Lennart døde på en iskold terrasse: Politikere føler sig ført bag lyset

Dansk Folkeparti og Enhedslisten forlanger nu at Albertslund Kommune giver en officiel undskyldning til afdøde Lennart Henriksens pårørende. Samtidig vil de have en fyldestgørende redegørelse af forløbet, der endte med Lennart Henriksens tragiske død.

I sidste uge fortalte TV 2 Lorry om psykisk syge 51-årige Lennart Henriksen, der en iskold januar nat døde på en terrasse udenfor et kommunalt plejecenter i Albertslund.

Da han døde, havde ingen set til ham i over fire timer, selvom kommunen på et visitationsmøde havde lovet familien, at der ville blive passet godt på ham.

Indtil nu har hverken Albertslunds socialdemokratiske borgmester eller kommunens ledelse ønsket at undskylde overfor familien eller forklare offentligheden, hvorfor der intet opsyn var med Lennart Henriksen.

quote Jeg kan sagtens forstå, at borgere i Albertslund nu føler sig usikre på, om man kan forvente at få den hjælp, som man er visiteret til i kommunen

Danni Olsen, kommunalbestyrelsesmedlem, Albertslund, DF

Men nu kræver Enhedslisten og Dansk Folkeparti i Albertslund, at kommunen giver Lennart Henriksens pårørende en officiel undskyldning.

- Der er en syg mand, som er død i vores varetægt.

- Derfor skylder vi familien at få afdækket sagen fuldt ud og give de pårørende en undskyldning. Familien skal jo også kunne komme videre med deres liv, siger Danni Olsen fra Dansk Folkeparti, til TV 2 Lorry.

Han bakkes op af Helge Bo Jensen fra Enhedslisten.

- Kommunen har gemt sig bag tavshedspligten på en helt urimelig måde. Det er vigtigt, at nogen påtager sig et ansvar i sådan en tragisk sag som denne.

- Og når borgmesteren og kommunens ledelse ikke ønsker at forholde sig til det, der er kommet frem i TV 2 Lorrys udsendelser, så må vi i kommunalbestyrelsen tage ansvaret på os, siger Enhedslistens medlem af social- og sundhedsudvalget, Helge Bo Jensen.

Derfor stiller de to politikere nu et beslutningsforslag til det næste kommunalbestyrelsesmøde den 12. november.

Du kan se hele beslutningsforslaget fra de to partier nederst i artiklen

Politikere føler sig ført bag lyset - fik aldrig redegørelse fra forvaltning

Udover undskyldningen vil de to lokalpolitikere også kræve en grundig redegørelse fra Social- og Sundhedsforvaltningen.

De mener nemlig, at forvaltningen har tilbageholdt oplysninger i sagen.

Blandt andet er politikerne utilfredse med, hvorfor en redegørelse til Social- og Sundhedsudvalget om Lennart Henriksens død, der er skrevet i marts, først bliver udleveret til udvalget i oktober efter omtale af sagen i TV 2 Lorry. 

- Det er meget besynderligt. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan kan en redegørelse, der er skrevet til socialudvalget i marts, først bliver afleveret i oktober. Og det endda først efter, at vi har presset hårdt på, for at få den. Det er selvfølgeligt uacceptabelt. Vi føler os bestemt ført bag lyset i den her sag, siger Helge Bo Jensen, der bliver bakket op af Dansk Folkeparti.

- Det virker meget forkert, at vi først får redegørelsen et halvt år efter, den er lavet. Man kan ikke have et velfungerende demokrati, hvis ikke vi som beslutningstagere får de relevante oplysninger i en sag. Man kan få den tanke, at forvaltningen bevidst har tilbageholdt informationer, siger Danni Olsen.

Skjulte optagelser er vigtig dokumentation

Helt centralt for politikernes kritik står de skjulte optagelser, som blev bragt i TV 2 Lorrys udsendelse i sidste uge.

Optagelserne stammer fra et møde mellem Lennart Henriksens familie og tre ledende medarbejdere fra Albertslund Kommune.

På optagelserne spørger Lennart Henriksens bror kommunen, hvorfor man har fjernet Lennarts faste vagt, selvom kommunen var blevet orienteret om Lennart Henriksen dårlige helbred med blandt andet hjerteproblemer.

Der er sagt til jer, at han skal være under tilsyn. Hvorfor er han ikke under tilsyn på det her tidspunkt? , siger Lennart Henriksens bror i samtalen.

Til det svarer kommunens medarbejdere:

- Altså man kan sige…  det man har aftalt på visitationsmødet, omkring at han skal tilses hver halve time eller deslige. Men det er ikke ensbetydende med, at det er de rammer, som vi kan understøtte ovre på rehabiliteringen.

Du kan høre hele optagelsen herunder. Artiklen fortsætter under videoen.

 

 

Og netop disse udtalelser fra de ledende medarbejdere er dybt problematiske ifølge Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

For det, der bliver sagt på de skjulte optagelser, stemmer ikke overens med de informationer, de har fået af forvaltningen. Ingen af politikerne vil ikke fortælle i detaljer, hvordan der er uoverenstemmelse. Men det er ganske alvorligt, mener de.

- Den forklaring om visitationen af den afdøde, som vi har fået fra forvaltningen, stemmer ikke overens med de udtalelser fra kommunens ledere på de skjulte lydfiler, vi har set i TV 2 Lorry. Det er dybt, dybt problematisk, siger Danni Olsen fra Dansk Folkeparti.

- Det, der bliver sagt på de skjulte lydoptagelser, er helt centralt, fordi der kommer ting frem i optagelserne, som er helt urimelige i forhold til gældende lovgivning og i direkte modstrid med det, som vi er blevet oplyst af embedsværket, siger Enhedslistens Helge Bo Jensen.

Fjerner hjælp for at spare ressourcer

Ifølge loven må en kommune ikke fjerne den hjælp, en borger er blevet visiteret til uden en revisitation - altså en ny vurdering af sagen og borgerens behov for hjælp.

Og en kommune må heller ikke fjerne hjælp til en borger udelukkende på grund af økonomiske hensyn. Men på de skjulte optagelser er det præcist det, der bliver brugt som begrundelse for, at plejecenteret fjernede den støtte, som efter visitationsmødet blevet tildelt Lennart Henriksen.

På mødet mellem de pårørende og Albertslund Kommune, svarer de ledende medarbejdere således til spørgsmålet om hvorfor man besluttede at fjerne det aftalte opsyn med Lennart Henriksen:

Lennarts bror:

- Hvem træffer den beslutning?

Albertslund Kommune:

- Arh… men det har vi besluttet. Det er en beslutning, der er taget på baggrund af hvilken normering, man har. Det er jo de penge, vi har fået til budget. Og så beslutter vi, hvor mange mennesker, der skal på arbejde til hvor mange mennesker.

Og netop det svar er langt fra godt nok, lyder det fra Danni Olsen.

quote Jeg kan sagtens forstå, at borgere i Albertslund nu føler sig usikre på, om man kan forvente at få den hjælp, som man er visiteret til i kommunen.

Danni Olsen, kommunalbestyrelsesmedlem, Albertslund, DF

- Jeg kan sagtens forstå, at borgere i Albertslund nu føler sig usikre på, om man kan forvente at få den hjælp, som man er visiteret til i kommunen. Og sådan må det bare ikke være.

- Når borgeren bliver visiteret til noget, så er det også det, som borgeren får. Og hvis der er problemer med at levere, det man lover, så skal den information bringes videre til os politikere, så vi eventuelt kan putte nogle flere penge i kassen, siger Danni Olsen.

- Det er en ulovlig begrundelse at afvise borgere, der har brug for hjælp, alene på baggrund af økonomiske hensyn, som det øjensynligt er sket i denne her sag. Det må ikke forekomme. Punktum!, siger Helge Bo Jensen og tilføjer samtidig, at det, som er kommet frem i forbindelsen med Lennart Henriksens sag, meget vel kan ske i andre kommuner, end Albertslund. 

- Altså, det er jo en generel problemstilling om politikere i vores og andre kommuner får reelle oplysninger, når der foregår kritiske sager som den her. Og man kan godt få det indtryk, at ledende medarbejdere og direktører i kommunerne er meget optaget af, at alting på overfladen ser godt ud udadtil. Her går det godt, bliver der sagt igen og igen til offentligheden, men også til os politikere. Og så mister vi jo enhver føling med hvad der reelt forgår ude i virkeligheden, siger Enhedslistens medlem af Social- og Sundhedsudvalget, Helge Bo Jensen.

Albertslunds socialdemokratiske borgmester, Steen Christiansen, har endnu ikke ønsket at kommentere på sagen, på grund af hensyn til tavshedspligten, da det handler om en personsag.

Men nu er det lykkes for TV 2 Lorry at få ham til at kommentere sagen i et interview med TV 2 Lorry i dag, fredag. Interviewet med borgmesteren bliver derfor bragt senere på dagen.

DF og ELs beslutningsforslag til vedtagelse på næste kommunalbestyrelsesmøde:

 

    Mest læst i dag

    Se flere

    Mest læst i dag

    Se flere

    Samfund

    fakkeloptog peter bangs vej

    Borgere går fakkeloptog for at mindes trafikdræbt femårig

    lise nør

    Lise Nørgaard modtager statslig hæderspris som 103-årig

    20200103-093918-A-1920x1281we

    Fem nye ansatte skal bekæmpe social kontrol i København

    den lille havfrue

    Chefredaktør dømmes for at dæmonisere Den Lille Havfrue

    Albertslund

    Forsiden lige nu

    Se flere

    På forsiden nu

    Se flere