Carstens fyrskib var ved at kæntre: "Nu venter vi på højvande"

Verdens ældste fyrskib, Fyrskib No. X, har kun få skader efter nattens kamp med vind og vejr.

- Nu sidder vi bare og venter på højvande.

Sådan lyder det fra ejeren af verdens ældste fyrskib, Fyrskib No. X, Carsten Lehrskov, da TV 2 Lorry møder ham på kajen på Refshaleøen ud for det sted, hans husbåd sent i aftes kom i "havsnød"

Kraftig vind pressede vandet ud af Københavns Havn, og dermed endte skibet med at stå på kølen - og lænede sig i truende grad udad - væk fra kajkanten.

Pludselig var der fare for, at skibet ville kæntre.

Både politi, Hovedstadens Beredskab og et privat skadesservicefirma var på banen sent onsdag aften. Fyrskib NO. X blev fastgjort med trosser - og redningsdykkere bragte pumper ombord på det slagsideramte skib, hvis det skulle springe læk.

Men så galt gik det heldigvis ikke, og Carsten Lehrskov kan nu ånde lettet op.

- Den har sådan to vinger nede i bunden, som stabiliserer skibet - og så har vi tøjret fyrtårnet, så den lå roligt - og det har den gjort. Det kan godt være, vi skal male et enkelt sted eller to, men det er ikke noget af betydning, siger Carsten Lehrskov.

 

Og da han bliver spurgt, hvordan han har det her dagen derpå - lyder det:

- Fortrøstningsfuld.

Nattens kæntringsrisiko kommer næppe belejligt.

For Carsten Lehrskov og hans kone har sat deres fyrskib til salg. Prisen for de 400 kvadratmeter på det ombyggede fyrskib er syv millioner kroner.  Læs om salget her.

Parret har tidligere til TV2-programmet mesterlige ombygninger  fortalt om deres arbejde med at restaurere det gamle fyrskib.

Herunder også, at de kort tid efter købet var udsat for, at det sank i havnen. Men det blev hævet og gennemrestaureret - og i nat overlevede det altså både vind og lavvande.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik