Vi risikerer at dreje nøglen om, siger natklub-manager

Flere i branchen efterlyser en plan for, hvad der skal til for, at nattelivet kan genåbne.

- Vi risikerer at dreje nøglen om.

Sådan lyder det fra Magnus Knudsen, der er general manager på natklubben The Zoo i København.

Reaktionen kommer, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har udtalt, at diskoter og natklubber ikke genåbner i fase 4.

Og Kåre Mølbak, direktør i Statens Seruminstitut, anbefalede tidligere tirsdag at bremse genåbningen af Danmark.

Natklubber og diskoteker stod ellers til at genåbne i august - netop som en del af genåbningsplanens fase 4.

Den fortsatte nedlukning kan få store konsekvenser for Magnus Knudsen og The Zoo, der er en del af en kæde med i alt fire natklubber og en restaurant med cirka 120 ansatte.

- Det er dybt tragisk for mig personligt og for mine ansatte og kolleger, siger han.

The Zoo har hjemsendt alle medarbejdere med lønkompensation, men regeringens hjælpepakker dækker kun omkring 50 procent af virksomhedens faste månedlige udgifter.

quote Man kender ikke nattelivet, og man tager beslutninger uden at tage os med råd

Henrik Foget Jensen, natklub-ejer

Magnus Knudsen savner klare svar på, hvornår og under hvilke forhold man forventer at nattelivet kan åbne.

Tag os med på råd

Samme følelse sidder Henrik Foget Jensen med.

Han er direktør for natklub-kæden Zwei Grosse Bier Bar, der har 450 ansatte fordelt på 11 barer. Han savner, at branchen bliver taget med på råd om, hvordan man med forholdsregler kan forene et aktivt natteliv med en lav risiko for smittespredning.

- Man beslutter ud fra nogle matematiske tanker. Man kender ikke nattelivet, og man tager beslutninger uden at tage os med råd, siger Henrik Foget Jensen.

Han mener ikke, at det er veldokumenteret, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt, at nattelivet fortsat holder lukket.

Zwei Grosse Bier Bar har i øjeblikket to barer, der holder åbent til klokken 24 med nye standarder for værnemidler, rengøring og intet dansegulv. Og en natklub med restriktioner er ifølge direktøren meget mere sikkert end en spontan fest på gaden.

Zwei Grosse Bier Bar risikerer ikke konkurser, som det ser ud nu.

Vil se en masse konkurser

Konkurser forudser man til gengæld hos Rekom Group, der driver mere end 90 barer og natklubber i Danmark.

 Adam Falbert, der er direktør i Rekom Group, efterlyser også en konkret plan og opfordrer til, at branchen og myndighederne sætter sig sammen og opstiller nogle klare kriterier for, hvornår og hvordan genåbningen kan finde sted.

- Der er brug for klarhed og tryghed omkring branchens fremtid. I den forbindelse kan man med fordel trække på erfaringerne fra Norge og Finland, hvor nattelivet er genåbnet, siger Adam Falbert.

- Som absolut minimum er der brug for en forlængelse af de eksisterende ordninger. Men jeg er langt fra sikker på, at det vil være nok til, at vi ikke vil se en masse konkurser i branchen, siger Adam Falbert.

Han pointerer, at Rekom Group ønsker, at en genåbning skal ske på sundhedsmæssig forsvarlig vis, og at man stoler på myndighedernes sundhedsfaglige vurderinger.

Ønsker ikke at blive supersmittespredere

Hos Horesta var man helt klar til genåbning af nattelivet, og brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet savner også en plan.

- Virksomhederne er enormt pressede. Vi synes som minimum, at man skylder erhvervet et svar på, hvad der skal til, siger Kristian Nørgaard, der er politisk chefkonsulent i Horesta.

Der er allerede sket mange afskedigelser, og det kan også få nogle til at dreje nøglen om, hvis nedlukningen trækker ud.

Selvom medarbejdere er sendt hjem på lønkompensation, er der stadig mange udgifter, som virksomhederne ikke får ind. Derudover skal der betales moms 1. september.

- Det skal selvfølgelig ske sundhedsmæssigt forsvarligt, og vi ønsker på ingen måde at blive supersmittespredere, siger han.

Årsagen til, at Statens Serum Institut ikke anser det som forsvarligt at gå videre til sidste fase, er smittetallet.

De seneste uger er antallet af smittede med covid-19 i Danmark steget.

I uge 31 var der dobbelt så mange smittede som ugen forinden. På samme måde var weekendens tal dobbelt så høje som sidste weekend.

Senest har Aarhus og Ringsted oplevet store stigninger i smittetallet og som konsekvens af det blandt andet genindført corona-restriktionerne på kommunernes plejehjem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik