Det er også gået op for Jeanette Grotkjær, at hun havde haft helt andre muligheder, hvis Lucas havde været under 18, da han døde, for så havde hun haft ret til sorgorlov.
I stedet sendte kommunen hende ud i et jobafklaringsforløb, som hun slet ikke følte sig klar til.
- De tilbød mig et abonnement til fitnesscenteret og fortalte mig, at jeg skulle tage et fodbad og en kop te og gøre noget, der var godt for mig selv og flytte fokus. Men der er altså ting, man ikke kan flytte fokus fra. At miste sit barn er i den grad en af dem. Det er helt urimeligt, at der ikke findes sorgorlov for mennesker, der mister deres børn, hvis de er over 18. Vores smerte er da lige så slem, siger hun.
Ved at stå frem med sin historie håber Jeanette Grotkjær, at hun kan få politikerne til at se på, hvad vi som samfund tilbyder folk i dyb sorg. For de penge, det koster at hjælpe sorgramte på benene igen, kan være godt givet ud på længere sigt, påpeger hun.
- Det er, som om du ingen værdi har, hvis du ikke kan bidrage. Det man bare glemmer er, at jeg har haft rigtig mange år på arbejdsmarkedet og betalt til systemet hele mit liv. Jeg har 20 år tilbage, inden jeg skal på pension, så hvis man nu hjalp mig, var der jo en mulighed for, at jeg kunne komme tilbage og bidrage igen, siger hun.
- Jeg havde på et tidspunkt en tro på, at jeg skulle ud og bruge den her forfærdelige situation på at hjælpe nogle andre, og jeg havde en tro på, at jeg skulle have Lucas med mig i min hverdag til at gøre en forskel for andre mennesker, men jeg har fuldstændig mistet det hele.