Købmand blev træt af Black Friday: Nu har hele kæden indført hjælpedag

I Kvickly i Albertslund blev Jonas træt af Black Friday. Derfor opfandt han et nyt koncept, som nu er landsdækkende.

Mange har set videoerne på sociale medier: Løbende masser, der kæmper sig til de bedste og billigste varer på Black Friday.

Det kan ligne noget, man kender fra savannen, men heldigvis er der steder i Danmark, hvor man gør noget andet. 

I Kvickly i Albertslund har man i de sidste tre år i stedet afholdt "Give Back Friday".

Og det er et budskab, som kunderne har taget godt imod. 

- Jeg er træt af det der handelshysteri, og det fandt vi så ud af, at halvdelen af Danmark også var. Der var mange der syntes, at dette var verdens fedeste idé og kom ned og støttede, fortæller den glade varehuschef Jonas Møller til TV 2 Lorry.

Giv julehjælp ved kassen

De første to år kaldte Jonas Møller sit koncept for "Helping Friday", men nu har Coop i samarbejde med Røde Kors valgt at udbrede konceptet til SuperBrugsen og Kvickly i hele landet. 

Således vil op mod 500.000 kunder fordelt på cirka 300 butikker fredag blive tilbudt at donere julegaver til familier, der har brug for julehjælp. 

Det fungerer således, at man sætter kryds ud fra bestemte varer på en særlig Give Back Friday-liste.

Kuponerne scannes ved kassen, og for hver gang der er indsamlet 800 kroner, vil Røde Kors donere et gavekort til en familie. 

 

Fik glædelig nyhed på sommerferie

Varehuschef Jonas Møller har haft et godt år.

I september blev han kåret som årets chef til Danish Retail Awards, og nu er hans koncept fra Albertslund blevet landsdækkende. 

Det gør ham meget stolt, fortæller han:

- Jeg blev ringet op, mens jeg var på ferie i sommer. Her fik jeg at vide, at vi skulle snakke om Black Friday, men at de (Coop, red.) ville lave det om til Give Back Friday, forklarer han. 

- Jeg var kamphøj. Selvfølgelig var det sjovt at være på ferie, men det var endnu sjovere at få sådan et opkald, siger han. 

Han har siden været involveret i udrulningen af det landsdækkende projekt for at bidrage med positive og negative erfaringer. 

 
 
Foto: Karoline Daae - TV 2 Lorry

Modtrenden breder sig 

Kvickly og SuperBrugsen donerer selv én million kroner til projektet og Røde Kors' julehjælp. 

Også andre steder i landet vælger butikker og foreninger at markere sig med et modspil til Black Friday. 

I år afholdes der blandt andet Green Friday i Kulturhuset Indre By. Her kan man bytte tøj og ting, mens man drikker billige øl. 

Hos Dilling Underwear har man droppet rabatterne, men giver i stedet 20 procent til Foreningen Cancerramte Børn. 

Tilbage i 2016 lukkede tøjdesigner Mads Nørgaard sin webshop. Han lod den bogstaveligt talt gå i sort. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik