Emil Konstantinovitz og Magnus Naef Winding er bare 19 og 20 år gamle, men allerede nu kan de begge skrive ’opfinder’ og 'iværksætter' på cv’et.
Magnus lærte sig selv, hvordan man håndterer den forretningsmæssige del, og jeg lærte mig selv at programmere.
De to gymnasieelever fra København har opfundet en app, som skal gøre det nemmere for os forbrugere at gennemskue, hvad der gemmer sig i vores fødevarer.
Allerede nu er de to unge fyre blevet advaret mod, at der er stor risiko for, at producenterne vil lægge sag an, når app'en kommer på markedet, fortæller de.
Det hele begyndte, da de to unge fyre gik på efterskole sammen.
- Vi lavede ikke super meget, men Magnus sad og læste sådan en bog, der handlede om e-numre og kunne ikke forstå, hvordan forbrugeren skulle være i stand til at tolke de her e-numre. Det var mega kryptisk at finde ud af, hvad man egentlig indtager. Så tænkte vi, at vi ville lave en digital guide, som fortæller om e-numre, fortæller Emil Konstantinovitz.
Kan scanne dine fødevarer
Oplevelsen fik dem til at komme på den idé at kombinere tekstgenkendelse med mobilkameraet, så telefonen kunne genkende et produkt ud fra en stregkode. Og det lykkedes.
I dag har de udviklet app’en ’Detectox’.
Den er ikke helt færdigudviklet endnu, men når den er klar, vil brugerne kunne opstille en række kriterier til deres hverdagsprodukter i app’en og 'scanne' fødevarerne i butikkerne.
Hvis de vil lægge sag an, må de gøre det. Så ser vi, hvad der sker.
Er man eksempelvis allergisk eller veganer, vil den advare mod de ting, man har angivet, man ikke kan eller vil spise, forklarer de to iværksættere.
De er blevet advaret
Oprindeligt var det Magnus, der fik ideen med, at de skulle lave en app, men siden er det blevet et partnerskab, fortæller Emil Konstantinovitz.
- Vi ved en masse om IT og sådan nogle ting, så Magnus lærte sig selv, hvordan man håndterer den forretningsmæssige del, og jeg lærte mig selv at programmere. Så kørte det derfra. Så kom vi i finalen i en innovationskonkurrence sidste år. Der var nogen, der havde en lignende idé, så vi slog os sammen med dem, og så har vi lavet et firma sammen nu, siger han.
Vi bruger rigtig mange timer på det. Timeantallet ligner et fuldtidsarbejde.
Der har været dem, der har ment, at de hellere burde passe deres skolegang – men langt de fleste, de to unge har talt med, har rost idéen.
Emil Konstantinovitz og Magnus Naef Winding er også blevet advaret.
- Mange professionelle mener, at vi nok har stor risiko for at få lagt sag an mod os, og at vi nok vil møde modstand fra producenter og kæder, som producerer. Det gør mig ikke rigtig nervøs, for når vi vælger at gøre det, så skal vi gøre det 100 procent. Så hvis de vil lægge sag an, må de gøre det. Så ser vi, hvad der sker, siger fortæller Emil Konstantinovitz.
Har to ansatte
Det er et fuldtidsarbejde at udvikle en app, og lige nu arbejder de benhårdt på at gøre den klar, mens de passer deres skolegang.
- Vi bruger rigtig mange timer på det. Timeantallet ligner et fuldtidsarbejde. Når man så også skal have et socialt liv og passe sin skole, så bliver det bare hårdt at prioritere. Vi har også begge kærester og er flyttet hjemmefra, så vi skal også tjene nogle penge på det. Så vi har måttet prioritere projektet benhårdt, siger Emil Konstantinovitz.
De to unge iværksættere har fået et partnerskab med DTU, der har givet nogle penge til udviklingen. Dem har Emil Konstantinovitz og Magnus Naef Winding brugt til at ansætte to programmører.
- Og vi er i gang med at se, om vi kan få en aftale med Forbrugerrådet Tænk og Coop, så vi kan få noget helt valid data, siger Magnus Naef Winding.