksomheden UPS’ hovedkontor i Danmark.
Foto: Privatfotos

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik