Nu lempes vandingsforbud i otte kommuner: Kun tilladt om natten

Vandingsforbud lempes nu i otte kommuner omkring hovedstaden. Nu må kommunerne igen vande deres græsplæner - men kun om natten.

Siden den 9. juli har otte kommuner i hovedstadsområdet ikke kunnet vande deres græsplaner, parker, fodboldbaner og golfbaner.

quote Vandet når i højere grad rødderne om natten, og man slipper for spild

Marianne Nielsen, kommunikationsrådgiver ved HOFOR

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, indførte nemlig for første gang vandingsforbud for hele forsyningsområdet, der dækker over kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.

Det indebar, at ingen af kommunerne måtte vande deres græsplæner på offentlige arealer.

Nu godt en uge senere lemper man på forbuddet:

Fra den 17. juli må man igen vande offentlige græsplæner - men kun om natten.

- Når det er varmt om dagen, og solen skinner, så fordamper vandet betydeligt hurtigere end om natten, hvor det er køligere. Derfor når vandet i højere grad rødderne om natten, og man slipper for spild, siger Marianne Nielsen, der er kommunikationsrådgiver for HOFOR til TV 2 Lorry.

Kommunerne må derfor kun vande deres fodboldbaner og lignende i tidsrummet mellem 22.00 til 08.00.

Vandværker kan igen følge med

Da man indførte vandingsforbuddet for godt en uge siden, lød det fra HOFOR, at man brugte 15 til 20 procent mere vand end normalt i kommunerne. 

- Vores vandværker kører på højtryk, og kan sådan set godt klare presset lige nu. Men hvis et vandværk skulle bryde ned, så står vi med et problem. Så restriktionen indfører vi for at være sikre på, at vi har vand nok, sagde pressechef i HOFOR, Astrid Skotte.

Men en uge efter lyder meldingen, at vandforbruget i hovedstadskommunerne er tilbage til normalt niveau.

"Aktuelt vurderer HOFOR derfor, at vandværkerne kan følge med forbruget - også selvom et vandværk skulle falde ud, eller der akut bliver behov for at bruge større mængder vand til brandslukning", lyder det i en pressemeddelelse.

Hos HOFOR ved man ikke, hvorfor folk bruger mindre vand, men det kan være fordi flere er taget på ferie. 

- Det kan også være, fordi folk har lyttet til vores anbefalinger om at spare på vandet og er opmærksomme på nogle af de større vandslugere som badebassinet eller græsplænen, siger Marianne Nielsen.

Forsyningsselskabet opfordrer dog stadig borgere og kommuner til at vise mådehold med drikkevandet.

- Vi henstiller til, at alle borgere er påpasselig med brug af drikkevand til vanding. Vi er stadig inde i ekstraordinær tørkeperiode. Derfor er det vigtigt ikke at bruge for meget vand, siger Marianne Nielsen.

Fem gode råd til at spare på vandet

  1. Lad være med at vande din græsplæne! Den kan sagtens klare sig uden.
     
  2. Saml vand fra brusebadet i en spand (eller regnvand fra taget i en regnvandstønde) - så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne.
     
  3. Brug en vandkande, når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker - vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut.
     
  4. Lad være med at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
     
  5. Store soppebassiner/havepools bruger rigtig meget vand. De største bassiner bruger ligeså meget vand som en enkelt dansker bruger på et halvt år. Så pas på med dem.

Kilde: HOFOR

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik