Mette fik stjålet tre cykler på fire måneder: Kræver kommunal handleplan mod cykeltyverier

Antallet af cykeltyverier i Albertslund er på få år fordoblet. Nu har folk fået nok og kræver med borgerforslag, at kommunen gør noget alvorligt ved problemet.

Mette Larsen er dybt afhængig af sin elcykel, så da den i april blev stjålet fra hendes hjem i Albertslund, blev hun både vred og irriteret. For hvordan skulle hun få børnene i institution og i skole?

- Det var rigtig frustrerende, for jeg er dybt afhængig af min cykel. Jeg bruger den hver dag til at aflevere mine børn, og jeg bruger det til at handle ind med. Jeg bruger den til alt, og pludselig var den bare væk, siger Mette Larsen.

Hun har ikke kørekort, så hun skyndte sig at købe en ny elcykel, så hverdagen igen kunne hænge sammen. Men bare tre uger senere blev den nye cykel stjålet fra cykelparkeringspladsen ved Albertslund Station, selvom den var låst fast med både en almindelig cykellås og en kraftig kædelås.

- Det var helt ubærligt at komme ud og opdage at den var væk igen. Jeg blev så vred, og jeg skældte ud, for jeg er virkelig afhængig af min cykel. Det er virkelig et indgreb i min verden, at den bliver stjålet, siger Mette Larsen.

quote Jeg blev virkelig harm, gal og vred, da jeg så den var væk igen. Jeg begyndte at græde af frustration, og jeg var samtidig så rasende over, at jeg nu for tredje gang på fire måneder havde fået stjålet min cykel.

Mette Larsen

Mette Larsen måtte igen investere i en ny elcykel, og den fik hun lov at cykle på hen over sommeren, men bare tre måneder efter den var blevet købt, forsvandt også denne cykel fra cykelparkeringspladsen ved Albertslund Station.

Se indslag om hvor harm og rasende man kan blive, når man får stjålet tre dyre cykler på fire måneder

- Jeg blev virkelig harm, gal og vred, da jeg så den var væk igen. Jeg begyndte at græde af frustration, og jeg var samtidig så rasende over, at jeg nu for tredje gang på fire måneder havde fået stjålet min cykel.

quote Jeg har lavet et borgerforslag, som handler om, at politikerne skal diskutere og vedtage en seriøs plan for at komme cykeltyverierne til livs

Mette Larsen

- Albertslund er en grøn by, der slår rigtig meget på, at vi skal cykle og bruge offentlig transport, men vi kan ikke have vores cykler stående på stationen. Så det middel vi bruger til at aflevere og hente vores børn, det bliver taget om dagen, mens vi passer vores arbejde. Det er totalt uholdbart, siger Mette Larsen, der efter tredje cykeltyveri tog fat i kommunen.

Borgere kræver kommunal handleplan

Mette Larsen er nemlig ikke den eneste, der har fået stjålet en cykel fra stationen i Albertslund. Selvom cykeltyverier på landsplan er et faldende fænomen, så er det i Albertslund Kommune et problem, der er fordoblet i størrelse de seneste år. Alene i sommerhalvåret i år er der blevet anmeldt 280 cykeltyverier i kommunen.

- Mine oplevelser gjorde mig så vred, at jeg satte mig ned og lavede et borgerforslag, for det kan man i Albertslund kommune, og hvis man så får 672 underskrifter, så skal politikerne forholde sig til det.

- Så jeg har lavet et borgerforslag, som handler om, at politikerne skal diskutere og vedtage en seriøs plan for at komme cykeltyverierne primært her på stationen og ved skoler og SFO til livs, siger Mette Larsen.

quote Det er dybt organiseret, det tyveri der foregår herudefra. De ved lige præcis, hvordan de skal gøre det

Mette Larsen

Indtil videre har 249 borgere skrevet under på borgerforslaget, fordi de ligesom Mette Larsen er trætte af de mange cykeltyverier.

 - Der er en række initiativer, man kan gøre, for at gøre det mere sikkert. Hvis kameraer er vejen frem, hvis mere lys er vejen frem, så kan det være initiativer, men jeg tror, der skal mere til end det, siger Mette Larsen.

- Om det er aflåste cykelskure, hvor vi trykker en pinkode, om det er nye cykelstativer, som man har i andre kommuner, eller om det er at åbne hele pladsen mere op, ved jeg ikke, for der er nogle folk, der er klogere på det her område end mig. Men der skal ske noget, for det er ikke i orden, som det er i dag, siger Mette Larsen.

Pladsen flyder med tyvenes efterladenskaber

Blandt de parkerede cykler ved Albertslund Station ligger stribevis af overklippede kædelåse. Langs kanten af cykelparkeringspladsen finder man også adskillelige støtteben, der ifølge de lokale bliver brugt til cykeltyverierne.

- De bruger støttebenene til at ødelægge wirelåsene. De tager dem ind i låsene, og drejer dem rundt, så de strammer wirerne så meget, at de springer, siger Mette Larsen.

quote Jeg kan godt love, at der kommer til at ske noget med den her problemstilling

Steen Christiansen, Borgmester, Albertslund

- Det er dybt organiseret, det tyveri der foregår herudefra. De ved lige præcis, hvordan de skal gøre det, og at støttebenene ligger fordelt ud langs kanten på hele parkeringspladsen vidner jo om det.

Borgmester lover handling

Selvom borgerforslaget altså endnu ikke har opnået de nødvendige 672 underskrifter, så er Mette Larsens opråb blevet hørt på rådhuset.

- Vi sidder ikke og venter på, at borgerforslaget opnår tilstrækkelig opbakning fra byens borgere. Det er super, at borgerne engagerer sig, men vi skal i gang og er allerede i gang med at få løst problemstillingen, siger borgmester Steen Christiansen fra Socialdemokratiet, der oplyser, at kommunen er i dialog med både politiet og DSB om løsninger ved stationen.

- Jeg kan godt love, at der kommer til at ske noget med den her problemstilling. Jeg tror, at borgerne inden for et par måneder vil kunne opleve, at der er sket en forskel her, for vi har fuld fokus på det, siger Steen Christiansen.

Han har endnu ikke et klart svar på, hvad der præcis kommer til at ske, men siger, at flere muligheder er i spil.

- Løsningsforslagene kan jo blandt andet være, at vi kigger på, om der er noget vi fysisk kan gøre ved området her, sådan som borgerne også foreslår, siger borgmesteren.

- Det kan også være, at vi i en periode skal sætte noget øget videoovervågning op, for at sende et signal om, at vi er opmærksomme på problemstillingen.

- Jeg er i hvert fald meget optaget af, at Albertslund skal være en tryg by at færdes i, og også tryg i forhold til at man kan stille sin cykel her i området, siger Steen Christiansen.

Mette vil ikke længere parkere el-cyklen på stationen

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de er opmærksomme på den kraftige stigning i cykeltyverier i Albertslund.

- Hvad der lige skyldes den her stigning, det er vi ikke klar over endnu, men det er selvfølgelig det vi skal til at arbejde på, siger vicepolitiinspektør Søren Uhre, der ikke tidligere er stødt på, at cykeltyve bruger støtteben til at brække låse op med.

- Det må jo tage en rum tid at gøre det, og derfor appellerer vi til borgerne, at hvis de ser noget mistænkeligt omkring cyklerne, altså nogen der er der i længere tid eller roder med cyklerne, jamen så hellere tag og ring til os i politiet. Vi har jo patruljevogne ude døgnet rundt, siger vicepolitiinspektør Søren Uhre.

quote Det middel, vi bruger til at aflevere og hente vores børn, det bliver taget om dagen, mens vi passer vores arbejde. Det er totalt uholdbart.

Mette Larsen

Mette Larsen glæder sig over, at kommunen nu lover at gøre noget ved de omfattende cykeltyverier. Men indtil der faktisk er sket forbedringer, så har hun selv taget en nødplan i brug. Hun har anskaffet sig en billig cykel, som hun håber tyvene ikke er interesserede i.

- Jeg sætter ikke min elcykel her på stationen mere. Jeg har en reservecykel, som jeg vil bruge, når jeg skal herned, og selv den vil jeg sætte fast med både en almindelig lås og ekstra lås og til pælene, siger Mette Larsen.

Du har simpelthen købt to cykler?

- Ja, jeg har to cykler nu, for jeg tør ikke at have min elcykel stående hernede, siger Mette Larsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik