Nu er han dømt: Mand pressede ung pige til sex - så kontaktede hun en hotline

En 41-årig mand skal seks år i fængsel for at presse en 16-årig pige til sex.

Sextortion hedder det, når en person presser eller truer en anden person til sex. Og det var præcist hvad der var tale om i den sag, der i dag fandt sin afgørelse i retten i Glostrup.

Her stod en 41-årig mand anklaget for voldtægt af en 16-årig pige, som han var kommet i forbindelse med via det sociale medie Snapchat.

Misbruget fortsatte over længere tid, og pigen var 16 år gammel, da det begyndte. Og først da pigen dristede sig til at kontakte en hotline for børn - og derefter politiet - blev det uhyggelige misbrug standset.

- Sagen her er et godt eksempel på, hvorfor man straks skal gå til myndighederne, hvis man bliver truet på denne måde, siger senioranklager Helene Lindberg Brædder i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

Af dommen fremgår det, at den voksne mand pressede den unge pige til sex ved at true med at offentliggøre intime billeder af hende.

Løj om sin identitet

Da pigen havde henvendt sig til Københavns Vestegns Politi indledte de straks en efterforskning. Og i første omgang handlede det om at fastslå mandens identitet, da han havde løjet for pigen om, hvem han var. Herefter blev han fængslet og fremstillet i et grundlovsforhør. Siden har han siddet varetægtsfængslet.

- Manden har misbrugt en ung og psykisk sårbar pige. Han har truet med, at han ville sprede falske rygter om hende, og at han ville offentliggøre intime billeder af hende, hvis hun ikke havde sex med ham. Det er voldtægt og i det lys skal man se straffen, siger Helene Lindberg Brædder.

Den dømte mand har som en del af dommen fået forbud mod at kontakte børn- og unge under 18 år via nettet.

Han har anket sagen til landsretten.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik