Fakta ramt af ny møgsag efter tip fra kunde

Fakta-butik skal betale bøde på 22.500 kroner for dårlig rengøring, hvilket ikke er første gang.

Der var mere beskidt, end fødevareloven tillader, da Fødevarestyrelsen den 20. august besøgte dagligvarebutikken Fakta i Rypehusene i Albertslund.

Kontrolbesøget skete på baggrund af en forbrugerhenvendelse, oplyses det i Fødevarestyrelsens kontrolrapporten, der er behæftet med en sur smiley.

Ifølge rapporten blev der fundet ”grøn, hvid og sort vækst” på hylderne i butikkens kølerum med mejeriprodukter.

I en kølemontre med frostvarer og kødvarer var der snavs og støv på lågen og i en rist. Og desuden var der klistret og støvet på nogle brune paller ved butikkens the- og juiceafdeling.

Fødevarestyrelsen tog billeddokumentation af de snavsede forhold, som butikken havde følgende kommentar til: ”Det får vi styr på, og vi lukker ned om to måneder for renovering,” står der i kontrolrapporten.

Det ændrer dog ikke på, at butikken nu skal betale en bøde på 22.500 kroner.

quote Vi må derfor konstatere, at det igen er nødvendigt at sætte ekstra rengøringsressourcer på butikken

Bettina Ørsnes Larsen, afdelingschef for Fødevaresikkerhed detail i Coop

Ikke første gang

Faktabutikken i Albertslund har også tidligere haft store problemer med rengøringen.

Tilbage i november måned sidste år fik butikken ligeledes en sur smiley for ikke at have gjort ordentligt rent. 

Blandt andet blev der fundet spindelvæv og snavs i butikkens grøntafdeling samt et tykt lag snavs i bakeoff-afdelingen.

Yderligere fik butikken også en indskærpelse for manglende vedligeholdelse, fordi en glaslåge i køleafdelingen var smadret, og der udenfor på butikkens gårdareal lå store mængder plast, pap og skrald på jorden, som skadedyr kunne gemme sig i.

Har afsat ekstra ressourcer til rengøring 

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Coop, som ejer Faktakæden. Her svarer Bettina Ørsnes Larsen, der er afdelingschef for Fødevaresikkerhed detail, at man efterfølgende har afsat ekstra ressourcer til at få gjort butikken ordentligt rent.

- Butikken var ikke tilstrækkeligt rengjort ved kontrolbesøget for nylig. Butikken har ellers haft to godkendte besøg i forhold til rengøring siden efteråret 2020 og har dermed haft en glad smiley hængende. Vi må derfor konstatere, at det igen er nødvendigt at sætte ekstra rengøringsressourcer på butikken, siger hun i en skriftlig kommentar.

Adspurgt om de to sure smileys har fået personalemæssige konsekvenser, svarer Bettina Ørsnes Larsen, at den slags håndteres internt, og hun dermed ikke ønsker at oplyse dette.

- Butikken er gået ind i en renoveringsperiode. Det betyder naturligvis ikke, at butikken ikke skal fremstå ren, men det er en større opgave for butikken, og derfor sætter vi nu ekstra rengøring på, indtil renoveringen er overstået, siger Bettina Ørsnes Larsen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik