3-årig blind pige frataget støttepædagog i børnehave: - Hvem skal nu vise hende, hvor toilettet er?

Hver morgen må forældrene aflevere deres blinde datter i en børnehave, hvor der ifølge faren ikke er nogen til at tage sig af hende.

Treårige Paloma sad alene på gulvet i børnehaven med en legoklods i hånden, sidst hendes far kom for at hente hende.

Det var uvant, for datteren er født blind, og indtil årsskiftet havde hun en særlig pædagog med sig.

En, der tog hånd om de særlige behov og hjalp hende med at finde rundt, socialisere med jævnaldrende og lære blindeskriftsystemet punktskrift.

Først var hun bevilliget støtte 20 timer om ugen, men timetallet er løbende dalet, og i efteråret fik familien besked om, at datteren nu slet ikke længere kunne få støtte.

- Vi fik at vide, at der ikke var flere penge i puljen, og at støtten ville ophøre, siger faren Daniel Toghill til TV 2.

Det gule skilt på Palomas flyverdragt viser, at hun er blind og har behov for særligt hensyn.
Det gule skilt på Palomas flyverdragt viser, at hun er blind og har behov for særligt hensyn.
Foto: Privatfoto

To pædagoger til 26 børn

Ændringen trådte i kraft 1. januar. Siden har forældrene set, hvordan manglen på en støttepædagog har betydet, at Paloma ikke alene har svært ved at falde ind i leg med sine jævnaldrende, men også kæmper med basale ting som at finde ud på toilettet.

Før ændringen havde begge forældre et fuldtidsarbejde, men nu har moren set sig nødsaget til at gå ned i tid for at kunne hente sin datter klokken 14 hver dag.

Men når de afleverer hende hos de to pædagoger, der skal tage sig af stuens 26 børn, skærer det i hjertet, fortæller Daniel Toghill.

- Det er mega hårdt, når vi ved, at der ikke er nogen hænder til at tage sig af hende.

En mulig fejl

Forældreparret skrev mandag deres historie på Facebook, hvor den siden er blevet delt flere end tusind gange.

En af de delinger nåede frem til Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune, som er dem, der står for tildelingen af Palomas støtte. Da TV 2 kontakter dem, er de derfor opmærksomme på sagen, som de beskriver som "en fejl".

Forvaltningen forklarer, at proceduren for, hvordan børnehaver skal søge om støtte til børn med særlige behov, er blevet lavet om per 1. januar. Forvaltningen fortæller, at de i den forbindelse har oplyst den pågældende børnehave om, at de skulle søge om støtte på en anden måde, end de plejede.

Men det er ikke sket, siger forvaltningen, og derfor var der efter nytår ingen økonomisk støtte at hente til Palomas støttepædagog.

Forvaltningens ansvar

Forklaringen er Palomas forældre først blevet gjort opmærksom på, efter TV 2 er gået ind i sagen.

Kan det være rimeligt, at en treårig blind pige skal gå i børnehave uden nogen form for særlig støtte, fordi der er sket en fejl i noget papirarbejde?

- Det er dybt beklageligt, at forældrene oplever, at støtten forsvinder fra den ene dag til den anden. Der er simpelhen ikke blevet søgt om støtte fra institutionen. Det er i sidste ende forvaltningens ansvar, og vi kan kun beklage sagen, skriver faglig direktør for Børne- og Ungeforvaltningen, Camilla Niebuhr, i en mail.

Før beslutningen om helt at afbryde støtten har I ad flere omgange skåret i det antal timers støtte, hun var berettiget til. Skyldes det også en fejl?

- I forhold til behovet for støtte kan jeg ikke gå ind i sagsbehandlingen, men jeg kan sige, at bevillinger bliver givet fra gang til gang ud fra en konkret vurdering af barnets behov, skriver den faglige direktør.

Dansk Blindesamfund kalder det 'uacceptabelt', at treårige Paloma ikke længere har en støttepædagog i sin børnehave.
Dansk Blindesamfund kalder det 'uacceptabelt', at treårige Paloma ikke længere har en støttepædagog i sin børnehave.
Foto: Privatfoto

'Der er ikke noget at rafle om'

Hos Dansk Blindesamfund vækker historien om Paloma forargelse, og ifølge forretningsmedlem Ask Abildgaard er det et billede på et større problem.

- Når det drejer sig om så små børn, som er blinde og skal indgå i et almindeligt institutionsmiljø, er der behov for støtte. Der er slet ikke noget at rafle om, siger han.

Hvis et synshandicappet barn skal kunne begå sig i en børnehave, kræver det, at personalet kender barnets behov og har indsigt i, hvad det vil sige at være blind. En indsigt, som Palomas forhenværende støttepædagog havde fået ved at deltage i en række kurser.

- Det gør det bare ekstra hjerteskærende, at hun er blevet taget væk. Det er total uacceptabelt, siger han.

Ny ansøgning vil blive hastebehandlet

Efter forældrenes opslag på Facebook, har Børne- og Ungeforvaltningen været i kontakt med børnehaven og givet dem mulighed for at sende en ny ansøgning om støtte.

Den vil ifølge Camilla Niebuhr blive hastebehandlet, men forvaltningen kan på nuværende tidspunkt ikke stille nogen garanti for udfaldet.

Daniel Toghill er glad for, at sagen nu tages op igen, men oplevelsen har efterladt ham med en følelse af afmagt. Han fortæller, at der nu er sendt en ansøgning afsted til Københavns Kommune, men at han har fået at vide, at han ikke skal forvente at få Palomas forhenværende støttepædagog tilbage.

- Vi vil jo gerne have, at Lea fortsætter. Hun har opbygget en kompetence, og det virker som idioti, at vi skal have en ny. Alle børn har brug for tryghed - særligt vores datter, siger han.

Lederen af den børnehave, hvor Paloma går, har ikke ønsket at stille op til et interview.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik