Drabet på Lindegården

"Vivi må ikke glemmes. Hendes død skal give mening"


Af Frederik Aleaxander Vording

Drabet på Lindegården

”Vivi må ikke glemmes. Hendes død skal give mening”

Af Frederik Alexander Vording



about img 1

Det er en ganske normal fredag aften i en murstensvilla i Egøje syd for Køge. Michael Jensen venter på, at Vivi kommer hjem fra arbejdet på Center Lindegården, hvor hun som social- og sundhedsassistent sørger for, at beboerne får deres medicin, spiser deres mad og trives godt. Han sidder i deres sorte sofa i TV-stuen på første sal, hvor han ser X-Factor på DR1, da telefonen ringer, og han tager den, som han plejer. Det er Vivis kollega. Hun er blevet stukket i ryggen, lyder beskeden, og Michael bør køre til hospitalet med det samme. Samtalen er kort. Michael siger ”okay. ” Han rejser sig straks for at tage sin jakke på. Han stiller ingen spørgsmål, men han tænker for sig selv, at et enkelt knivstik ikke bør være det værste, man kan udsættes for. At Vivi skal dø lige nu midt i fredagsunderholdningen er ikke en del af planerne. Det var meningen, at de skulle hygge sig sammen i deres nye hus, der er blevet præcis, som de ville have det. Michael skulle lave mad til Vivi, som han plejede. De skulle nyde udsigten over markerne. Haven. Gå tur til stranden og se en masse TV i det hus, som de sammen har renoveret i 2012, og som Vivis far byggede for mere end 50 år siden. Det er Vivi, der har bestemt, hvor sofaen skal stå.

I dag er Michael Jensen enkemand. Det er ingen hemmelighed, for siden den fredag i marts 2016 er der skrevet knapt 1000 artikler i danske medier om Vivis død og Center Lindegården. Michael har selv læst de fleste, og han er faktisk glad for dem. De hjælper ham nemlig videre med livet, forklarer han. - Det lyder måske barsk at sige, men Vivi må ikke glemmes. Hendes død skal give mening. Det er dejligt, at aviserne skriver, så der kan ske noget på det her område, for Vivi har ofret sit liv, og vi skal sørge for, at det ikke sker igen, siger han. Siden 2012 er fem medarbejdere i psykiatrien blevet dræbt af beboerne, mens de var på arbejde, men Vivis død har udløst et større efterspil - blandt andet fordi kollegaerne har fået nok. De har nedlagt arbejdet, krævet flere hænder og at de farlige beboere helt fjernes fra åbne steder som Lindegården. Og Michael står bag dem. - Ingen fortjener at frygte for deres liv. Jeg skulle ikke selv arbejde sådan et sted, siger han. Vivi skulle sammen med kun én anden kollega stå til rådighed for op mod 30 beboere på drabsnatten. I det hus, hvor Vivi blev dræbt, er cirka en tredjedel af beboerne domsanbragte. To af beboerne har begået mord, mens andre har begået vold, bankrøverier og seksualforbrydelser. Arbejdstilsynet har i en rapport konkluderet, at ”der er en konkret risiko for betydelig fare for vold i de ansattes arbejde med beboerne på Center Lindegården.” Og fra sommeren 2015 til foråret 2016 blev der registreret 112 tilfælde af vold og trusler på bostedet. Efter Vivis død er en kollega blevet kastet ind i væggen. To ansatte er blevet opsøgt af en beboer, der råbte: ”Jeg skyder dig din invalide spasser. Jeg skyder også dig. Jeg fryder mig over det, der skete med Vivi i fredags.” Det fremgår af en politirapport.

about img 2
  1. Første arbejdsdag

    Oktober 1991

    Vivi ansættes på Center Lindegården - et socialpsykiatrisk bocenter under Københavns Kommunes Socialforvaltning. Her bor psykisk syge borgere, som har brug for hjælp i hverdagen. Vivi er glad for jobbet.

  2. Lindegårdens personale ser drabsmand med kniv

    2016, 23. marts

    Flere i personalegruppen ser en beboer gå rundt med en kniv. De tilkalder politiet, som foretager en ransagning af mandens hjem. Man finder ikke kniven. Cirka to uger forinden har samme mand være tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling efter at have truet personalet.

  3. Vivi bliver stukket ihjel

    2016, 25. marts

    Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit. Illum praesentium officia, fugit recusandae ipsa, quia velit nulla adipisci? Consequuntur aspernatur at, eaque hic repellendus sit dicta consequatur quae, ut harum ipsam molestias maxime non nisi reiciendis eligendi! Doloremque quia pariatur harum ea amet quibusdam quisquam, quae, temporibus dolores porro doloribus.

  4. Ansatte fra Center Lindegården kræver bedre forhold

    2016, 3. april

    To pistoler, to geværer, ulovligt fyrværkeri, flere sværd og økser samt hobevis af knive. Det er blot nogle af de våben som, Fagbladet FOA finder i en gennemgang af tusindvis af politiudrykninger til de socialpsykiatriske bosteder, Blåkærgård, Saxenhøj, Lindegården og Ringbo, hvor sammenlagt fem ansatte er blevet dræbt af beboere siden 2012.

  5. Arbejdstilsynet giver påbud til Lindegården

    2016. 10. maj

    Sikkerheden for de ansatte er ikke god nok. Sådan lyder det fra Arbejdstilsynet, der blandt andet påpeger, at personalet ikke må arbejde alene. De skal mødes i grupper, før de starter arbejdet. Arbejdstilsynet kritiserer også samarbejdet mellem Region Sjællands psykiatri og bostedet. Beboere må ikke udskrives af regionen, før bostedets ansatte er blevet hørt.

  6. 200 mennesker i fakkeltog for Vivi

    2016, 26. Maj

    “For et års tid siden, var der én, der smed en molotovcocktail ind ad vinduet på en anden beboers værelse,” siger social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant på Lindegården Susanne Dec Pedersen til Fagbladet FOA. Kollegaerne kræver ret til at genindlægge psykotiske patienter, flere senge i psykiatrien og flere ansatte.

  7. Bosteder flyder med våben, viser dokumenter

    2016, 15. august

    To pistoler, to geværer, ulovligt fyrværkeri, flere sværd og økser samt hobevis af knive. Det er blot nogle af de våben som, Fagbladet FOA finder i en gennemgang af tusindvis af politiudrykninger til de socialpsykiatriske bosteder, Blåkærgård, Saxenhøj, Lindegården og Ringbo, hvor sammenlagt fem ansatte er blevet dræbt af beboere siden 2012.

  8. 400 millioner kroner skal forhindre vold mod ansatte på bosteder

    2016, 14. oktober

    Alle partier undtagen Enhedslisten bliver enige om at afsætte midler fra satspuljerne for at øge sikkerheden blandt landets ansatte på bosteder. Aftalen gælder fra 2017 til 2020. Der skal blandt andet oprettes 150 nye pladser på socialpsykiatriske afdelinger i 2018. Beboerne vil stadig have adgang til knive.

  9. Vivis kollegaer indrykker åbent brev til statsministeren i Politiken

    2016, 30. december4

    Kære Lars Løkke. Vores kollega Vivi er ikke med, når vi træder ind i det nye år. I marts mistede hun livet på bostedet Lindegården, forklarer de i annoncen. Og de fortsætter : Siden 2012 er fem ansatte blevet dræbt i psykiatrien. Der er endnu ikke sket noget på landsplan, der kan forhindre et nyt drab i 2017. Det ved du godt, ikke? I annoncen gør de opmærksom på, at der er brug for flere både hænder og flere sengepladser. Og nu venter de spændt på statsministerens nytårstale 1. januar: -Vi ved godt, at du skal tale om en masse ting i din nytårstale. Men vi lytter nok mest med for at høre, om Vivi er en del af den. Annoncen afsluttes med kærlige hilsener fra Christina, Åsa, Mia og kolleger på Lindegården.

  10. Statsministeren italesætter Vivi Nielsens drab

    2017, 1. januar

    Lars Løkke Rasmussen nævner både Vivi Nielsen og den dræbte politimand Jesper Jul i nytårstalen. Budskabet lyder, at ingen offentligt ansatte fortjener at arbejde med risiko for at miste livet.

  11. Psykisk syg drabsmand får anbringelsesdom

    2017, 7. februar

    Retten i Roskilde idømmer gerningsmanden en forvaringsdom på ubestemt tid. Han anses for at være sindssyg og til fare for andre. Han kan derfor ikke straffes på normal vis. Drabsmanden fortæller i Retten, at han er ”sindssygt ked af det”. Det var ikke hans hensigt at slå hende ihjel, men han gjorde, hvad onde stemmer sagde til ham.

02:47

Drabsdagen Vivi indslag

about img 1

Det er først, da Michael ankommer til sygehuset den Langfredag aften i 2016, at det for alvor går op for ham, at det her ikke bare handler om en lille kniv og en normal tur på skadestuen. Han bliver hentet af en betjent ved receptionen, og ført til et lukket venteværelse med en sofa, et lille bord og et skrivebord. Vivis kollega sidder her også. De taler ikke rigtigt sammen i de to timer, som de tilbringer i rummet, men betjenten spørger flere gange, om Michael mangler noget, og om han er ok. Det er faktisk en god service, bemærker Michael. En læge kommer ind flere gange. Han fortæller, at det ser grimt ud. Han siger også, at de forsøger at stoppe blødningerne. Han fortæller igen, at det står skidt til. Og så siger han, at alle læger er indkaldt. Det er nu, at Michael godt kan regne ud, Vivi ikke kommer tilbage. - Det var en hård omgang. Jeg måtte gerne sige farvel, men jeg måtte ikke røre ved hende, fordi hun skulle undersøges i forhold til efterforskningen. Der var blod ud over hende, fortæller Michael. En 23 centimeter lang køkkenkniv er stukket skråt ind i ryggen. Den har ødelagt flere større blodåre, og den har ramt mavesækken og flere andre organer. Det sidste, Michael og Vivi taler om, er, hvad de skal have at spise, mener Michael, men han kan faktisk ikke helt huske det. Det er aftenen før ulykken. - Det er jo ikke som med længere tids sydom. Man når ikke at forberede sig på at sige farvel, siger han.

Hjemme i Egøje er aftenerne de værste for Michael. Her har han tid til at tænke på alle minderne fra de seneste 30 år, hvor han og Vivi har været sammen. Det kan være ferierne i Venedig og Malaga, som han tænker på. Det kan også være den dag, hvor han flyttede ind i Vivis lejlighed som kun 24-årig. Det eneste han ejede var en pose tøj, for Vivi var hans første rigtige kæreste. Nogle af de hyggeliste stunder, de har haft sammen i nyere tid, er de mange aftener efter arbejde, hvor de satte huset i stand - slog vægge ned og ordnede lofter. - Vivi vidste præcis, hvordan hun ville have det hele. Jeg bestemte, at vi skulle have klinker og store badeværelser, og det fik jeg så, fortæller Michael: - Det var rigtig hyggeligt, at vi gik der sammen. Vivi var god til det, siger han. Hun var typen, der sorterede opbevaringsboksene fra tupperware i køkkenkabet, så låg og kasser var nemme at finde frem. Bestikket blev også altid lagt i lige rækker. Måske var det derfor, at hun var så god til sit arbejde, mener han. Det kræver autoritet og klare retningslinjer, når man arbejder med psykisk syge – og sommetider voldelige – mennesker. Når Vivi kom hjem, kunne hun lide at sy, hækle og strikke. Ellers lavede hun slægtsforskning eller hyggede på kontoret med spil og bøger. - Hun lavede altid noget. Nogle gange også vagtplaner til Lindegården, siger Michael. Han lægger sig somme tider på kontorets briks, når han savner hende, for det er et af de få rum, der har fået lov at stå nogenlunde, som det blev forladt. Han har ellers hentet TV’et ned i stuen, hvorfra der er udsigt til haven og markerne foran. Han har pakket Vivis værelse ned, hvor hun sad og syede. Han har foræret hendes tøj væk, og han har luret ud i bøgerne om stjerner, ånder og andre ting mellem himmel og jord. Vivis engle pynter stadig i vindueskarmene, i skabene, på reolerne og på bordene, for det var nogen, hun samlede på.

about img 2
about img 1

Michael bebrejder ikke Vivi, at hun gik alene ned i bocentrets medicinrum uden at låse døren bag sig på den skæbnesvanger aftenvagt. Han bebrejder heller ikke gerningsmanden, der under retssagen undskyldte og forklarede, at han hørte onde stemmer, der fik ham til at gøre det. - Han har jo ikke fået den rigtige hjælp. Det er også tragisk for ham og hans familie, siger Michael. Ansvaret må placeres hos politikerne og lederne. Den 30-årige drabsmand var kun to uger før drabet tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi han havde truet personalet. Her burde han have fået den nødvendige hjælp, der havde forhindret ulykken, påpeger enkemanden. - Vivis drabsmand har været inde og ude flere gange, og det er selvfølgelig svært at vurdere, hvornår de er klar til at komme ud i friheden, men tit handler det om økonomi, tid og plads, siger Michael og uddyber: - Jeg vil se flere sengepladser på de lukkede psykiatriske afdelinger. Der skal være flere hænder på bostederne, og ellers må man ansætte et vagtværn eller tilknytte en fast betjent. Flere hænder og sengepladser er også, hvad Vivis kollega Mia Kristina Hansen fremhæver som en altafgørende sikkerhed for, at der ikke er flere ansatte i psykiatrien, der skal ofre livet. - Når vi anbefaler, at en beboer skal indlægges til behandling, fordi vi oplever, personen er til fare for sig selv og andre, skal vi tages alvorligt. Som i tilfældet med gerningsmanden, oplever jeg, at beboerne bliver udskrevet efter én til to dages indlæggelse. Jeg oplever, at de under indlæggelsen har fået medicin der beroliger dem, og de bliver udskrevet, mens de er under påvirkning af den beroligende medicin. Når medicinen aftager, begynder beboeren igen, at blive farlig. Jeg mener, at hvis der var flere sengepladser, ville det være muligt for beboerne at være indlagt i længere tid, og vi vil kunne undgå beboere, der ryger ind og ud af de psykiatriske afdelinger, siger hun. Regeringen og alle partier undtagen Enhedslisten har ellers aftalt at bruge 400 millioner kroner fra satspuljen til at forebygge vold mod ansatte på bosteder, men pengene er ikke brugt rigtigt, lyder kritikken. - De har jo ikke afsat penge til flere hænder. Pengene skal eksempelvis bruges på flugtveje, men jeg har ikke brug for flere flugtveje. Så skal der bruges millioner på en task force, der skal videreuddanne os, men jeg synes faktisk, at mine kollegaer er dygtige til at håndtere, de situationer som opstår, siger Mia Kristina Hansen.

Vivis kollegaer arrangerede et fakkeltog præcis to måneder efter mordet, så hendes død ikke skulle gå i glemmebogen. 200 mennesker gik sammen med brændende fakler fra Center Lindegården i Roskilde til byparken, hvor der blev tændt fyrfadslys og lavet lysbåde til søen. Både centerchefen, FOA’s formand og borgmesteren var til stede ved mindehøjtideligheden. Vivi fik også en fin bisættelse og begravelse, hvor kirken var fyldt til bristepunktet med politikere, bekendte, kollegaer og familiemedlemmer. Kisten blev sænket i jorden på familiegravstedet i Herfølge, mens gæsterne sang ”Dejlig er jorden. Prægtig er Guds himmel”, men med Kim Larsens melodi, for den elskede Vivi. Hun fik dog ikke en statsbegravelse, sådan som betjenten Jesper Jul gjorde, der blev skudt i hovedet i december 2016. Hans død fik omgående statsminister Lars Løkke Rasmussen til at indkalde til pressemøde, hvor han udtrykte sorg. - Han har betalt den allerhøjeste pris, man kan betale, når man passer på andre, lød det fra Statsministeren. Og det fik FOA’s formand Dennis Kristensen til at beklage sig i MetroExpress: - Jeg håber ikke, at det at Statsministeren kommer på banen i tilfælde af drab på politimænd er et udtryk for, at der er mere fokus på såkaldte mandefag end kvindefag, eller at det er et udtryk for en ofte udtrykt holdning om, at ansatte i psykiatrien skal acceptere, at vold og trusler er en del af hverdagen, fordi de arbejder med deres fag, sagde Dennis Kristensen, hvilket kickstartede en heftig debat i danske medier og på Facebook.

about img 2
about img 1

Men Michael kunne faktisk ikke tænke sig, at Vivi skulle have en såkaldt statsbegravelse. Ikke fordi at hun ikke fortjente det, men fordi det ikke er den, som gør forskellen for ham. - Der var mange tusind mennesker, der mente det ene og det andet. Men jeg synes ikke, at Vivi skulle have samme begravelse. Det er spild af penge og ressourcer, siger han. Til gengæld blev han meget glad, da statsministeren i nytårstalen nævnte både Vivi og Jesper Jul, og blandt andet slog fast, at ”vi skal passe godt på dem, der passer på os.” For det forpligter, mener han.

00:20

Lars Løkke om drabet på Vivi

Vivi og Michael havde ellers aldrig talt om, at jobbet var farligt. Godt nok var Vivi engang ved at få et boldtræ i hovedet, som hun afværgede, men ellers handlede det mest om travlhed eller diskussioner med kollegaerne, når hun fortalte om arbejdet. Ofte ringede hun hjem for at fortælle, at hun savnede Michael. - Hun skulle lige høre, at jeg ikke kedede mig, for så skulle jeg jo sættes i sving med et eller andet, siger han med et glimt i øjet. Det er noget af det, han savner allermest i løbet af dagen, for telefonen ringer ikke længere. Han besøger tit familiegravstedet, som han passer ligeså godt som huset, for det er i Vivis ånd. På ét punkt bryder han dog med reglerne. For selvom Vivi aldrig ville beskære blomster og planter i haven, så har Michael klippet næsten alle af for at lægge dem på kirkegården, hvor hun bor nu. Og han mener selv, at han er ved at vænne sig til den tanke. Han er også blevet bedre til at tage imod invitationer og komme ud af huset. - Det har været svært at tage ud, for så ser man andre par og skal svare på spørgsmål. Jeg har nok heller ikke følt, at jeg var berettiget til at tage til fest, men det er blevet bedre, siger han. Han er også startet til dart igen i den lokale klub, selvom han ikke har kastet med pile siden 1993, hvor han ellers var i 1. division. Det var faktisk noget, som han og Vivi havde talt om, at han snart skulle starte på, så nu har han gjort noget ved det. Michael og Vivi mødtes netop i en dartklub for 30 år siden, og hvem ved - måske møder han en ny en dag. Én ting er dog sikkert og vist. Michael tager en dag af gangen. Han har ikke de store planer for fremtiden - altså lige udover, at han skal have lagt de sidste fliser i haven, når det bliver sommer. Og han flytter aldrig fra kommunen. Her er fred og ro, forklarer han, og så har han arbejdet i 30 år på fabrikken Dana Lim - et sted man ikke sådan lige forlader. Han kan lide at leve lige her ved rundkørslen, midt på landevejen, syd for Køge.

about img 2

Domsresumé - Retten i Roskilde

07-02-2017

31-årig mand fundet skyldig i drab på social- og sundhedsassistent på bostedet Lindegården i Roskilde En enig domsmandsret har ved dom af 7. februar 2017 fundet en 31-årig mand skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 og § 119, stk. 1, ved den 25. marts 2016 på bostedet Lindegården i Roskilde med en kniv at have dræbt en social- og sundhedsassistent, der var på arbejde. Domfældte blev endvidere fundet skyldig i to tilfælde af vold efter straffelovens § 244 begået henholdsvis den 6. januar 2016 og 18. februar 2016. Domfældte havde nægtet sig skyldig i drab, men havde erkendt at have stukket social- og sundhedsassistenten med en kniv. Domfældte blev fundet utilregnelig på gerningstidspunktet på grund af sindssygdom og dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid.