Eksperter vil omfordele elever - disse 9 skoler har overtal af ikke-vestlige

På ni af landets gymnasier har mere end halvdelen af eleverne ikke-vestlig baggrund.

Elever med ikke-vestlig baggrund søger mod de samme gymnasier, fastslår en ny rapport.

Og det er et problem, mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der synes, at tendensen underminerer det danske samfund.

- Hele ideen bag det trygge samfund, vi har, hvor vi tager os af hinanden, er i min bog truet, hvis børn og unge mennesker ikke lærer hinanden at kende på tværs af sociale og etniske skel. Det sagde hun i et interview til Berlingske om emnet tilbage i januar.
Rosenkrantz-Theil vil nu invitere Folketingets partier til forhandling om at løse den skæve fordeling på landets gymnasier.

Disse danske gymnasier har overtal af elever med ikke-vestlig baggrund

  • Høje Taastrup Private Gymnasium: 86,8 procent
     
  • Akademisk Studenterkursus: 84,2 procent
     
  • NEXT - Sydkysten Gymnasium (STX): 76,8 procent
     
  • Københavns Private Gymnasium 71,7 procent
     
  • Aarhus Gymnasium, Tilst: 60,6 procent
     
  • NEXT - Sydkysten gymnasium (HTX): 56,8 procent
  •  
  • HF & VUC København Syd, Hvidovre: 56,4 procent
     
  • Høje-Taastrup Gymnasium: 55,3 procent
     
  • Københavns åbne Gymnasium: 51,3 procent
     

Kilde: Danmarks Statistik, 2018.

Delte sine elever efter etnicitet

Debatten om de etnisk opdelte gymnasier tog fart tilbage i 2016. Her kom Langkaer Gymnasium ved Aarhus i vælten for at inddele sine elever efter etnicitet, sådan at etnisk danske elever blev sat i klasse sammen, og ikke-vestlige elever ligeså blev klassekammerater.

Det førte til, at Institut for Menneskerettigheder kritiserede Langkaer Gymnasium, der efterfølgende droppede at fordele elever efter efternavn.

Da kritikken af Langkaer rullede, havde gymnasiet 62 procent elever med ikke-vestlig baggrund. Et tal, der i 2007 blot lå på 25 procent.

I 2018 fusionerede gymnasiet med Aarhus Tech og hedder nu Aarhus Gymnasium, Tilst. Gymnasiet har fortsat over 60 procent elever med ikke-vestlig baggrund, og er et af ni danske gymnasier, der har et overtal af elever med ikke-vestlig baggrund.

Turde ikke stille op til interview

Den etnisk skæve fordeling af elever er også et problem, man kender til på Hvidovre Gymnasium. Her har næsten halvdelen af eleverne ikke-vestlig baggrund. Og det sætter gymnasiets rektor i en kattepine.

- Jeg har været rektor i ti år og havde i en lang årrække orienteret min stab om, at hvis der ringede journalister og ville tale om unge med anden etnisk baggrund, så var jeg ikke at træffe. Simpelthen fordi jeg vidste, at det ville ramme min skole, sagde rektor Kirsten Jensen til Altinget i august.

I samme artikel kan man læse, at gymnasier med høj andel ikke-vestlige elever mister elever, når antallet af ikke-vestlige på gymnasiet stiger – og det har altså holdt Kirsten Jensen fra at deltage i interviews om emnet.

Kun to klassekammerater kom til galla

Et andet gymnasium, der ligger højt på listen over gymnasier med skæv etnisk fordeling, er Herlev Gymnasium. I 2016 havde det 34 procent elever med ikke-vestlig baggrund – to år senere var det tal steget til 43 procent.

Også her har den skæve fordeling skabt problemer. I et debatindlæg i Politiken fra 2016 skrev eleven Einar Bang Therkildsen, at han ikke længere var sig selv, men nu blot var ’danskeren’.

Det bekymrede ham blandt andet, at kun to elever fra hans klasse mødte op til skolens årlige gallafest. En fest, hvor kun 3.g'erne måtte bære lange kjoler.

- Da hverken 1.g’ernes eller 2.g’ernes kjoler må nå ned til fødderne, besluttede samtlige muslimske piger fra min klasse, at det forhindrede dem i at dukke op til festen.

Den etniske fordeling af eleverne resulterede også i, at flere af hans klassekammerater valgte at forlade skolen, skrev han og foreslog samtidig, at den bedste løsning på problemet måtte være at fordele de ikke-vestlige elever ud på alle gymnasier, så man ikke ender med ’ghettogymnasier’.

Ekspertgruppe vil omfordele elever

Netop en omfordeling er også, hvad ekspertgruppen anbefaler i sin rapport. I rapporten, der blev bestilt af tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA), foreslår ekspertgruppen fire forskellige modeller, man kan bruge til at fordele elever jævnt ud.

Ekspertgruppen anbefaler selv den såkaldte klyngemodel, skriver Ritzau.

Klyngemodellen tager udgangspunkt i klynger bestående af tre eller flere gymnasier. Eleverne får mulighed for at ønske, hvilket gymnasium de vil optages på. Og der tages størst muligt hensyn til elevernes ønsker.

Eleverne fordeles på en række gymnasier inden for et specifikt afgrænset geografisk område.

Fordelingen i den enkelte klynge sker på baggrund af karakterer. De 25 procent elever med det laveste karaktergennemsnit fra grundskolen fordeles på klyngens gymnasier først. Derefter fordeles resten.

Der skal i begge tilfælde tages hensyn til de unges prioriteringer og afstand til gymnasiet.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil indkalde til politiske forhandlinger, når hun har gravet sig ned i ekspertgruppens rapport. Bliver ekspertgruppens anbefalinger til lov, vil de ikke omfatte private gymnasier.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik