Da det gik op for hende, at hun hadede sit drømmejob, tog hun et livsændrende valg

Erhvervsuddannelserne kæmper med at tiltrække og fastholde elever. 24-årig nyuddannet håber, at unge tør overveje andre veje end den akademiske.

Når 24-årige Simone Sørensen går på arbejde om morgenen, er hun på mange måder et sjældent syn.

Ikke kun, fordi der ikke er ret mange af de andre lokomotivførere, der i virkeligheden er uddannet tøjdesignere.

Men også, fordi hun er ung, og fordi hun er kvinde.

Faktisk er det blot 11 procent af dem, der i dag kører S-tog, der er kvinder. Og det er ifølge DSB en tredobling siden sidste år.

Det lå bestemt heller ikke i kortene, at Simone Sørensen skulle ende i førerhuset på linje A mellem Hillerød og Køge.

Faktisk havde hun gennemført en uddannelse som tøjdesigner, før hun overhovedet kiggede i retning af en erhvervsuddannelse.

Simone Sørensen er i dag S-banefører hos DSB.
Simone Sørensen er i dag S-banefører hos DSB.
Foto: Safiya Thil/TV 2 Echo

Og det gjorde hun kun, fordi hun blev ramt af en livskrise, der tvang hende til at gøre det.

- Det hele blev for meget og for demotiverende, fortæller Simone Sørensen.

TV 2 Echo møder hende til en snak om, hvorfor hun håber at kunne inspirere flere til at følge deres hjerter, når de vælger uddannelse – også selvom det strider imod de gængse forventninger til dem.

Når drømmejobbet ikke gør dig glad

For seks måneder siden traf Simone Sørensen en livsændrende beslutning. Som nyuddannet tøjdesigner lå et arbejdsliv foran hende, som mange kun kan drømme om.

Hun ønskede sig et liv som designer og forretningskvinde, hvor hun med sit helt eget brand kunne inspirere og influere andre.

- Under min uddannelse var jeg høj på idéen om at designe tøj, som andre skulle gå med, siger hun til TV 2 Echo.

quote Det blev til en tung sky, der konstant var over mit hoved

Simone Sørensen, S-banefører

Problemet var bare, at eksamensbeviset i hånden ikke gjorde hende lykkelig.

Pludselig opdagede hun, at tanken om nye kollektioner og modeuger ikke længere motiverede hende.

Det var ved et tilfælde, at Simone Sørensen faldt over arbejdet som S-banefører.
Det var ved et tilfælde, at Simone Sørensen faldt over arbejdet som S-banefører.
Foto: Safiya Thil/TV 2 Echo

Det udviklede sig hurtigt til decideret ondt i maven over den branche, hun havde drømt om så længe.

- Mange deadlines og krav om bæredygtighed, som man aldrig ville kunne indfri, blev til en tung sky, der konstant var over mit hoved, siger Simone Sørensen.

Den fortvivlelse, hun oplevede ved sit uddannelsesvalg, er hun ikke ene om, fortæller Tobias Kidde Skov, der er ekspert i erhvervsuddannelser ved VIA University College.

Han forklarer, at det kan være en af årsagerne til stort frafald på erhvervsuddannelserne.

- Det er enormt svært at vælge det erhverv, man potentielt skal være i resten af sit liv, når man blot er 17 eller 18 år. Man mangler måske noget afklarethed og at gøre sig flere erfaringer for at træffe en kvalificeret beslutning, siger han til TV 2 Echo.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Uventet sporskifte fra det, der blev forventet

Da Simone Sørensen brød med forestillingen om at skulle være tøjdesigner, blev det tilfældighederne, der endte med at bestemme, hvad hendes nye liv skulle indeholde.

Den gnist, der så længe havde manglet, blev vækket i S-toget af alle steder.

Mens Simone Sørensen sad der blandt andre passagerer, fik hun tjekket sin billet af en DSB-ansat.

Hun betragtede kontrolløren på sin tur rundt i kupeen, mens der blev tjekket billetter og talt med passagerer.

Og det så ret hyggeligt ud, syntes hun.

quote Der var ikke rigtig nogen, der talte om, at de ville lave noget, de blev glade af at lave

Simone Sørensen, S-banefører

Så hyggeligt, at det fik den 24-årige tøjdesigner til at gå ind på DSB’s hjemmeside for at finde ud af, hvordan hun kunne blive S-banefører.

Kort efter startede hun på erhvervsuddannelsen.

Ifølge Tobias Kidde Skov er hun ret unik med den historie.

- Uddannelserne har svært ved at tiltrække og fastholde elever. Der er markant færre, der søger ind på erhvervsuddannelser end tidligere. Samtidig er der stort frafald hos elever, der tager en erhvervsuddannelse, siger Tobias Kidde Skov.

Simone Sørensen har oplevet, at der i hendes omgangskreds var en konsensus om, at kun den boglige vej kunne føre til succes.
Simone Sørensen har oplevet, at der i hendes omgangskreds var en konsensus om, at kun den boglige vej kunne føre til succes.
Foto: Safiya Thil/TV 2 Echo

Helt generelt er der færre unge, der tager en erhvervsuddannelse i dag, end der var tidligere. Antallet af elever, der starter på en erhvervsfaglig uddannelse, er ifølge Danmarks Statistik faldet med 33 procent de seneste ti år.

Erhvervsuddannelse var heller ikke tidligere på tegnebrættet for Simone Sørensen.

Faktisk ved hun ikke, hvorfor hun først startede på handelsskolen og senere tog uddannelsen som fashion designer. Altså udover, at hun dengang havde en stærk idé om, at hun skulle være business woman.

Idéen kom ikke fra fremmede. I hendes omgangskreds var der en herskende tankegang om, at man kun opnår succes i livet, hvis man går den boglige vej.

- Der var ikke rigtig nogen, der talte om, at de ville lave noget, de blev glade af at lave. Og det lyder så sygt at sige, ikke? siger hun.

Stop op og mærk efter

Efter tre måneder med Hovedbanegården som uddannelsessted begyndte Simone Sørensen i april at arbejde for DSB som S-banefører.

Simone Sørensen skiftede symaskiner og metervarer ud med tidsplaner og togskinner. Og det passer hende godt.

quote Det er længe siden, at jeg har haft så meget styr på mit liv

Simone Sørensen, S-banefører

I løbet af sin arbejdsdag med at fragte danskere fra A til B møder hun mange mennesker.

Børn, der vinker på perronen. Mennesker, der gør hende glad for arbejdet.

Men ifølge Simone Sørensen er det bedste ved jobbet, at hun har fri, når hun har fri.

- Det er længe siden, at jeg har haft så meget styr på mit liv. Jeg slapper helt af i det, jeg laver, fordi jeg kan lave alt det, jeg har lyst til, i min fritid, siger hun.

Simone Sørensen opfordrer andre til at stoppe op og spørge sig selv: Er du egentlig glad for det, du laver?
Simone Sørensen opfordrer andre til at stoppe op og spørge sig selv: Er du egentlig glad for det, du laver?
Foto: Safiya Thil/TV 2 Echo

Som S-banefører starter man på en frisk hver dag. Der er ikke en bunke tog, der hober sig op, mens man er væk, siger hun.

Derudover har friheden ved Simone Sørensens nye job givet hende kærligheden til mode og design tilbage.

- Jeg elsker stadig at designe, og det kan jeg gøre, fordi jeg har fri, når jeg har fri, siger hun.

Simone Sørensen tror, at der er mange i Danmark, der går meget op i, at de skal ud og have et godt job med en god løn i stedet for at stoppe op og tænkte over, om de er glade for det, de laver.

- Og det føler jeg, at jeg er her, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik