Få overblikket: Det ved vi – og det mangler vi svar på om branden i Børsen

Redningsfolk på stedet forventer, at slukningsarbejdet vil tage "mindst et døgns tid" endnu. Få overblikket over, hvad vi ved om branden, og hvad vi mangler svar på.

Tirsdag morgen udbrød der brand i den historiske bygning Børsen.

Store flammer stod op fra den gamle børsbygning i Indre By i København, og det ikoniske spir med de tre dragehaler knækkede.

Tirsdag aften arbejder brandvæsenet stadig på at slukke branden.

Her er et overblik over det, vi ved om situationen på nuværende tidspunkt – og de spørgsmål, vi endnu mangler svar på.

Hvornår opstod branden, og hvordan foregår slukningsarbejdet? 

  • Brandvæsenet fik første anmeldelse om branden klokken 07:36. Der var gået en brandalarm i den gamle bygning.

  • Da politiet nåede frem, kunne man konstatere, at det brændte omkring tårnet.
  • Spiret med de fire dragehaler på toppen af bygningen knækkede.

  • Omkring klokken otte oplyste Hovedstadens Beredskab, at alle var blevet evakueret, og at de var gået i gang med første fase af slukningen af branden.

  • Også Provianthuset, der er hjemsted for Folketingets Administration, Rigsarkivets læsesal og en del folketingsmedlemmers kontorer blev evakueret.

  • Omkring klokken 09:00 blev der indkaldt reserveberedskaber fra hele landet til at assistere med branden.

  • Det brændte på samtlige etager i den ene halvdel af bygningen, men branden vil ikke sprede sig til resten af bygningen, oplyste leder af redningsarbejdet, Jakob Vedsted Andersen.

  • Ifølge Forsvaret bistod 40 værnepligtige fra Livgarden politiets arbejde ved Børsen. De skulle hjælpe med afspærring i området.

  • Redningsfolk på stedet forventede tirsdag formiddag, at slukningsarbejdet ville tage "mindst et døgns tid".

  • Dele af Børsens kobbertag skulle tages af bygningen for at gøre slukningsarbejdet lettere, oplyste ansvarlig for brandindsatsen, Frank Trier Mikkelsen.

Hvordan opstod branden?

  • Brandvæsenet mener, at brandens opståen har noget at gøre med det restaureringsarbejde, der i et stykke tid har pågået udvendigt på Børsen, oplyste Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab. Branden er startet i den del af bygningen, hvor arbejdet har været i gang.

  • Ti medarbejdere fra håndværkerfirmaet Tømrer- og snedkermester Børge Nielsen arbejdede på restaureringen af Børsen, da branden opstod.

  • Ti kobbersmede var også på arbejde, da brandalarmen gik. Ifølge Toft Kobbers kommunikationsansvarlig begyndte der efter fem minutter at komme røg op nede fra gulvet på loftet.

Hvad betyder det for trafikken? 

  • Politiet afspærrede tirsdag morgen alle omkringliggende gader. Det betød også, at man måtte forvente forsinkelser på alle buslinjer i indre København. Desuden var flere buslinjer omlagt som følge af branden, oplyser Movia. 

  • Tirsdag aften er Vinderbrogade spærret fra Stormgade og Frederiksholm Kanal i retning mod Børsen ligesom Christiansborg Slotsplads, Børsgade, Slotsholmsgade og Knippelsbro er fortsat også spærret.

Hvad er det lykkedes at redde? 

  • Det er lykkedes at redde en række malerier ud fra bygningen. Blandt andet det kendte 'Fra Københavns Børs’ af P.S. Krøyer.

  • Kort efter klokken 16 oplyste Jakob Vedsted Andersen, der er beredskabsdirektør ved Hovedstadens Beredskab, på et pressemøde, at det ikke er lykkedes at redde Børsen.

  • Ifølge Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, er halvdelen af Børsen brændt ned.

Hvad skal der ske med Børsen nu? 

  • Samtlige borgmestre i Københavns Kommune ønsker, at Børsen skal genoprettes. Det samme mener Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen

  • Kent Martinussen, der er administrerende direktør i Dansk Arkitektur Center, vurderer at genopbygning af Børsen vil tage flere år. Det siger han tirsdag til Ritzau.

  • Arkitekten Ole Drachmann, der er en af landets mest erfarne, når det gælder restaurering af gamle bygninger, er heller ikke i tvivl - det bliver langt fra en nem opgave, hvis Børsen skal genopstå efter den ødelæggende brand tirsdag.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Hvad mangler vi svar på?

  • Vi ved stadig ikke, hvad der præcis er årsag til, at branden er opstået. Beredskabet mener, at det kan skyldes det restaureringsarbejde, der har været i gang. Men politiet sagde tirsdag, at der vil gå en to-tre dage, før politiet kan sige mere om årsagen. Det kan være el, det kan være noget, der har med renoveringen at gøre, lyder det. Vi mangler altså stadig det fulde overblik.

  • Vi mangler også svar på, hvorfor branden har udviklet sig til at blive så omfattende.

  • Vi har stadig ikke overblik over de præcise ødelæggelser. Vi ved heller ikke præcis, hvilken kunst, der er blevet reddet ud fra bygningen.

  • Vi ved ikke, hvor meget af bygningen, spiret eller andre ødelæggelser, der vil kunne genskabes.

  • Vi ved ikke, om bygningen skal genopbygges bagefter, hvordan det kommer til at foregå, og hvem der skal betale for det.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik