MIT YNDLINGSSTED

TV 2 Lorry udforsker vores sendeområde, hvor vi møder interessante personer og steder



MIT YNDLINGSSTED

TV 2 Lorry udforsker vores sendeområde, hvor vi møder interessante personer og steder

Antons yndlingssted

Buresø



00:40

PORTRÆT AF ANTHON

På en bænk ved Buresø sidder Anton. Det gør han faktisk ofte.

Jeg kommer her vel mellem syv, ti eller nogle gange 20 gange om året, hvis det er et godt år. Det er ikke så tit, at jeg kommer her om vinteren faktisk. Vi er kommet her om foråret og om sommeren mest.

Anton er 24 år gammel, og netop udskrevet fra psykiatrisk hospital. Han havde brug for luft og ro, og derfor kørte han og kammeraten Vitus til Buresø, nærmere bestemt Buresøbadet.

Han spurgte, om vi skulle køre en tur, og så foreslog jeg det her sted, siger Anton. Stedet er hans yndlingssted.


Jeg var lidt nede for et par dage siden. Så var jeg en tur inde på psykiatrisk hospital i går og blev natten over. Så blev jeg udskrevet tidligere i dag, fortæller Anton.

Det blide gemyt kender stedet godt.

Jeg tror, at jeg er kommet her, siden jeg var otte år. Det er et helt vildt fedt sted. Der er helt stille, og så kan man bare sidde og nyde freden og naturen.

Anton har et blødt, kort fuldskæg og en grøn, varm striktrøje på. Han har taget sin damper med, som han engang imellem tager et ordentligt hvæs af. I det fjerne kan man høre hovedvejen, men her er stille nok til Anton, som reflekterer over stedet og de minder, som han har netop herfra.

Det er bare et stamsted for os. Vi er kommet her fast igennem årene. Vi elsker også Furesø, men vi kommer altid fast her. Det er favoritten, siger Anton, der let husker yndlingsscenariet ved Buresøbadet.

Det bedste her er helt klart at bade. Løbe ud på badebroen med mine brødre og bare hoppe på hovedet ude for enden. Og at lege med min lillebror i vandet. Give ham hestesko og kaste rundt med ham. Han er en del yngre end os.

Siden da har bølgerne mange gange slået op på bredden langs Buresøbadet – og stedet har ændret sig meget, siden Anton var der første gang for mange år siden.

Der er blevet ordnet herude. Det er blevet meget pænere med årerne. Der er kommet bænke og bålpladser. Der er en lille badebro. Og så er det blevet renoveret, så lige ud for badebroen er der blevet lagt sand ud. Før var det en mudderbund med masser af grene og blade. Det er der ikke nu. Nu kan man se bunden, hvor der er sand. Og så er her bare stille og roligt i forhold til byområderne, siger han.

00:20

Mit Buresø

At leve livet som psykisk syg

På mange måder minder ændringerne og styringen af de fysiske rammer ved Buresø om Antons eget liv.
Han har haft et turbulent liv præget af op- og nedture. Anton har været psykisk syg i mange år, og det har blandt andet betydet, at han har haft op til flere stofmisbrug. Han har været afhængig af det meste. Både psykedeliske stoffer, euforiserende stoffer, hash og alkohol.

Da jeg var 20 år, blev jeg smidt ud hjemmefra. Der var jeg hashmisbruger og meget psykotisk.

Men alt det er fortid nu, og Anton er igen på rette vej. Han bor i et botilbud i Ølstykke, hvor han får den støtte, som han har brug for. Ifølge ham er det i høj grad Egedal Kommune, som har hjulpet ham ud af misbruget og ind i fællesskaber, som styrker hans selvværd og hjælper ham med livet som psykisk syg.

Kommunen har virkelig taget sig af mig igennem mine hårde perioder og ønsket, at jeg skulle få det bedre. Og nu har jeg så fået det bedre, siger han og smiler.

Før jeg tog afsted fra hospitalet, fik jeg at vide, at jeg er en populær mand. De kan skidegodt lide mig derude, personalet. De sagde: ”Du er en populær mand, Anton. Vi kan skide godt lide dig alle sammen”. Det var fedt – det gav mig lige et boost. Det var bare lige fedt, at hun sagde det.

Nu bor han i et botilbud i kommunen, og snart skal han begynde på en erhvervsuddannelse. I det hele taget ser livet bedre ud nu, end det gjorde for et par år siden.

Det har bare givet mig masser af rum og styrke til at komme videre i mit liv og droppe misbruget. Nu er jeg clean. På fjerde måned for alkohol, på 20. måned for cannabis, over tre år uden euforiserende stoffer og fem-seks år uden psykedeliske stoffer, fortæller Anton og fortsætter:

Det går den rigtige vej, og nu skal jeg så til at begynde EUD (erhvervsuddannelse) sammen med en mentor.

Han lader en hånd glide gennem det tykke, brune hår, mens han kigger ud over søen. Det er overskyet, men novemberkulden har ikke fået fat omkring søen endnu.

Anettes yndlingssted

Ørsted

00:37

PORTRÆT AF ANETTE

Midt i en gammel smedje på 200 kvadratmeter står Annette. Der er fyldt med gamle ting og sager, nips og pyntegenstande.

Det må være lige her, at mit yndlingssted er. Det er mit udgangspunkt, og her al min foretagsomhed udgår fra, siger Annette og stiller sig bag disken.
Det, der tidligere var smedjen i Ørsted, Roskilde, er nu forvandlet til butikken Sylvesters Antik og Retro. Der lugter af gamle sager, og det er ikke mærkeligt. I loftet hænger der massevis af lamper og lysekroner, og overalt står der gamle møbler, som er fyldt med nips og glas.

Den her, den er noget helt særligt. Så vidt vi ved, er det den eneste, der er blevet produceret – en unika, siger Annette og viser en gammel skænk frem.
Den er nøddebrun med enkle udfræsninger, og på toppen ligger en granitplade. Katten Otto smyger sig rundt i butikken blandt gamle kufferter og små borde fyldt med glas.

Han passer på det hele herinde, griner Annette.

Annette Sylvester er egentlig uddannet socialpædagog. Hun har rødt farvet hår, grønne læsebriller, et grønt tørklæde om halsen og en smittende latter. Sammen med sin mand, Arne, bor hun i den gamle smedje i Østed. Arne er tidligere skolelærer, men har fået tilkendt førtidspension på grund af sygdom. Og det er faktisk årsagen til, at Annettes yndlingssted er lige netop der.

Der var ikke nogen, der kunne forudse, at det skulle gå sådan her, siger Annette.
Hun sukker ikke, men det er tydeligt, at livet er blevet et helt andet for parret, siden Arne blev førtidspensionist.

Vi var faktisk nødt til at sælge huset, da han blev førtidspensionist. Det hang ikke sammen uden hans indtægt. Men vi havde ikke en eneste fremvisning - det var jo lige der, finanskrisen ramte. Og så blev jeg lidt fanden i voldsk. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, ikke?

Jeg kan ikke tåle at se, at tingene bare smuldrer.
På bankens foranledning begyndte Annette og Arne at sælge antik og retro i den gamle smedje. Og det viste sig at være en god forretning. Annette fandt ud af, at hun havde talent for at sælge og drive butikken, og pludselig var det ikke længere nødvendigt at flytte.

Havde du spurgt mig for 15 år siden, "hvor er du om 15 år?", så havde du aldrig nogensinde fundet nogle på listen af de ting, som jeg foretager mig i dag. Men jeg har nok et eller andet sted ubevidst trukket den her vej. Jeg ville gerne derhen, hvor kadencen kommer lidt ned. Selvfølgelig har jeg altid noget at lave, men jeg er ikke oppe i det høje stressniveau hele tiden.

00:20

Mit Ørsted

Et omdrejningspunkt i lokalsamfundet og verdens navle

Smedjen har altid været det naturlige samlingssted i Ørsted. Helt fra gamle dage kom folk ned for at få skoet deres hest. Så er folk kommet ned for at få lavet en hylde eller et rør. Og så har det været et helt naturligt sted for mændene for at komme ned for at få en øl. Der har faktisk været en smugkro nede i kælderen i helt gamle dage, klukker Annette og peger tværs over gårdspladsen.

Nu er smedjen igen omdrejningspunkt i den lille landsby i bunden af Roskilde Kommune.

Jeg synes, vi har en meget åben tilgang til hinanden her i Ørsted. Der er ikke det der skel mellem os – i hvert fald ikke herinde. Og det kan jeg godt lide, fortæller Annette og fortsætter:

Det er jo også klart, at det er med kolossal støtte fra lokalsamfundet, at jeg kan holde åbent. Men jeg har åbent seks dage om ugen, - og det er fordi, der er noget at lave.

Ifølge Danmarks Statistik bor der 424 personer i Ørsted Sogn.

Jeg vil skyde på, at jeg kender omkring 98 procent i Ørsted, vil jeg tro, siger hun og griner.
Sammenholdet i den lille landsby er noget helt særligt. Og selvom beliggenheden for mange kan virke skræmmende, så er virkeligheden en anden, mener Annette.

Her er jeg er rigtig tæt på alting. I løbet af fem til ti minutter, så er jeg lige midt i Roskilde, Køge eller Ringsted. Og så er der kun 40 minutter til København. Det er jo ingenting! Da jeg boede i København kunne det tage 40 minutter at komme fra Ydre Nørrebro til Amager.

Så jeg føler mig ikke isoleret. Jeg føler ikke, at jeg bor på landet i den forstand. Jeg føler egentlig lidt, at jeg bor i verdens navle.

Mettes yndlingssted

Hornbæk

00:35

PORTRÆT METTE

På en stille villavej i Hornbæk går Mette Breiting med en barnevogn. I den sidder Angus på et år. Mette er selv vokset op i Hornbæk, men flyttede i starten af sit voksenliv til København.

Jeg har boet cirka 14 år i København. Og jeg havde forsvoret, at jeg aldrig skulle flytte tilbage til Hornbæk. Ikke fordi jeg havde noget imod byen, men den var for lille til mig. Jeg var blevet en storbypige og det ene med det andet. Men sådan skulle det ikke gå, fortæller Mette.

Angus sidder og pludrer. Han er en glad dreng med gode runde kinder. Den grå elefanthue trykker de kolde, røde kinder ekstra sammen. Mette står ved barnevognen og smiler til ham. Det er koldt i Hornbæk, og Mettes mørke hår falder løst ned over skuldrene. På hovedet sidder en hue, og et halstørklæde varmer halsen. Hendes yndlingssted ligger i Hornbæk.

Det er nede ved den store strand her i Hornbæk. Til venstre for havnen på det store område dernede, siger hun og fortsætter:

Der er frisk luft og store, åbne vidder. Du kan se langt, og du kan få luftet tankerne. Og som regel på den denne her årstid og i foråret, der er der også rimelig fred og ro dernede. Så der kan man gå og have det for sig selv og tænke sine tanker. Og slå lidt smut med nogle sten og høre på vandet. Den der lyd af vandet, det er meget beroligende – meget zen.

Gennem årerne har Mette gået der mange gange. Stranden har altid givet hende en særlig ro og været et sted til eftertanke. Til venstre for havnen ligger stranden, stor og bred. Den salte efterårsluft slår ind over, og der er næsten ingen mennesker i det hvide sand. Dem, der kommer her, ser ud til at have det på samme måde som Mette. Hornbæk Strand er et sted til eftertanke på denne årstid.

Der er sådan en bred træsti hele vejen ned til vandet. Det virker som om, den bare går ud i det uendelige. Det er utrolig smukt og meditativt at gå ned ad den og se det hele åbne sig, fortæller Mette.

Små bølger slår ind på den brede sandstrand. Der ligger lidt tang i klynger hist og her, og i tangen gemmer sig små, flade skifersten, der er blevet slebet af havvand og sand i flere tusind år, før de er skyllet op på land.

00:20

Mit Hornbæk

Mette mødte Ole og Hornbæk igen

Stranden har den her betydning med at finde noget indre ro. Og det har den haft lige siden, jeg var helt ung. At komme derned og enten være ked af det over noget eller være glad. Eller bare gå og få luftet tankerne. Blive inspireret. Havet har altid inspireret mig meget, siger Mette.


Jeg ved ikke, om jeg har et særligt minde. Ikke sådan specifikt. Det er bare et tilbagevendende refugium, om du vil. Det er ikke noget, jeg forbinder med en særlig begivenhed eller noget, det er mere sådan et helle.

Bag stranden ligger de hvide klitter, hvor tyndt, grønt marehalm skyder op i små totter. De vejer blidt i den friske efterårsvind. Mette flyttede tilbage til Hornbæk, da hun mødte Ole, og de to forelskede sig. Ole var en ungdomsven fra Hornbæk, der i modsætning til Mette ikke flyttede til København.

Han boede altså tilfældigvis i et hus i Hornbæk. Og så vidste jeg godt, at han ikke var til at proppe ind i en lejlighed på Tøndergade på Vesterbro, siger Mette og griner.
Angus griner med, mens Mette fortæller videre.

Så jeg måtte ligesom tage et valg, om jeg ville flytte tilbage. Og så tænkte jeg ”nå ja – jeg kender det hele”, så det var jo ikke værre, end hvis jeg ikke kunne holde det ud, så måtte jeg flytte igen.

Men meget har forandret sig, siden hun flyttede tilbage til Hornbæk – og væk fra storbyens stress og jag.

Der er fred og ro, og det kan jeg godt mærke, at jeg har savnet i nogle år inde i byen. Der har jeg godt kunne mærke, at når jeg flyttede, så flyttede jeg hen, hvor der var mere og mere roligt, fordi jeg var blevet træt af det der hektiske, som ellers tiltrak mig meget til at starte med, fortæller Mette og fortsætter:

Det var byens puls, og det var hele det liv, som jeg selv levede. Så havde jeg ligesom lyst til og behov for noget andet i takt med, at jeg blev ældre.

Og siden Mette og Ole fik sønnen Angus, er verdensbilledet vendt helt på hovedet. Der, hvor hun tidligere forsvor, at hun ikke ville vende tilbage til, er pludselig blevet det helt rigtige for Mette og den lille familie.

Nu kan jeg slet ikke forestille mig at flytte tilbage til byen (København, red.) med det liv, jeg har. Jeg kunne slet ikke tænke mig at have ham her inde i byen, siger hun og smiler til Angus.

Altså, jeg har jo en særlig forbindelse hertil, fordi det er mit barndomshjem og min barndomsby. På den måde er der jo en masse minder forbundet med Hornbæk. Både gode og mindre gode. Så der er noget liv her, samtidig med at her også kan være meget stille. Altså den der kombination af, at der også er en masse mennesker, jeg kender, og de der tilhørssteder på den måde.

I det idylliske Nordsjælland fandt Mette roen i barndomsbyen Hornbæk. Der hvor rødderne ikke fornægter sig, og minderne står i kø for at fortælle om alt og intet – og om yndlingssteder.

Tages yndlingssted

Rødvig

00:36

PORTRÆT TAGE

Der er stille på havnen i Rødvig. Kun lyden af et par måger, der skræpper i det fjerne og en svag brummen fra den maskine, som flytter lasten med sild fra en kutter til en lastbil, bryder stilheden.
Lyset står smukt over vandet i horisonten. Nederst præger lyserøde nuancer eftermiddagshimlen, som efterhånden går over i gule og siden hvide lysbrammer på himlen.
Her går Tage Sommer med hunden, Nougat. Nougat er en lille, aflang gravhund, der ihærdigt trækker sin røde hundesnor så langt afsted som muligt.
For enden af snoren går Tage roligt med den ene hånd i lommen og ser sig omkring.
Han har boet 15 år i Rødvig, men er egentlig fra Køge-egnen.

Vi flyttede, fordi vi har en båd hernede. Før boede vi oppe i Store Heddinge, og så kørte vi jo herned hver dag og gik tur med hunden. Og så til sidst endte det med, at vi flyttede herned. For der er bedre her, siger Tage og smiler.

Det er det bedste sted på Stevns!

Han går turen langs havnen sammen med Nougat hver dag fra hans hus lidt længere inde nede ad kysten i Rødvig. Og det er der en særlig grund til.


Det er et dejligt sted. Rødvig Havn er så lækkert, fordi der stadigvæk er noget fiskeri. Der kommer nogle fiskekuttere ind og lander nogle fisk. Det er ikke sådan bare en død havn.

Ifølge Tage er der nemlig noget helt særligt ved Rødvig havn. Der er liv hele året rundt, og så er der både fuldtidsfiskere og dem, der hygger sig med det i sin fritid. Og så er der lystbådehavnen, som hver sommer fyldes med turister.


Der er altid aktivitet på havnen. Der er altid mennesker. Det er lige meget, om du går tur klokken seks om morgenen eller klokken ti om aftenen, så møder du altid nogen hernede. Der sker altid et eller andet, siger han.

Stemmen er lun og klinger på midtsjællandsk. Tage taler i stød, og vokalerne bliver ofte udtalt med ekstra længde. Selvom Tage ikke kommer fra Rødvig, har han et særligt forhold til Stevns-området.


Jeg har boet her i Rødvig i 15 år cirka. Jeg er født i Køge, og min slægt stammer hernede fra og er gamle Stevnsboere. Men jeg var så uheldig, at jeg blev født i Køge, så jeg er ikke Stevnsbo. Ellers har de været det i min familie gennem mange generationer.

De 15 år har gjort Tage til en velbevandret mand i området. Han kender de fleste i Rødvig – og sådan er det i den lille kystby i Stevns Kommune.


Det er et rart sted at være, og vi er ikke større end, at næsten kender hinanden alle sammen. I det gamle Rødvig, der ved vi næsten hvem, der bor i alle husene.
I lystbådehavnen ligger Tages båd.

Den hedder Havheksen og er en Iceland Gipsy 32 motorbåd. Den er opkaldt efter min kone, griner Tage og fortsætter:

Ej, det er den ikke. Men den første båd vi købte, den hed Havheksen. Og siden har de heddet Havheksen alle sammen.

Alle hans både har båret navnet, og denne båd er ingen undtagelse. Tage var tømrermester, før han blev pensioneret. Men fiskeri og sejlads har altid interesseret ham.
Før jeg var tømrermester. Men det har altid interesseret mig at komme ud at fiske. Det har jeg gjort, lige fra jeg var lille. Der var jeg ude og fiske sammen med min farfar.

På hovedet sidder en brun læderkasket med en kort skygge, som rettes på fra tid til anden, og brillerne er af den type, som skifter farve til mørke, når sollyset rammer ansigtet. Under næsen sidder et bredt, kort overskæg. Det ligner, at det altid har været der.

Havheksen er en middelstor motorbåd, hvor der både er toilet og bad. I stævnen er der sovepladser, og kahytten er prydet af lakeret fyrretræ og bordeaux sofahynder. Her er god plads, men den bedste plads er oven på kahytten.

Det er det bedste sted. Der har du udsigt over det hele, og hvis det er dejligt vejr, og der ikke er nogle store bølger, så er det dejligt at sidde heroppe og kigge. Når man sådan sejler en tur over langs klinten og sidder og kigger. Det er virkelig lækkert.

Men selvom havet trækker i Tage, så er hjem altid det bedste sted at være.

Så tænker jeg, at det altid er dejligt at komme hjem til Rødvig, når man har været væk i et stykke tid. Det kan godt være, at vi på et tidspunkt skal bo et andet sted. Men det bliver ikke uden for Rødvig. Rødvig flytter vi ikke fra, siger han og fortsætter:

Når først man har boet her, så flytter man ikke andre steder. Der er mange af mine venner og bekendte, som har samme mening. Rødvig er ikke et sted, man flytter fra.

00:20

Mit Rødvig

Jørgens yndlingssted

Bagsværd

00:36

PORTRÆT JØRGEN

På en bænk ved Bagsværd Sø sidder Jørgen Tommerup. Solen er ved at gå ned i horisonten.
Fra tid til anden bryder de sidste solstråler gennem det tynde skydække og kaster hvide spejlinger over vandet.
En familie af blishøns klukker sagte i sivene. Søen er stille, og kun blishønsenes dyk bryder vandspejlet på søen.
Jørgen og hans kæreste er på vej rundt om Bagsværd Sø.
En rute som de ofte går, når tiden byder sig. Søen er speciel, fordi det er dejlig natur at gå rundt i. Jeg har været på arbejde hele weekenden og kan godt lide at komme ud og få noget frisk luft, fortæller han.
Jørgen er 63 år gammel. Til dagligt bor han på Frederiksberg og arbejder på Rigshospitalet.

Jeg arbejder på hjertekirurgisk afdeling, hvor jeg betjener hjerte-lungemaskiner. Og når jeg ikke gør det, så er jeg meget ofte herude i Bagsværd ved min kæreste eller sammen med mine børnebørn.

Hans hår er næsten kridhvidt, og brillerne er runde. De små rynker fra øjnene mod ørerne vidner om en person, der ofte smiler. Og så vidner de om en mand, der har levet i mere end 60 år. Jørgens stemme er rolig, og blikket bag brillerne er mildt.

Turen til Bagsværd tager han så tit, han kan. Fra Frederiksberg tager det omkring 40 minutter i bil at nå til søen, hvor yndlingsstedet også er. Men det er ikke bænken ved Nybrovej, der er det foretrukne.

Det vil være Sofienholm. Fordi det ligger fantastisk smukt. Og så er der en dejlig ro deroppe, siger Jørgen og fortsætter:

Roen betyder, at man bare kan sidde og nyde søen som den er. Uden trafiklarm i baggrunden, som der for eksempel er her.

Ifølge Jørgen er det særlige ved netop Bagsværd Sø, at der altid er liv.

Der er liv både på søen og omkring søen. Der er en roklub oppe i den anden ende. Så der er næsten altid nogen ude på søen.

Mens Jørgen fortæller om livet på søen, dukker tre roere op. Det er skumring, og man kan kun se dem i silhuet.

Vi har gået godt en time. Hvis man skal gå, så kan man ligeså godt gå lidt langt, ikke? Så får vi noget motion også – og får set noget dejlig natur. Det er de to ting, der er i det.

Jørgen og hans kæreste rejser sig. Nu mangler de kun en halv times gang, så er de igen hjemme. Om et par dage kan det være, at de tager turen igen.

00:20

Mit Bagsværd Sø