Hashpåvirket murer i bil var skyld i hjerneskade hos cyklist

Kvinde fik kraniebrud og hjerneskade, da hashpåvirket murer i varebil ramte hende. Nu er han idømt fængsel.

En 37-årig murer fra Albertslund er tirsdag idømt ti måneders fængsel for i hashpåvirket tilstand at have påkørt en cyklist. Ved ulykken, som skete i maj, kom den cyklende kvinde alvorligt til skade.

Ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi var den målte mængde hash i mandens blod den lavest mulige, for så vidt det skulle påvirke straffen.

Men det gjorde det. Og kører man påvirket af stoffer eller alkohol, regnes det automatisk som vanvidskørsel, når man skader andre i trafikken.

- Sagen viser, at selv en lille hashpåvirkning kan være farlig og straffes hårdt i retten, siger anklager Kristoffer Bruun Hansen på Twitter.

Ulykken skete 10. maj i krydset ved Vallensbæk Torvevej og Læhegnet i Albertslund.

Her kom mureren kørende i en varevogn, selv om han var fradømt førerretten og var påvirket af hash. Manden svingede til venstre og påkørte kvinden.

Mistede delvist evne til at tale

Ekstra Bladet har tidligere omtalt sagen. Avisen har i den forbindelse på baggrund af sagens anklageskrift fortalt, at kvinden fik kraniebrud ved ulykken.

Kvæstelserne var så alvorlige, at hun delvist mistede evnen til at tale. Desuden fik hun lettere lammelser i højre side af ansigtet, højre arm og højre ben, skrev Ekstra Bladet dengang.

Manden blev efter ulykken anholdt, og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet.

Ud over fængselsstraffen på ti måneder indeholder dommen en frakendelse af retten til at føre bil i to år. Den 37-årige murer overvejer, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik