Gymnasie-strejke fortsætter: "Burde virke som en øjenåbner"

Tidligere elever stifter Facebook-gruppe og starter underskrifts-indsamling imod fyring af vicerektor på Albertslund Gymnasium & HF.

Stole og borde blev i går skubbet hen foran dørene til klasselokaler på Albertslund Gymnasium & HF.

På den måde kunne lærerne ikke komme ind og undervise eleverne, som havde barrikaderet sig i klasselokalerne i protest over fyringen af deres vicerektor Louise Holte.

Billede taget af elev på skolen.
Billede taget af elev på skolen.
Foto: Elevfoto

Torsdag har eleverne valgt at fortsætte strejken, og som noget nyt får eleverne nu også opbakning til deres strejke fra tidligere elever på gymnasiet, skriver Lokalavisen.dk.

De tidligere elever har ifølge avisen stiftet Facebook-gruppen 'Gruppe imod fyringen af vicerektor Louise Holte på AGHF'.

Gruppen tæller i skrivende stund mere end 350 medlemmer, som er gået sammen om en fælles online-erklæring til NEXT’s administration.

Gymnasiet har tidligere været en del af CPH West, der i starten af 2017 fusionerede med Københavns Tekniske Skole til det, der nu hedder NEXT.

I erklæringen fra eleverne står følgende ifølge Lokalavisen.dk:

“Indsamling imod afskedigelsen af vicerektor Louise Holte på AGHF.

På vegne af os tidligere elever på Albertslund Gymnasium og HF, elever på det tidligere Kongsholm Gymnasium og HF: dette er en opfordring til ledelsen for NEXT til at genoverveje fyringen af vicerektor Louise Holte.

Kære NEXT, som administration for landets største udbyder af uddannelse skulle man tro, at I har en forståelse for netop konceptet uddannelse. Eller rettere bestemt, alsidigheden af konceptet uddannelse. For hvor I tilsyneladende mener, at Louise Holtes arbejde som vicerektor kan gøres op i kroner og ører, så mener vi, tidligere elever, at hendes arbejde kan gøres op i værdier og motivation.

Louise var nemlig ikke bare vicerektor på skolen. Louise var en af skolens mest inspirerende personligheder. Hendes engagement i gymnasiets drift, elevernes velvære og ikke mindst det musikalske liv på skolen, var alt sammen med til at forme os.

Ikke kun som elever, men som mennesker. Louises omsorg, faglige dygtighed og uudtømmelige gåpåmod har fungeret som inspirationskilde for os, og medvirket til, at vi selv har søgt at tilstræbe os lignende kvaliteter i vores personlige udvikling. Uddannelse handler ikke kun om, at vi, som elever, sidder i et klasselokale og lærer grammatik, historie og matematik – det handler også om, og måske endda vigtigst af alt, at vi som mennesker bliver dannede, selvstændige og motiverede individer, der lærer at stå på egne ben og lærer at klare alle de udfordringer, som verden senere vil smide efter os.

Eleverne har barrikaderet dørene til undervisningslokalerne, så lærerne ikke kan komme ind og undervise.
Eleverne har barrikaderet dørene til undervisningslokalerne, så lærerne ikke kan komme ind og undervise.

Og hvis vi skal pege på én person på Albertslund Gymnasium og HF, som netop har lært os dette – så er det Louise.

Vi kan forstå, at I har været nødt til at spare, og vi ved, at landets politikere er glade for nedskæringer på især uddannelsesområdet. Men det løfter ikke ansvaret fra jeres skuldre. I har truffet en beslutning, og den beslutning var at lade Louise afskedige i stedet for at spare på andre områder.

Vi vil gerne pointere en ting: vi er klar over, at den ideelle skole har faciliteterne i orden, en tilstrækkelig mængde af undervisere, og måske endda de nyeste undervisningsressourcer tilgængelige. Men hør nu her. Når vi ser tilbage på vores tid på gymnasiet, så husker vi hverken på, om vores bord så slidt ud, eller hvor godt vi sad på stolen.

Nej, vi husker på Louise og mange af de andre fantastiske ansatte, som gjorde skolen og det at gå der til den fantastiske oplevelse, som det var. I skal ikke fortælle os, at det er den del, der giver mest mening at spare væk.

I har truffet en beslutning – men når man træffer en beslutning, så må man også stå til regnskab for, hvordan denne påvirker alle andre. Og som I måske kan høre, så er vi mange, der ikke synes, at jeres beslutning er god. Alene det faktum – at vi tidligere elever, som i realiteten ikke kommer til at være direkte påvirket af konsekvenserne ved jeres beslutning, vælger at stime sammen for at påpege hvor fejlagtigt I har handlet – det burde virke som en øjenåbner for jer om, at der er noget helt skævt ved jeres valg. Når jeres nuværende elever samtidig vælger at barrikadere dørene og strejke fra undervisning af ren og skær utilfredshed med jeres beslutning, så bør I overveje, om beslutningen egentlig kan retfærdiggøres. For jer handler det om penge, for os handler det om inspiration og motivation.

Uddannelse skal ikke være en forretning – det er vores fremtid.

Så på vegne af os – der kan takke Louise Holte for at være med til at gøre os til de mennesker, vi er i dag – kære NEXT, tænk også over de værdier og menneskelige kvaliteter, der fremover går tabt ved jeres beslutning.”

Kan ikke udtale sig om personsager

Rektor på NEXT - Albertslund Gymnasium & HF, Trine Nellemann, oplyste i går over for TV 2 Lorry, at hun hverken vil be- eller afkræfte, at vicerektoren skulle være afskediget:

- Jeg har ikke meldt noget ud. Der kører en partshøring, og jeg kan ikke udtale mig om personsager, sagde Trine Nellemann. 

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra vicerektor Louise Holte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik