Hovedstaden til provinsen: I skal ikke have flere penge af os

De 34 kommuner i hovedstadsområdet råber nu vagt i gevær i et brev til regeringen. Det sker, fordi der snart skal laves et nyt udligningssystem.

En reform af den kommunale udligningsordning er på vej, og det har fået de 34 hovedstadskommuner i samarbejdet ”Stop Forskelsbehandlingen Nu” til at gå på barikaderne. 

Efter et lukket samråd om netop udligningssystemet har de 34 borgmestre sendt et åbent brev til regeringen og resten af medlemmerne i folketinget. 

- Vi skriver til jer, fordi en unuanceret debat om udligning risikerer at få voldsomme negative konsekvenser for en række kommuners økonomi, indledes der i brevet. 

Tilbage til 2007

Landsudligningen betød ifølge ”Stop Forskelsbehandlingen Nu”, at kommunerne i hovedstadsområdet i 2017 sendte 12 milliarder kroner til resten af landet.

I 2018 bliver det mere end 13 milliarder kroner. 

En række provinskommuner ønsker, at pengestrømmen fra hovedstaden til provinsen skal stige yderligere, men det synes borgmestrene i de 34 hovedstadskommuner ikke er rimeligt.

De er af den overbevisning, at landsudligningen allerede i dag er gået for vidt, og de ønsker, at landsudligningen skal sænkes til det niveau, som den var på efter kommunalreformen i 2007. 

Uretfærdig gevinst

Det lukkede samråd på Christiansborg handlede om, hvordan udligningssystemet fordeler penge på baggrund af udlændinges uddannelsesniveau.

Kritikere mener, at kommuner med mange højtuddannede udlændinge - typisk i hovedstadsområdet - har fået en uretfærdig gevinst, fordi man angiver alle nyankomne udlændinges uddannelsesniveau som ”uoplyst”.

En veluddannet udlænding i hovedstadsområdet kan dermed udløse det samme tilskud i udligningen som en ufaglært udlænding i provinsen. 

Allerede dækning

I de 34 kommuner i hovedstadsområdet er man helt uenig i kritikken. 

De fremfører, at kommuner med mange udlændinge med lav uddannelse modtager tilskud fra de kommuner, der har færre af den slags borgere, og derfor allerede har fået dækning for deres udgifter via udligningen. 

-  Man kan altså ikke få de samme penge flere gange. Ingen kommuner er med andre ord blevet snydt, og ingen kommuner er sluppet billigere, end de burde, lyder det fra Albertslunds socialdemokratiske borgmester Steen Christiansen, der står i spidsen for ”Stop Forskelsbehandlingen Nu”.  

Fakta om udligningssystemet

Den kommunale udligning er det system, som fordeler penge mellem kommunerne ud fra befolkningens sammensætning og skattegrundlag.

De 34 kommuner i samarbejdet "Stop Forskelsbehandlingen Nu" er Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby og Vallensbæk. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik