Johnny adopterer sulten svanefamilie

En sulten svanefamilie kommer hver dag på besøg hos Xtreme Machines i Albertslund. Ejeren af motorcykelforretningen fodrer dem med toastbrød og ris.

For 14 dage siden hørte Johnny Porsborg en mærkelig lyd.

En svane stod foran indgangen til hans motorcykelforretning, Xtreme Machines, og bankede med sit næb på glasdøren.

Med sig havde den en fuldvoksen svane mere og en lille svaneunge.  

- Jeg fandt noget brød til dem og lod dem blive der foran indgangen, så den dag måtte kunderne komme ind af bagindgangen, fortæller Johnny Porsborg til TV 2 Lorry. 

Besøg hver dag

Den lille svanefamilie blev foran forretningen i timevis. Dagen efter kom de tilbage, og det har de gjort stort set hver dag de sidste to uger. 

- Jeg ved ikke, hvorfor de kommer her. Det må vel være fordi, der ikke er noget at spise der, hvor de normalt er, siger Johnny Porsborg. 

Ejeren af motorcykelforretningen har siden hen fundet ud af, at svanefamilien går hele vejen fra en lille sø ved Glostrup Hallen.

Både Johnny Porsborg og hans kunder synes, det er sjovt, at svanerne gerne vil være ved motorcykelforretningen.

- Jeg har anskaffet mig noget til at spule alle deres efterladenskaber væk med, og så har jeg sammensat en lille menu til dem. Det er grove toastbrød og brune ris. Efterhånden har jeg jo fundet ud af, hvad de gerne vil have. Jeg prøvede også med noget majs på et tidspunkt, men det var ikke en succes, fortæller han. 

Svanerne bor "hos rockerne"

Johnny Porsborg bygger og sælger eksklusive motorcykler - især de amerikanske af mærket Harley-Davidson.

Derfor lyder det i nabolaget, at svanerne bor "henne hos rockerne", hvilket Johnny Porsborg dog bare griner af.

Han indrømmer blankt, at han har et blødt punkt for svanefamilien: 

- Det er jo Danmarks nationalfugl. Jeg synes, det er fantastisk, at de kommer her. 

Johnny Porsberg har nu læst en masse om svaner på internettet, og han har ringet til Dyrenes Beskyttelse for at få gode råd. 

- De sagde, at når jeg nu har fodret dem, så har jeg altså fået svaner, afslutter han. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik