Efter groft stationsoverfald - nærpolitistation skal øge trygheden

På trods af en opprioritering af den kriminalpræventive indsats er der brug for mere synligt politi i hverdagen i Albertslund, mener borgmester.

"En hverdag hvor oplevelelsen af trygheden i dele af byen jævnligt sættes på prøve".

Sådan lyder det i et brev fra Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), adresseret til justitsminister Nick Hækkerup (S).

Og med de ord melder Albertslund Kommune sig på banen som et af de steder, hvor det - ifølge dem selv - er både oplagt og relevant at placere en ny nærpolitistation.

Anbefalingen sker på baggrund af, at regeringen lægger op til, at Rigspolitiet skal halveres, så i alt 900 stillinger fjernes, hvilket vil frigøre ressourcer til 20 nye nærpolitistationer ude i landets politikredse.

- Jeg tænker, at det er en rigtig og god vej at gå, og det er også interessant for Albertslund, siger borgmester Steen Christiansen til TV 2 Lorry.

 - Jeg oplever borgere, der retter henvendelse til mig og giver udtryk for, at de i nogle situationer føler sig utrykke omkring Albertslund Centrum, omkring stationen og omkring kanalen. Det, at vi får en nærpolitistation, vil kunne være forebyggende og tryghedsskabende i forhold til borgerne.

Udspillet fra regeringen lægger op til ti nærpolititstationer vest for Storebælt og ti øst for.

Groft gruppeoverfald haft betydning

Ønsket om en nærpolitistation I Albertslund kommer i kølvandet på et meget groft gruppeoverfald på Albertslund Station den 14. februar i år.

Her blev 17-årige Marcus Alexander Aroli udsat for både slag og spark samt forsøgt trampet i ansigtet. Yderligere forsøgte gerningsmændene at skubbe ham ud på skinnerne, hvorefter de jagtede ham.

Ifølge Marcus Alexander Aroli deltog ni unge i overfaldet på ham. De var en del af en større gruppe på omkring 30, hvor mange stod og kiggede på, mens overfaldet fandt sted.

Syv unge mænd er varetægtsfængslet i sagen, og Københavns Vestegns Politi oplyste til TV 2 Lorry den 4. marts, at de mener at have fanget alle de unge, der deltog i overfaldet.

Borgmester Steen Christiansen lægger da heller ikke skjul på, at det grove overfald har haft indflydelse på hans brev til justitsministeren.

- Den episode har jeg selvfølgelig haft i tankerne. Københavns Vestegns Politi har leveret et glimrende arbejde og fået fat i de syv gerningsmænd. Men det er jo en længerevarende probemstilling, som er et godt eksempel på noget, man arbejder med og er opmærksom på, siger han.

Marcus Alexander Aroli blev overfaldet af ni unge på Albertslund Station om aftenen den 14. februar.

Opprioteringen af præventiv indsats

Steen Christiansen skriver i brevet til Justitsministeren, at man i Albertslund Kommune i gennem en årrække har opprioriteret den kriminalpræventive indsats. 

Ligeledes lyder det, at man har et godt samarbejde med Københavns Vestegns Politi både om akut opståede sager, hashhandel, vold og overgreb.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry:

"Det er afgørende, at vi får politiet tættere på borgerne. Politiets fysiske tilstedeværelse spiller en vigtig rolle, da borgerne får et lokalt pejlemærke med betjente, der har kendskab til lokalområdet.

"Derfor har regeringen foreslået 20 nye nærpolitienheder. Inden vi taler placeringer af nærpolitienhederne, skal regeringens forslag om flere nærpolitienheder diskuteres med de øvrige partier i Folketinget i de kommende forhandlinger om politiets og anklagemyndighedens økonomi, der begynder her til foråret,” lyder det fra justitsministeren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik