Jurister om dødsfald på plejecenter: Kommunen kan have begået uagtsomt manddrab

Ny dramatisk udvikling i sagen om Lennart Henriksen, som uden opsyn døde på en terrrase foran et Plejecenter i Albertslund. Jurister mener, at politiet bør undersøge sagen. De vurderer, at kommunens plejesvigt i sagen er så grove, at det muligvis er strafbart.

51-årige Lennart Henriksen havde ligget i mere end fire timer alene i det iskolde januarvejr på en terrasse på et kommunalt plejecenter i Albertslund. Da han endelig blev fundet, var han død.

Hans læge havde ellers indskærpet overfor kommunen, at han skulle være under opsyn på grund af sit skrøbelige helbred.

quote Det er uagtsomt manddrab. Der er tidligere eksempler på at kommuner er blevet dømt for uagtsomt manddrab. Og i den her sag er der blevet handlet uagtsomt. 

Mads Pramming, advokat, Ehmer Pramming Advokater

Efter dødsfaldet bestilte Albertslund Kommune en ekstern advokatundersøgelse, som skulle kulegrave sagen. Rapporten blev for nylig offentliggjort, og den giver en sønderlemmende kritik af kommunen. Blandt andet konkluderer rapporten, at Lennart Henriksen sandsynligvis kunne have været i live i dag, hvis kommunen havde holdt ordentlig øje med ham.

Uagtsomt manddrab

Men sagen slutter ikke her. For en politiefterforskning af kommunens plejesvigt kan blive næste skridt. Det mener advokat Mads Pramming, der har speciale i social- og strafferet.

Ifølge advokat Mads Pramming vil det være naturligt, at politiet gik ind i sagen om Lennart Henriksens tragiske død.
Ifølge advokat Mads Pramming vil det være naturligt, at politiet gik ind i sagen om Lennart Henriksens tragiske død.
Foto: Espen Slavensky - TV 2 Kosmopol

- Jeg mener klart, at det er værd at kigge på, om der er foregået noget, der skal forfølges strafferetligt. Det ville være meget relevant for politiet at gå ind i den her sag og vurdere om Albertslund Kommune har et uagtsomhedsansvar for, at den her borger er død. Og det er der jo meget, der tyder på, at kommunen har haft i den her sag, siger Mads Pramming til TV 2 Lorry.

Mads Pramming mener derfor at paragraf 241 i straffeloven træder i kraft. Paragraffens ordlyd er følgende:

Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år.

- Jeg mener, den er relevant at hive frem her, for det er uagtsomt manddrab. Der er tidligere eksempler på at kommuner er blevet dømt for uagtsomt manddrab. Og i den her sag er der blevet handlet uagtsomt. Der er nogen, som har begået fejl og ikke gjort, hvad de skulle gøre for at hjælpe den her syge borger. Det står jo ret tydeligt i advokatundersøgelsen, siger Mads Pramming.

Der bliver, ifølge rapporten, lavet nogle grove fejlvurderinger af Lennart Henriksens helbredstilstand.  

Graverende kommunale svigt og fejl afløser hinanden og skaber en sneboldeffekt, der fører frem til Lennart Henriksens død en vinterkold morgen klokken 04.10 den 3. januar 2019.

En lang række svigt og fejl

Informationer om, hvor syg Lennart Henriksen egentlig er, og hvilke plejebehov han har, kommer ikke frem til de rigtige personer, og gentagne advarsler om, at den er helt gal, bliver overhørt.

Blandt andet forsøgte både Lennart Henriksens familie og hans tidligere bosted forgæves at advare Albertslund Kommune adskillige gange.

Derudover har kommunens medarbejdere begået graverende sagsbehandlingsfejl gennem hele forløbet op til Lennart Henriksens død.

Blandt andet blev Lennart Henriksen fejlvisiteret til et bosted, som overhovedet ikke kunne varetage hans skrøbelige helbred med blandt andet hjerteproblemer og vejrtrækningsproblemer.

Efterladt hjælpeløs

På baggrund af kommunens passivitet og mange svigt mener professor fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, at kommunen kan havde begået noget strafbart.

- Advokatundersøgelsens konklusion, om at det kommunale personale fremadrettet skal være bedre uddannet, ligger lidt i den svage og bløde ende. For der er jo faktisk sket en alvorlig fejl, som der er nogen, der skal bøde for. Og det er muligt, at der også kan være sket en straffelovsovertrædelse, siger Kirsten Ketscher til TV 2 Lorry.

Kirsten Ketscher hiver en anden paragraf fra straffeloven frem, som hun mener kan være relevant, hvis betingelserne for uagtsomt manddrab ikke er opfyldt. Ifølge paragraf 250 i straffeloven må man ikke efterlade et menneske i en hjælpeløs tilstand.

- Vi har jo en bestemmelse i straffeloven, der vedrører spørgsmålet, om man har forsømt at hjælpe en svag og hjælpeløs borger. Og efterladt den pågældende uden hjælp. Og det var faktisk, hvad der skete i sagen her. Lennart Henriksen skulle have været under tilsyn, og det var præciseret af fagfolk. Men alligevel efterlader kommunen ham hjælpeløs på et sted, der ikke kan passe på ham, siger Kristen Ketscher. 

Hvis der skal indledes en straffesag mod Albertslund Kommune kræver det, at nogen vælger at politianmelde kommunen, eller at politiet af egen drift tager sagen op.

Lennart Henriksens familie siger til TV 2 Lorry, at de lige nu overvejer, om de ønsker at politianmelde Albertslund Kommune.

Københavns Vestegns Politi har sendt følgende udtalelse via mail:

- Københavns Vestegns Politi har ikke modtaget en anmeldelse i sagen. For nuværende har vi ikke materiale eller et konkret mistankegrundlag, der underbygger, at der er begået en strafbar handling. Kommer der en konkretiseret anmeldelse, vil politiet naturligvis undersøge sagen nærmere.

Paragraffer i Straffeloven, som kunne være relevante i Lennart-sagen

  • § 241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år.
  • § 250. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik