Marcus blev overfaldet på Albertslund Station - nu raser byens borgmester

Marcus Alexander Aroli advarer andre mod at færdes på Albertslund Station om aftenen, efter at han i fredags blev udsat for et gruppeoverfald. Sagen får nu politiet til at sætte ind med ekstra patruljering.

17-årige Marcus Alexander Aroli gennemlevede fredag aften et mareridt på Albertslund Station.

Her blev han umotiveret overfaldet af en større gruppering unge, som tildelte ham slag og spark og flere gange forsøgte at skubbe ham ned på togskinnerne.

- Lige så snart jeg steg af toget, kunne jeg se på dem, at de havde udset mig som offer, fortæller Marcus Alexander Aroli, da TV 2 Lorry søndag møder ham i familiens hjem i Taastrup.

Forinden da har den 17-årige gennemgået en hektisk weekend, hvor han både har skullet sunde sig oven på fredagens voldelige overfald og samtidig er blevet bombarderet med reaktioner fra folk på Facebook.

quote Jeg rystede og kunne ikke være i mig selv. Jeg tænkte kun på, at jeg skulle overleve det

Marcus Alexander Aroli, 17 år

Reaktionerne kommer i kølvandet på et Facebook-opslag, som Marcus Alexander Aroli postede lørdag, og som siden hen er blevet delt mere end 6.000 gange.

I opslaget viser han sine skader, og han advarer samtidig andre mod at færdes på Albertslund Station om aftenen.

Her ses et af de billeder, som Marcus delte på Facebook.
Her ses et af de billeder, som Marcus delte på Facebook.
Foto: Privatfoto - Facebook

"JEG KUNNE HAVE VÆRET DØD," skriver Marcus Alexander Aroli med store bogstaver. Og ud fra hans detaljerede beskrivelse af overfaldet, kan de fleste nok godt sætte sig ind i, hvorfor han frygtede for sit liv.

Marcus Alexander Aroli fortæller til TV 2 Lorry, at han fredag aften skulle over og besøge en kammerat. Men på vejen besluttede han sig for at tage toget til Albertslund Station, som ligger blot et enkelt stop væk. Årsagen til svinkeærindet var, at han ville købe en hotdog og noget sodavand i Seven Eleven på stationen i Albertslund for så at vende hurtigt tilbage til kammeraten i Taastrup.

Undervejs fik han følgeskab af sin 12-årige lillesøster og et par af hendes veninder, som han stødte på i S-toget.

quote Jeg kunne ikke beskytte min søster, og det var det mest forfærdelige ved det hele. Hun stod og græd og råbte til mig, at vi skulle dø

Marcus Alexander Aroli, 17 år

Pigerne havde netop været i City2 i Høje-Taastrup og skulle egentlig til at stige af, men valgte i stedet at følge med Marcus til Albertslund.

- Men vi skal hurtigt hjem igen, sagde jeg til dem, for jeg er godt klar over, at der tit er grupperinger på stationerne, siger Marcus Alexander Aroli.

Blev mødt af 30 højtråbende unge

Han blev dog alligevel noget overrasket over det syn, der mødte dem, da de kort tid efter ankom på Albertslund Station omkring klokken 21.45.

Her opholdt der sig cirka 30 højtråbende unge uden for Seven Eleven-butikken. Hovedparten af dem var indvandrerdrenge.

- Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange, da vi kom derover. Lige så snart vi steg ud af toget, blev jeg antastet af en dreng med sortkrøllet hår. Han var lav, måske 15 år gammel, og kom gående mod mig med aggressive skridt.

Det var her ved Seven Eleven på Albertslund Statio, at overfaldet fandt sted.
Det var her ved Seven Eleven på Albertslund Statio, at overfaldet fandt sted.
Foto: TV 2 Kosmopol

Drengen med det sortkrøllede hår stillede sig helt hen til Marcus og sagde ’hvad så’. Hans kropssprog og stemmeføring var truende, og Marcus vidste hverken, hvad han skulle gøre eller sige i situationen.

Han svarede derfor stille og roligt ’hvad så’ igen. Men lige så hurtigt, som svaret faldt, slog drengen ham.  

- Før jeg nåede at se mig om, så fik jeg et knytnæveslag lige på kæben på min højre side.

Lillesøster i chok

Lillesøsteren og hendes veninder, som overværede hele optrinnet, var fuldstændig frosset af frygt. Men ifølge Marcus kunne de heller intet gøre, da situationen efterfølgende eskalerede, og han blev forsøgt skubbet ned på skinnerne.

- Det var meget voldsomt. Jeg kunne ikke beskytte min søster, og det var det mest forfærdelige ved det hele. Hun stod og græd og råbte til mig, at vi skulle dø, siger han.

Han fortæller, at hans instinktive reaktion var at flygte. Men da udgangen på perronen var fyldt med andre unge fra den samme gruppering, følte han sig fanget.

Foto af Albertslund Station.
Foto af Albertslund Station.
Foto: TV 2 Kosmopol

Han løb derfor med sin lillesøster og hendes veninder ned i den anden ende på perronen, men her var der ikke er andet end togskinner.

- De (fyrene, red,) begyndte at følge efter os. Jeg løb, mens de gik. De var godt var klar over, at det kun var mig mod ni af dem.

Da han indså, at han kun kunne undgå grupperingen ved at bevæge sig ud over togskinnerne, vendte han i stedet om og forsøgte at bevæge sig forbi sine eftersættere.

- Men da jeg nåede til midten af perronen, var tre af dem fulgt efter, og jeg fik et knytnæveslag på læben, så den flækkede, siger Marcus.

For at undvige flere slag bevægede han sig derfor over på den modsatte side af perronen. Men en høj ung fyr fra gruppen spændte ben for ham, så han faldt.

Drengen begyndte derefter at forsøge at trampe Marcus i hovedet.

- Af ren instinkt og for at komme væk slyngede jeg en pose med ølflasker, som jeg havde haft med hjemmefra, op i hovedet på ham, der prøvede at trampe på mig, så flaskerne gik i stykker, fortæller han.

Marcus blev flere gange slået og sparket af fyrene, som overfaldt ham.
Marcus blev flere gange slået og sparket af fyrene, som overfaldt ham.
Foto: TV 2 Kosmopol

Marcus fik efterfølgende vristet sig fri op løb mod udgangen, hvor der stod cirka ti andre fra grupperingen. De havde indtil da ikke rørt ham, men blot iagttaget overfaldet på afstand.

Da han forsøgte at passere dem, spændte en af fyrene dog ben for ham og sparkede ham på kroppen.

Til sidst besluttede Marcus sig for at løbe tilbage i den modsatte ende af perronen og ud over togskinnerne. Her endte han i et græsområde på den anden side af banelegemet og faldt ned i en grøft.

Tænkte hun på at overleve

Men jagten var tilsyneladende ikke slut.

En af fyrene begyndte at kaste sten fra skinnerne og glasskår fra de smadrede ølflasker efter Marcus. Det lykkedes dog Marcus at undgå blive ramt, og han forsøgte efterfølgende at kravle over en mur for at komme væk. Men hans krop var udmattet, og han havde ikke kræfter til at forcere muren.

- Jeg rystede og kunne ikke være i mig selv. Jeg tænkte kun på, at jeg skulle overleve det, fortæller han.

Marcus flækkede læben og fik også flere hudafskrabninger på hænderne.
Marcus flækkede læben og fik også flere hudafskrabninger på hænderne.
Foto: TV 2 Kosmopol

Til sidst opgav gerningsmændene jagten og forsvandt fra stationen. Kort tid efter ankom politiet - ogg senere også Marcus’ mor, som lillesøsteren havde ringet til.

- Jeg stod og var ved at bage en kage fredag aften, da min datter på 12 år ringede og skreg, at Marcus var ved at blive overfaldet. Jeg gik fuldstændig i panik, og mit hjerte sprang op i halsen. Jeg tonsede ud af døren i nattøj og kørte mod Albertslund Station, mens jeg snakkede i telefon med min datter og ringede til politiet, fortæller Marcus’ mor, Claudia Aroli, til TV 2 Lorry.

- Han er en høflig og velopdragen dreng, der aldrig kunne finde på at gøre andre noget, siger Claudia Aroli om sin søn Marcus.
- Han er en høflig og velopdragen dreng, der aldrig kunne finde på at gøre andre noget, siger Claudia Aroli om sin søn Marcus.
Foto: TV 2 Kosmopol

Da hun ankom til stationen, stod hendes søn sammen med et par betjente.

- Jeg fløj hen og krammede ham. Jeg kunne se, at han var helt fortumlet og forslået, og at han havde blod på læben. Det var meget følelsesladet, siger Claudia Aroli.

Marcus blev efterfølgende kørt til tjek på Hvidovre Hospital, og vendte senere samme aften hjem til Taastrup sammen med sin familie.

Føler, det kunne have endt meget værre

Fredagens voldsomme hændelse sad dog stadig dybt i ham, da han vågnede om lørdagen, og han besluttede sig derfor for at dele sine tanker og frustrationer på Facebook.

- Nu var det fredag aften, og de kedede sig. Og så var det tilfældigvis mig, der blev udsat for det her.

- Jeg prøver at trøste mig selv ved at sige, at jeg var heldig. Jeg kunne ikke gøre andet end at løbe frem og tilbage på perronen og forsøge at undvige deres slag. Havde jeg stået stille, havde jeg måske fået kraniebrud, hvis de trampede mig i hovedet. Eller jeg kunne have været død, hvis jeg var endt på skinnerne, mens toget kom, siger Marcus.

Både Marcus og hans mor har modtaget flere henvendelser fra folk via Facebook, som har fortalt, også de er blevet truet og overfaldet på Albertslund Station.

- Jeg har fået flere beskeder fra andre, der fortæller, at de også har mødt denne her gruppering på stationen, og nogle af dem siger, at de også er blevet slået ned og har sendt mig billedmateriale for at dokumentere det, fortæller Marcus.

quote Det er en fuldstændig uacceptabel og afskyelig opførsel, som der skal slås hårdt ned på

Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S)

Øget patruljering ved station

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de har anholdt en 17-årig dreng, som er mistænkt for at have deltaget i overfaldet. Den 17-årige er blevet varetægtsfængslet i foreløbig 16 dage på en ungdomsinstitution. Der er ifølge Ekstra Bladet tale om en etnisk dansk dreng med et dansk-klingende navn.

Politiet tager sagen meget alvorligt, siger Brian Toftemann, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.
Politiet tager sagen meget alvorligt, siger Brian Toftemann, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Folk skal føle sig trygge, og derfor har vi også sat ind med ekstra patruljering efter i fredags, og det fortsætter vi med. Derudover er vi i tæt samarbejde med kommunen for at finde ud af, om der er ekstra tiltag, vi kan gøre brug af, siger Brian Toftemann, vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.  

Også Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) har søndag reageret på overfaldet.  

"Det er en fuldstændig uacceptabel og afskyelig opførsel, som der skal slås hårdt ned på," skriver han på Facebook.

Albertslunds borgmester Steen Christiansen kalder fredagens overfald
Albertslunds borgmester Steen Christiansen kalder fredagens overfald
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

"Det er derfor også godt, at politiet har foretaget den første anholdelse i sagen. Det skal være trygt og roligt at færdes i Albertslund. Det gælder også Albertslund Station. Derfor må vi klart og tydeligt tage afstand fra voldsepisoder, som den der fandt sted i fredags. Jeg håber alt det bedste for Marcus og hans familie," skriver Steen Christiansen.

Du kan læse hele Marcus' Facebook-opslag nedenfor.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik