Hjemløs i glædestårer over hjælp i coronakrisen

- Mit misbrug falder, fordi jeg får ro. Jeg drikker for at sove, siger Steen Jandrof, der under coronakrisen har fået mulighed for at bo på et hostel.

Steen Jansdorf sover til daglig ved Nørreport Station, men nu er brostenene skiftet ud med hvide, pressede lagner, en blød madras og en dør, der kan lukkes. Og stilhed. Så meget stilhed.

- Her er så smukt og så stille. Jeg vågner, fordi jeg ikke bliver forstyrret. Jeg er vant til at blive forstyrret, så når der ingen larm er, så vågner jeg, siger den 50-årige Steen Jansdorf, da Hus Forbi møder ham på hans nye base. Et hostelværelse på Danhostel i Roskilde.

HJEMLØSE I DANMARK

Ifølge den seneste optælling fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, var der i 2019 1.442 hjemløse i København. Vives optælling fra 2019 opgjorde desuden 167 hjemløse på Frederiksberg og 1.237 i Københavns Omegn.

Optællingen registrerede i alt 6.431 hjemløse i Danmark.

Han er en af de hjemløse, der har taget imod tilbuddet om at tjekke ind på et værelse på et hostel for at klare sig sundere igennem coronakrisen.

Under nedlukningen af Danmark har mange hjemløse ekstra svært med at overholde myndighedernes opfordringer om god hygiejne, da håndsprit er udsolgt de fleste steder. Så adgang til en håndvask og til at kunne isolerer sig er vigtigt.

Luksussituation

Derfor har Hus Forbi og Danhostel indgået et samarbejde, hvor Danhostel tilbyder en mindre rabat, og Hus Forbi betaler for de hjemløses ophold.

Og det tilbud er Steen Jansdorf lykkelig for. Senest kom han med roser til bestyreren af hostellet, og når samtalen falder på, hvad han får ud af muligheden, bliver han rørt.

- Det er luksus at være herude, lige meget hvilken situation man er i. Det kan ikke blive bedre. Det her det er ... jeg kan ikke finde superlativer nok, siger Steen Jansdorf med grødet stemme.

Den mindre risiko for at blive smittet med coronavirus er ikke det eneste fordel for Steen.

- Mit alkoholmisbrug falder. Fordi jeg får ro. Jeg drikker for at sove, forklarer Steen, der har boet på gaden siden 2011. Han er uddannet datamatiker og har også tjent som arbejdsmand.

Aftale på hjemløseområdet

Ifølge Danhostel Roskilde bor der lige nu fem hjemløse på hostellet. Forpagter Lise Petersen forventer, at de bliver boende indtil efter påske.

Aftalen mellem Danhostel og Hus Forbi løber som udgangspunkt frem til nedlukningen af samfundet ophæves. Overnatningerne bliver betalt af Hus Forbi, og hver enkelt af Danhostels afdelinger bestemmer selv, hvor meget de vil give i rabat til Hus Forbi. Dermed ved ingen lige nu, hvad ordningen kommer til at koste for de hjemløses organisation.

Tirsdag vedtog Folketingets partier at give 5,5 millioner kroner i støtte til organisationer på hjemløseområdet. En af de organisationer, der modtager penge, er Hus Forbi og Projekt Udenfor (i partnerskab) - de modtog 500.000 kroner.

Hvis du har eksempler her midt i krisen på børnehjælp, en hånd til sårbare eller virksomheder eller andre godt eksempler på Danmark hjælper Danmark, så skriv til oplevelsesteam@tv2.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik