17-årig har smidt 38.000 kroner i én type investering – og han er ikke alene

De seneste par år er investeringer i fonde vokset med 44 procent. Det er især yngre investorer, der lægger pengene i investeringsfondene.

Drømmen er klar for 17-årige Oliver Skoubo Jensen. Han vil have økonomisk frihed.

Derfor har han de seneste par år kastet sig ud i at investere dele af sin opsparing i aktiemarkedet.

Og ligesom mange andre unge er han begyndt på én ny type investering.

- Jeg har lige investeret 38.000 kroner i en investeringsfond, siger Oliver Skoubo Jensen, der til daglig studerer på Roskilde Handelsskole.

Idéen er, at man spreder sine investeringer på mange forskellige virksomheder i stedet for en enkelt.

Det kan være med til at mindske risikoen for at tabe penge, men det kan også have en slagside.

- Det har gjort, at det går noget langsommere med at tjene penge, siger Oliver Skoubo Jensen.

Unge investorer har skiftet fokus

På facebook-gruppen ‘Unge Investorer’ sidder mere end 61.000 unge og følger med i råd og tips til investering.

Her har man også lagt mærke til, at snakken går på noget andet end tidligere.

- Fonde er blevet det, man snakker om, siger Jonas Holm Jakobsen, der er medstifter af gruppen og har investeret i knap ti år.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Sådan fungerer investeringsfonde.
Sådan fungerer investeringsfonde.
Foto: Nordnet

Han mener, at det giver god mening, at investeringsfonde hitter blandt de unge. Han peger på, at det er en sikrere måde at investere på, hvis man er ny på aktiemarkedet.

Dermed undgår man også nogle af de store udsving ved enkelte aktier.

- Så det er lidt lettere at sove om natten, siger Jonas Holm Jakobsen.

Nye tal fra Finans Danmark er med til at bakke fornemmelsen hos ‘Unge Investorer’ op.

Her har man i perioden fra 2019 til 2022 set, at antallet af investorer i fonde er vokset med 44 procent.

- Det er især hos yngre investorer, at der er flere, som investerer i fonde, siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for investering og opsparing i Finans Danmark.

Her er en af årsagerne, ifølge Birgitte Søgaard Holm, at de unge i dag er blevet mere opmærksomme på den risiko, der er ved at placere hele deres formue i enkeltaktier.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Birgitte Søgaard Holm er direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark. Foto: Finans Danmark
Birgitte Søgaard Holm er direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark. Foto: Finans Danmark
Foto: Finans Danmark

En god indgang til aktiemarkedet

Hos handelsplatformen Nordnet følger man også med i udviklingen, så Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, er ikke overrasket over udviklingen.

- Jeg tror, at det er en konsekvens af, at det er blevet mainstream at investere, siger Per Hansen.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er investeringsfonde?

Investeringsfonde er værdipapirer, hvor man kan investere i en bestemt sektor, et bestemt land eller et bestemt aktieindeks uden at skulle handle enkeltaktier.

Det klarer forvalterne bag investeringsfonden, som enten manuelt eller automatisk sørger for at tilpasse investeringerne, så de matcher fondens profil.

Kilde: Ritzau

Han mener, at det er positivt, at det nu er investeringer i fonde frem for enkeltaktier, som hitter hos de unge. Ifølge ham er det nemlig en god måde at lære aktiemarkedets spilleregler at kende, inden man “brænder nallerne”.

- Ellers er der mange, som helt stopper med at investere, siger Per Hansen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Fra 2019 til 2022 er antallet af fondsinvestorer vokset med 44 procent, mens antallet af aktieinvestorer er vokset med 18 procent.
Fra 2019 til 2022 er antallet af fondsinvestorer vokset med 44 procent, mens antallet af aktieinvestorer er vokset med 18 procent.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

I stedet skal man hellere starte roligt og sprede sin risiko ud for at komme godt i gang med sine investeringer, mener han og peger på netop investeringsfonde som en god løsning.

Her har afkastet historisk været på omkring 6 til 7 procent om året for investeringer i fonde.

- Så for de utålmodige kan det godt gå lidt langsomt, siger Per Hansen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Investeringer i fremtiden

Tilbage hos 17-årige Oliver Skoubo Jensen er han forberedt på at væbne sig med tålmodighed. Han har ikke haft investeringer i fondene i mere end et par måneder, så indtil videre har han ikke tjent det store.

- Det er okay, det er jo også en langsigtet investering, siger Oliver Skoubo Jensen

Stifteren bag Facebook-gruppen ‘Unge Investorer’ er også klar i mælet. Normalt er han ellers ikke meget for at anbefale noget til sine følgere, men alligevel tør Jonas Holm Jakobsen godt dele sine tanker omkring investeringsfonde.

- Jeg vil sige, at det ville være et godt sted at starte, siger Jonas Holm Jakobsen.

Dette samme mener Oliver Skoubo Jensen, der i dag har halvdelen af sine investeringer i aktier og den anden halvdel i investeringsfonde. Men hvis han kunne gøre det hele om, ville han starte et andet sted.

- Jeg ville helt klart starte med at investere i fonde, siger Oliver Skoubo Jensen

For som han selv siger:

- Jeg har ikke travlt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik